Stop spild af kærlighed

tekst JosEfINE PAssEr | foto JohNy krIsTENsEN

I julen så jeg den romantiske, humoristiske og stjernefyldte kærlighedsfilm Love Actually. En nutidig juleklassiker der både får mig til at klukle og tude mine sædvanlige glade rørstrømske tårer. Filmen starter i lufthavnens ankomsthal, hvor vi i forskellige spots ser gensynsglæde mellem elskende, bedsteforældre og børnebørn, gamle venner og nye venner, unge og ældre og alt midt imellem, imens tårerne triller, hjerterne hopper og krammene er så skønne og elektriske, at de kan opvarme og oplyse hele Aalborg på en kold dag

Og så er det jo, at jeg igen får den der ”Jusse husker tydeligt fra sin barndomsbrille” på. Alle de gange jeg har stået og ventet spændt på små trippende utålmodige fødder i ankomsthallen på, at min mor og min far skulle komme gående igennem de store metaldøre og ud til mig. Glade, trætte og smilende efter korte ture, andre gange måske en hel måned lange rejser væk. Og jeg ville springe i armene på dem begge og knusekramme dem til jeg ikke havde flere kræfter i min krop. Og vi ville skynde os hjem, mine bedsteforældre og os tre, og jeg ville være i himlen af glæde og kærlighed.

Intet slår kærligheden. Den største og mest magiske kraft i Universet. I alle dens forskellige nationaldragter, eventyrlige former og på kryds og tværs af himmelrummet, Mount Everest, Portland og Atlantis på havets bund.

Igennem alle mine teenageår, uden undtagelse, led jeg af absolut ulykkelig kærlighed 24 timer i døgnet årene rundt. Da jeg endelig i midten af 2. g. fandt den fuldkommen perfekte kærlighed, så var jeg alt for usikker og umoden til at gengælde den, og jeg måtte smide håndklædet i ringen og lade ham flyve af sted, og, SUK, mærke ulykkeligheden igen. Men det var jo ikke kun i mine teenageår, det fortsatte ind i tyverne, at jeg gik fortvivlet rundt og vred mine små buttede fingre, som en ungfrøken fra en Jane Austen roman fra 1811. Bortset fra jeg nok ikke var hverken særlig uskyldig eller ungfrøken agtig, men frustreret og umådelig hungrende efter både kærlighed og tryghed, dét var jeg. Og lige præcis den kombination har igennem livet sendt mig ud på nogle gevaldige rutchebaneture (jeg hader rutchebaner) og givet de værste tømmermænd.

Som min tidligere dejlige svigerfar, ære være hans minde, engang lærte mig, efter en samtale om RUDEkuverter (!), så får vi altså kun den post, vi selv beder om, og … et eller andet sted er det jo det samme med kærligheden. Vi får de kærester, som vi beder om, og som vi er klar til. Derfor kan jeg både tælle en enkelt gennemsyret psykopat, et par utro personager og enkelte der fandt mit efternavn en del mere interessant end min egen person – i rækken af kortere eller længerevarende Hjerterknægte i mit liv. Men når mit selvværd og min selvagtelse kunne ligge under gulvbrædderne og når jeg selv ikke havde den bedste vinderhånd at byde ind med på det tidspunkt, så fik jeg, hvad jeg formåede at kæmpe mig frem til, og de var bestemt ikke deres vægt værd i hverken guld eller kærlighed. Hvorfor kunne jeg ikke bare finde ud af dét med at trække vejret dybt, hvile i mig selv og lade den ægte skønne kærestekærlighed dukke op og ind fra højre, når det var tid? Fordi det er vi faktisk rigtig mange, der ikke altid lige kan finde ud af! Og så sidder vi og synes verden er noget juks og beklager os over vores kærester. eller vi forelsker os i tanken om kærligheden og kopien af os selv og når vi så har fået pillet alt det ud af personen, som faktisk var dét vi forelskede os i … så brokker vi os over, at han er blevet en vat***

Vi kommer jo ikke udenom, at februar for mange betyder Valentine og lyserød kærlighed med silkesløjfer og fyldte hjertechokolader og blomsterbuketter med et hav af roser, og turtelduer, der kvidrende flyver rundt inde i vores hoveder og glade hjerter og også nogle ulykkelige af slagsen, (bare rolig til de ulykkelige hjerter – jeg er det levende bevis på, at lige pludselig står han der bare, og så vender alle stjerner og planeter rigtigt, og I vil ikke være i tvivl og den får for fulde gardiner på samtlige engletrompeter og stjerneskud i hele Universet!). Valentine kan også give nogle gevaldige gok i nøden med den usynlige kagerulle til de kærester, der ikke helt har fanget budskabet, eller forstået vigtigheden af en af de allervigtigste dage i nyere tids historie – i USA. Men inderst inde tror jeg, at det vigtigste budskab Valentine kan give os alle sammen, amerikansk candyfloss eller ej, det er at begynde at elske os selv noget mere og derefter lære at sprede noget af den kærlighed ud i verden, specielt lige dér hvor vi normalt ville have haft brokkerøvshatten eller muggenfjæset på. Smække masser af kærlighed af sted i luftpudekuverter til verdens og byens ulykkelige sjæle og til alle dem vi måske føler os allermest uenige med. Og så huske at give kærligheden en chance, når den endelig viser sit smukke sande ansigt. Vi er blevet så bevidste om bæredygtighed, genbrug, kvalitet og økologi, lige med undtagelse af, når vi taler om at pleje vores hjerter. Så kører vi tinder og dating.dk stilen og propper os med masser af junk og smider de sunde energier i containeren for et godt ord og lang tid før sidste udløbsdato.

Husk at snuse, mærke, smage og sætte pris på den gode kvalitet. Også selvom emballagen måske har fået et par skrammer undervejs. Stop spild af kærlighed.

I sand kærlighed,

Josefine

Annonce