Det hele startede med, at jeg stod i mit køkken og lavede et spejlæg. Pludselig filosoferede jeg over et eller andet umuligt, som for eksempel den mærkelige verden, vi alle må finde vores vej rundt i lige nu.
Jeg fløj til tasterne og skrev til min gode ven Jes, imens han gik og udfordrede sin rummelighed og sine taktiske manøvreringsevner på en aftentur i IKEA. ”HVAD med vores intuition, hvordan har den det, hvor udfordret er den?” Min hjerne kastede sig fra side til side, og jeg takkede de højere magter for ikke at lide af søsyge, imens Jes og jeg endnu engang jonglerede store tunge spørgsmål på de skarpe klinger, blandet med de helt små skæve hverdagsting. Jeg forsøger at være mig det bevidst. At mærke efter i min mave, og elegant eller fumlet hoppe udenom de største faldgruber, men det lykkes absolut ikke altid.
For mange år siden besøgte jeg en meget benyttet og populær clairvoyant i håbet om at blive guidet i den rigtige retning. Men når vi stiller et spørgsmål af stor eksistentiel relevans, kender vi oftest selv svaret. Vil det være fornuftigt for mig at starte forretning med min mor? Jeg kendte inderst inde godt svaret, ellers havde jeg jo aldrig tvivlet og følt behov for at stille spørgsmålet … ’NEJ! Sagde hun højt og tydeligt. Du er i så dårlig kontakt med din krop og dig selv, at det bedste du kunne gøre lige nu, ville være at tage 3 måneder til Afrika og danse stammedans og trække vejret! Mindre kan måske også gøre det! – Selvfølgelig forlod jeg seancen, sagde tusinde tak for alle de gode råd, og så gik jeg direkte ud og startede forretning med min mor.
De sidste år er vi alle blevet udfordret på et utal af parametre. Vi er blevet podet i hoved og bagdel af udefrakommende instanser og meninger og regler i så højt tempo, at det har kunne været rigtig svært at navigere i hvad der var op og ned. Hvad der gav fornuft, og hvor vores egen vilje, logik og evne til at ræsonnere konstant er blevet sat på prøve. Der er blevet gravet nogle gevaldige grøfter på kryds og tværs af vores eget lille land og alle verdens grænser. Rigtig mange er blevet udfordret på deres egen vilje og overbevisning, eller ubevidst intuitionen, ligegyldigt om den har været skrøbelig eller klippefast.
Der var mange, der jublede, da vaccinen blev tilgængelig. Mange der endelig kunne slappe af og føle sig trygge i en umulig tid. Der var mange, der ikke tænkte videre over det; E-Boks meldte, at nu var det nu, og så rullede man ærmet op, og stak armen frem i frokostpausen, og så var det videre i livet. Men der var også mange, der stak armen frem, selvom de ikke havde lyst, eller følte sig trygge, men de ville gerne kunne bevæge sig nogenlunde frit i et samfund, der mindede om Hurlumhejhuset på Bakken. De lod også deres børn vaccinere, meget mod deres egen overbevisning, så ungerne kunne få lov til at være en del af flokken, og ikke føle sig udenfor eller blive drillet. Og så var der alle dem, der sagde pænt nej tak. Alle med hver deres historie og hver deres grund. Men i et samfund der pludselig var drevet af det nye spin-ord ’samfundssind’, blev de fleste hurtigt kategoriseret ind under ordet ’sølvpapirshat’, og derefter latterliggjort. Og nu skal vi til at finde hinanden igen. Komme videre. Acceptere. Enes. Grine igen. Naboer, kolleger, familier, venskaber, legekammerater. Vi får aldrig den gamle verden tilbage, og det er sundt nok. Det er en del af vores samfundsmæssige udvikling, men vi bliver nødt til at finde et fælles smil igen. Uden masker. Et håndtryk – uden frygt. Tryghed i at stole på hinanden og glædes sammen. På tværs af vores egne små verdener og hobbithuler. Og det bliver vores eget ansvar. Der kommer ingen udefra og reparerer den mentale lavine, rigtig mange har været igennem de seneste år. Ældre, vores børn og unge, ensomme, angstfyldte, alle uden sikkerhedsnet og rigtig mange flere af os.
Parallelle verdener findes på mange forskellige planer. Jo mere jeg tænker over det, jo flere verdener dukker op. Der findes mange forskellige dimensioner og frekvenser, vi kan bevæge os rundt i mentalt, men der findes lige så mange helt håndgribelige verdner lige her omkring os. Jo mere vi bliver bevidste om, at vi ikke alle sammen lever i den samme verden, jo bedre bliver vi til at forstå og rumme hinanden.
Filmen ’Kandis for Livet’, der for kort tid siden blev vist i TV, blev en nærmest chokfyldt øjenåbner for rigtig mange omkring parallelle verdener, der findes overalt, og ikke kun pakket ind i en kommunal Ghettoplan, da filmen satte spot på en fankultur og skæbner, der ikke normalt kommer til orde eller er synlige i det offentlige rum.
Mine døtre på 20 og 22 lever i en anden verden, end jeg gør. Vi oplever og ser vidt forskellige ting, og resten ser vi med meget forskellige farver briller. Vores små børnebørn, der stadig lever og ånder frit mellem fantasi og hverdagens trivialiteter, har deres egen verden, som er en lille guddommelig perle at hoppe ind i, når vi trænger til et virkelig effektivt og positivt boost. Psykiatrien, de Canadiske Truckere, Fængslerne, Veganerne – alle lever i andre verdener. Den daglige brune sovs udfordres af den økologiske vinbar og din nabo lever også i sin egen verden; alle nordjyder lever i deres egen verden i forhold til resten af Danmark, men igen og igen slynges vi ind i hinanden og skal finde et fælles hjerteslag. Og i sidste ende kan vi kun kommunikere ud fra vores hjerte og vores intuition. Hvis det hele skal give mening.
Mit spejlæg steger blidt på panden. Spejlæg kan spises ovenpå alt. I dag skal det ovenpå rugbrød med hummus og kryddersild og finthakkede forårsløg. Spejlæg er som musik … det danser, dufter, kan bevæge sig i alle retninger. Boblende, hårdt, cremet, flydende eller crispy. Jeg lever måske i min egen spejlægverden. Men du skal være hjerteligt velkommen.
Pas på dig selv og hinanden.
Kærlig hilsen Josefine.
