Min far var royalist. Familie, konge og fædreland var hjørnestenene i min fars liv, sammen med store perfekt stegte spejlæg og friskpresset appelsinjuice. Når han mødte medlemmer af den kongelige familie, stod han, vandkæmmet med sideskilning, tilbagestrøgne ører og blussende æblekinder, meget stolt og meget genert på samme tid. Og når han fik dem til at le, var dagen smukkere end havfruerne ved havets bund
Jeg holder selv meget af vores Kongehus, der, for mig, ligger som perlen i demokratiets ædle østersskal, og særligt holdt jeg meget af Prins Henrik.
Han dukkede op på en dansk regnvejrsdag. Ung, smuk og forelsket med Asien i den ene lomme og Frankrig i den anden.
I inderlommen lå cigaretterne købt i London få timer før, og vi tog varmt og kærligt imod ham og alle hans kufferter fyldt med både Paven og Buddha, orientalske krydderier, velduftende urter, markante oste, store komponister, filosoffer og franske frølår. Vi tog imod ham med den kærlige og begejstrede forventning om, at han inden for kort tid, ville blive lige så dansk som os. Dansk som rugbrød i skiver smurt ind i mayonnaise, som Dronning Margrethe engang, med et kærligt smil, har udtrykt det. Vores gæstfrihed er altid stor, når blot gæsten retter ind. Men markante personligheder er jo ikke sådan lige til at skære i skiver …
Begavet, kunstnerisk, glad, varm og sjov. Musikalsk og fyldt med poesi, flyvsk og fuldkommen jordnær. Han var folkelig og han var ophøjet, han var Christiania og Riddersalen og Passionen i sig selv. Han var fransk så det fyger og dansk som det spirende forår. Han var levemand og livsnyder, en Charmeur, han var regnbuens farver og guldet i de smukkeste brokadeveste. ”Poesien er åndens nektar” ytrede Prinsen. Jeg kan godt forstå Margrethe var forelsket. Hun havde fundet sig en ganske særlig Prins.
Han elskede Mor Danmark, hendes Sjæl og hendes nordiske styrke. Han tog livtag med sin skæbne, surmulede på fransk, og greb ellers alt det han elskede ved Danmark og gjorde det til sit eget. Men han gad ikke vores blæst og vores sure leverpostej, vores jantelov og vores mistro og vores til tider ganske små sko. Det gør jeg heller ikke, og det tror jeg ikke, der er mange der gør. Vi vil gerne have kolorit og stråleglans i vores liv, vi vil gerne dyppe dagligdagen i poesi og fløde, selvom nogen foretrækker økologisk havremælk i stedet. Vi vil gerne være fordomsfri og rummelige, og se verden med barnets nysgerrige blik, og vi vil også gerne prise kærligheden og kæle galant og erotisk for livet.
Jeg beundrede hans åbne menneskesyn og elskede hans kærlighed til en fin Karl Johan fra efterårets skovbund, de spirende artiskokker fra køkkenhaven, hans finger på verdenspulsen og en vuggende numse støbt i bronze og hans drilske blik og grin og store fanden i voldskhed.
Og jeg elsker, at han aldrig lod sig kue. Hvilket jo faktisk er et meget nordjysk særkende. At vi ikke kunne tvinge ham ind i vores eget spejlbillede af danskhed, men at han valgte danskheden på sine egne præmisser. Dét, synes jeg, kendetegner et autentisk og troværdigt væsen. Han var s’gu sin egen dansker!
Hvem er det ellers, der skal bestemme, hvordan du eller jeg eller naboen er danske? Hvis ikke vores eget hjerte og sjæl? Jeg er buddhist dybt ind i mit hjerte og sjæl og alle religioner er velkomne i min stue. Jeg har ikke meget styr på kongerækken tilbage til General Dryptud, juletræer siger mig ingenting, men jeg elsker vores magiske julesalmer, nisserne og risengrøden med smeltet smør og duftende kanel. Jeg er ikke go’ til charterferie og busrejser, og vil meget hellere gå en tur ved fjorden og bagefter spise karrysuppe på Café Peace, men jeg elsker at sidde og se på mennesker og drikke rødvin på Den Spanske Trappe i Rom, det er bare alt for mange år siden, jeg gjorde det sidst. Og så tror jeg aldrig, jeg kommer til at eje en ligusterhæk. Jeg ville hellere have en husbåd med et lille drivhus oplyst af dansende lampeguirlander, hvor jeg kunne dyrke agurker og eksotiske citrusfrugter, og lave hummus og falafler og kold kartoffelsalat i mit vuggende køkken, imens min elskede Lars ville sidde i Zen-mode og konversere lidt med Buddha ude under stjernerne.
Jeg er meget mere koriander end kruspersille, og du er måske meget mere dild end estragon. Men derfor kan vi jo sagtens gro livligt side om side i den samme spirende og livsbekræftende plantekasse.
Jeg fortalte engang Prins Henrik, at han var en rigtig hængerøv. Og så endda på hans fødselsdag – i al min ungdoms kådhed. Alle de andre gæster sang, at de syntes, han var en rigtig guttermand. Jeg gemte mig bag mit champagneglas og forbandede Emma Gad langt væk, over at hun havde forladt mig – lige dér på så kritisk et tidspunkt, alt imens jeg forsøgte at sluge min tunge med tilbagevirkende kraft. Prins Henrik kiggede på mig, så skålede han til mig og så begyndte han at klukle helt nede fra maven på den måde, som vi alle erindrer så godt. Så smilede jeg igen. Lettelsens smil. Og så kluklo vi sammen.
Prins Henrik gav os noget at reflektere over i dagene efter sin bortgang. Han kastede sit sidste tryllestøv ned over os alle på alle frekvenser.
Han var et ganske særligt menneske, en helt særlig Prins. En eventyrprins. Må din Sjæl rejse videre på smukkeste vis. Kæreste Prins Henrik.
Kærlig hilsen Josefine
