Den lille forskel

Klumme Josefine Passer | Illustration HELENE AABO

Der var engang, hvor alle discountbutikker serverede småtriste og grå anretninger direkte fra papkasserne, og engang hvor kartoflerne nærmest græd af tristhed i kor med osten og mælken i køledisken. Men så kom Netto listende som en tyv i natten…

Pludselig dukkede en lille fint rullet gedeost op i Nettos køledisk. Den begyndte at flirte med den skiveskårede parmaskinke et par hylder længere henne. Man kunne høre salige suk fra de nye quiltede Laura Ashley inspirerede rosenplaider, der hyggede sig med smukt dekorerede rosenkrus og silkebløde natkjoler, i florlette materialer, inde i midter-regionerne af butikken. Og ude på fløjen gav den nye dreng i klassen (den grønne basilikum- og parmesanpesto) kunder og ansatte et lynkursus i pestoens lyksaligheder, imens den semifriske tortellini og ravioli svajede fra side til side som labre juhuu-piger til en fed Funk’n Soul koncert, og nye vine klukkede med i kor.

Netto havde fået ny indkøbschef. Hun hed Fie Hansen-Hoeck og hun værdsatte både lækkerhed, kvalitet og fornuft. Hun rejste ud i verden og rundt i Danmark med det formål at forkæle sine kunder og udvide horisonten. Noget ingen før havde haft som fokuspunkt i discountregi. Og pludselig blev det helt trendy at handle i Netto. Fra adelsfruer og Overlægefruer til Hr. og Fru og byens studenter, studiner, pensionister og enlige fædre og mødre. ALLE glædede sig, som små børn glæder sig til julekalenderen, hver onsdag til hvad Netto NU ville forkæle os med i deres tilbudsavis. Og den gule pose med vores alles lille Skotte begyndte med stolthed at dukke op overalt på gader og stræder.

Vi husker også alle de lærere fra skolen, der var med til at vi forelskede os i kemiens umulige mysterier, Mongoliets uforlignelige tundra, jazzens skæve eksistens og Iliadens enorme poesi. De lærere for hvem intet var vigtigere i de 45 min. end at skabe glæden og entusiasmen indeni os til at lære … at søge … at favne endnu mere viden. Når de vendte deres egne store tanker og små livsoplevelser med klassen, når de delte den dybe tallerken og når de gav lidt mere, end hvad de slidte skolebøger og pensum forlangte. Den daglige magi der heldigvis blomstrer på alle skoler, under pres, selvom ignorante tunger nogle gange prøver at fortælle os andet. Når jeg kommer ind på en restaurant kan jeg kende et godt måltid, ved blot at studere børnemenuen først. De allerbedste børnemenuer er voksenmenuen til halv pris, men der findes også de restauranter, der forkæler. Der udfordrer. Der ikke blot serverer den sædvanlige småslatne ukrydrede spaghetti, gumminuggets og den fritureramte filet med en ligegyldig pommes frites. Selvom kokken véd at hans lille kunde ville elske de valgmuligheder. De kokke der tør lege med ungernes smagsløg, udfordre det gængse og skabe nye yndlingsretter, der vil udfordre mor og far der hjemme. Når jeg møder dét børnemenukort, ved jeg, at jeg som voksen er i gode kulinariske hænder.

Kunsten skal skræmme mig lidt, få mit hjerte til at bløde af glæde, den skal give mig hikke og få mig til at drømme store tanker. Kunsten skal sende mig ud i galakserne og ind i mit aller inderste. Kunsten, musikken, romanerne, de magiske filmøjeblikke der får mig til selv at ville skabe magi. Teatrets heftige hjertebanken hvor alt er på spil. Lige nu! Lige her.

Jeg har mine yndlingsbutikker, dér hvor jeg oplever og opdager nyt, som Europæerne følte det, da de første handelsrejsende vendte hjem fra Silkevejen.
 De tv-programmer der giver mig, det jeg aldrig har bedt om, men som med tryllestaven fra Asketryllefe i ét nu, skaber den ekstra dimension, der griber mig som en kæmpe vitaminbombe.

Jeg elskede at se de forældre, der ved det nyligt overståede kommunalvalg, havde deres unger med til valgurnen. Jeg elskede at gribe de små bidder af samtaler i børnehøjde om demokrati, borgerret, og retten til frihed. Jeg sætter pris på dagligdagens trummerum, trummerum betyder nemlig også tryghed. At vi lever i et land med trummerum giver plads til at udvikle sig. Derfor nærer jeg også kærlighed til de politikere, der nu i næste valgperiode, vil være med til at skabe vitaminer og ikke zombier. Alle dem der vil løfte og ikke træde på. Dem der vil give plads og gøde vores jord med liv, og ikke stække vores vinger.

Alle der vil og kan være med til at flytte os op på et højere plan er guld for vores udvikling. De klare stjerner på Julehimlen, det sunde slik i Julebyen, den vidunderlige ris a la mande med ægte vanilje og et ekstra twist af kærlighed. Frontløberne der ikke lader sig nøjes, eller taler ned til vores intellekt med mental gummiost og 55 afsnit af lige gyldige fordummende realityprogrammer, der rammer bæstet i os alle med 300 km i timen. Vi vælter bøvsende og oppustede omkuld – får det dårligt og er sultne efter det vi ikke ved hvad er, to timer senere.

Men når de store følelser rammer os, når virtuosen får tårerne til at trille ned af vores kinder i ydmyg forbavselse og forkælelse og det store himmelrum åbner sig, magisk med storhed og stjernerne banker ned over os som et Juleeventyr og energierne summer af intensitet omkring os, så mættes vi med inspiration til at give videre, til at dele, til at løfte både os selv og hinanden.

Glædelig Jul & Godt Nytår!

Kærlig hilsen Josefine

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*