Jeg tænker ikke, at jeg var den eneste, der var ved at få nytårsdrinken galt i halsen, da vores dronning bekendtgjorde sin intention om at abdicere tronen og lade nye kræfter tage over. Nu har vi en konge, og det skal nok også blive godt, men det er bare ikke helt det samme.
Som barn var jeg meget betaget af Dronning Margrethe, og lavede blandt andet en perleplade til hende, som jeg afleverede til en gardehusar på Amalienborg. Han tog sit job meget alvorligt, hvilket gjorde oplevelsen både lidt magisk og helt utroligt skræmmende på samme tid.
Der gik ikke mange år, før de royale måtte vige pladsen for boybands som Take That og Backstreet Boys i mit meget unge kulturhjerte, men jeg har beholdt en respekt og fascination af vores dronning. Hun var virkelig vores allesammens, mens hun stadig bibeholdt den reserverethed, der er nødvendig for at kunne opretholde skæret af mystik omkring de kongelige.
Selvom jeg nok egentlig stadigvæk er tilhænger af kongehuset, så synes jeg også, at der er noget mærkværdigt i, at vi bibeholder en institution, hvor man bliver født til absurde privilegier, mens resten af verden bevæger sig fremad med syvmileskridt. Men det er måske netop der, hvor kongehuset har sin berettigelse; Som en institution, hvor traditioner og blod giver en forbindelse til fortiden, der forankrer og minder os om, hvem vi er.
Jeg har altid elsket litteraturen af flere årsager, men specielt fordi historiefortællingen er en vigtig del af det, der gør os til mennesker og forbinder os til hinanden. Før vi havde det skrevne ord, har der været folk i de fleste kulturer, der rejste rundt og delte sagn og sladder med en begejstret landsby. At en gruppe mennesker delte historier og traditioner var med til at gøre dem til ét folk.
På samme måde er det traditioner og fortællinger, der er med til at gøre os danske. Selv når fodboldlandsholdet ikke spiller godt, så har vi stadig det varme minde om EM i 1992 at læne os opad.
Der er her, hvor jeg synes, at kongehuset og særligt Dronning Margrethe har haft en speciel rolle. Hun er den nutidige repræsentant for en historie, der går tilbage helt tilbage til Gorm den Gamle. Det er i øvrigt endnu et bevis på, hvilken magt en god hi- storie kan have; I hundredvis af år har vi fået fortalt at Danmark har haft en ubrudt kongerække siden Gorm den Gamle, men flere eksperter sår tvivl om sandheden i den fortælling. Det er med stor sandsynlighed noget en politisk motiveret konge har fortalt 100 år efter Gorm den Gamle for at slå sin position fast.
I vores tid har vi haft en dronning, der udstrålede alt den elegance og ophøjethed, som hørte til rollen, mens hun samtidig kunne ryge cigaretter, spise pølser foran ivrige fotografer ved VM i langrend, og tage sin mands offentlige utilfredshed med sin rolle med ophøjet ro og værdighed.
På mærkværdig vis har vi haft en dronning, der er sluppet af sted med at være utilnærmelig og folkelig på samme tid.
Hun har også været en dronning, der ikke bare har støttet kultur, men også selv har været udøvende kunstner. Hun har illustreret Ringenes Herre, lavet scenografi og kostumer til teateret, og udstillet som billedkunstner.
Nu har vi fået en konge, der elsker sport og rockmusik. Han virker lidt mere lige til og folkelig end sin mor, og skal nok blive en dygtig og elsket konge. Men jeg vil i den grad savne Daisy, vores allesammens Dronning.
Anbefaling: Tre fortællinger om dygtige dronninger
- Elizabeth
Film fra 1998 med Cate Blanchett i rollen som Englands første kvindelige regent, Elizabeth 1. ’Elizabeth’ kan streames på SkyShowtime. - The Queen
Film fra 2006 med Helen Mirren som Elizabeth II, der i 1997 stod overfor et massivt folkeligt pres, da prinsesse Diana døde i en trafikulykke. ’The Queen’ kan streames Filmstriben og Viaplay. - Margrete den Første
Dansk film fra 2021 med Trine Dyrholm som den første Dronning Margrete, der var den mest magtfulde kvinde i middelalderen. ’Margrete den Første’ kan streames på Filmstriben, Viaplay og TV2Play.
