Jeg er ofte blevet inviteret med til festival rundt omkring i landet. Ordet festival har altid for mig været lig med: kø til beskidte toiletter, skrald alle vegne, dårlig forplejning og sidst, men ikke mindst: overnatning i telt. Bare tanken kunne få mit stressbarometer op i det røde felt.
Da jeg blev bekendt med, at Nibe Festival ville blive afholdt i en miniudgave, altså uden overnatning, MÅTTE jeg tage udfordringen op, så med bævrende ben gik jeg gennem porten til Lyden Af Nibe.
Det første, jeg bemærker er, at festivaldeltagernes gennemsnitsalder er højere, end jeg havde forventet. 35 plus. Det er fredag, og Christopher, den danske udgave af Justin Bieber, er ved at gøre sig klar til at gå på scenen. Samtlige kvinder på pladsen er klar til at høre den blonde krøltop. Mig inklusive. Christophers stemme lyder ud over pladsen, og jeg er allerede ved at komme i stemning. Selv ikke en uoplagt Medina kunne få mig i dårlig humør.
Frygt blev gjort til skamme
Som dagen skrider frem ved jeg, at det uundgåelige er lige på trapperne. Jeg skal tisse. Flere gange er jeg gået forbi de hvide toiletvogne og overbevist mig selv om, at jeg har superblære. Jeg åbner døren til toilettet. Jeg afventer. Både dunst og sejlende gulv udebliver. Her må jeg rose min første arbejdsgiver, Kim Godiksen. Toiletvognen var både moderne og praktisk, og takket være frivillige medhjælpere også rene. Min frygt blev gjort til skamme.
Uden frivillige ingen festival
De frivillige medhjælpere fortalte, at de var taknemmelige for de mange, der havde fundet vej til Lyden af Nibe. Jeg måtte ydmygt svare, at fornøjelsen helt var på vores side, og uden de frivillige medhjælpere ville der jo slet ikke være en festival. Flere af hjælperne var en smule frustrerede. Der var ikke så mange frivillige, som de havde håbet på. Og dem, som var til stede, måtte løbe hurtigere og tage længere vagter. Jeg kunne heller ikke undgå at bemærke, at der lå påfaldende meget skrald på pladsen. Flere gange tog jeg mig selv i at samle plastikkrus op – en opgave, som jeg hurtigt indså var en umulig opgave. Så snart jeg havde samlet et krus op, røg der et nyt i luften. Især under Danmarks EM-kamp om lørdagen mod Tjekkiet, som blev vist på storskærm. Lars Lilholt var i storform den dag. Iført landsholdstrøje satte han festen i gang. Kampen forblev dog helt klart aftenens højdepunkt.
Festivalleder Peter Møller Madsen fortalte mig, at Lyden af Nibe blev arrangeret på kun syv hverdage! Dette inklusiv booking af bands. Måske tidspres var årsag til manglende frivillige? Men imponerende er det stadig, at man kan stable sådan et arrangement på benene på så kort tid.
Musik i rappens tegn
Søndag og sidste dag på Lyden af Nibe, vidste jeg, ville blive en udfordring. Gennemsnitsalderen dykkede til 25, og mu- sikken stod i rappens tegn. Jeg fik selskab af min datter og hendes far på 58 år, sikkert den eneste fra den generation på pladsen. Her blev jeg introduceret for en musikgenre, jeg normalt ikke lytter til. Med fingre og hænder i rette position, fangede jeg alligevel mig selv i at hoppe rundt. Især rapperen Artigeardit tog mig med storm.
Jeg kan, efter flere dage med fantastisk musik, skønt selskab, og ikke mindst en stor oplevelse rigere, sige, at festival kan noget. Jeg tager teltovernatning med næste gang. Måske …
Fakta om Lyden af Nibe
- Første gang Nibe Festival løb af stablen var i 1985. Festivalleder Peter Møller Madsen var med fra start, og dennes storebror måtte stå for at søge spiritusbevilling, da Peter ikke var gammel nok.
- Peter Møller Madsen er en festivalleder værdig. Hans imødekommenhed og venlige væsen er netop dét, Nibe Festival er kendt for.
- Ekstra Bladet var for første gang en del af pressekorpset, da der ikke var Roskilde Festival i år. På de fire dage, Ekstra Bladet var til stede på Nibe, blev deres musikanmeldelser klikket på over 2 millioner gange af Ekstra Bladets læsere.
