De fleste af os har højst sandsynligt haft i hvert fald mindst ét Anders And-blad i hånden i løbet af et liv, men mange efterlader tegneserierne i barndommen. Hvis man generelt er glad for god historiefortælling, så gemmer der sig en guldgrube i de tegnede fortællinger, hvor mange bliver skrevet til et voksent publikum.
Jeg er selv vokset op med tegneserier, som en naturlig del af underholdningen. Det blev selvfølgelig til mange besøg i Andeby, og så var jeg så heldig, at alle bind med Asterix også bare ventede på mig på boghylden.
Den kærlighed har også sneget sig med ind i voksenlivet. Da jeg var i starten af 20’erne kom der to film, Sin City (2005) og 300 (2006), som begge var baseret på tegneserier (der ofte bliver kaldt graphic novels, hvis de henvender sig mest til voksne). De to film havde holdt fast i den visuelle stil fra bøgerne, der begge er skrevet og illustreret af Frank Miller, og det skabte noget helt unikt, som mange film efterfølgende har lagt sig tæt op af.
Jeg var selv solgt og gik ombord i Frank Millers bagkatalog. Han er nok mest berømt for sin version af Batman, hvor fortæl- lingen om Gotham og den kappeklædte helt sjældent er blevet fortalt mere dystert og komplekst. Volden er allestedsværende og brutal, mens Bruce Wayne er en plaget mand på randen af et sammenbrud. Gotham har aldrig været et rart sted, men i Frank Millers fortælling er byen en moderne version af Sodoma og Gomorra, hvor fordærvelsen vælter ud af hver en sprække.
Holocaust fortalt med mus
Selvom jeg har en stor kærlighed til superhelte og de mere klassiske tegneserier, så er det en fortællemåde, der kan meget andet. Det gælder for eksempel i Maus, hvor forfatteren, Art Speigelman fortæller levende, ærligt og rørende om sin far, der overlevede holocaust og derefter endte i USA.
I Maus bliver alle tegnet som dyr, hvor jøderne er blevet mus og nazisterne passende er tegnet som katte. Det burde næsten ikke fungere, men det skaber en distance, som giver et helt nyt lag til en fortælling om 2. verdenskrig og jødeudryddelsen, som eller er belyst fra nærmest alle mulige vinkler i utallige andre historier.
Man skiftevis griner og græder sig igennem fortællingen, hvor faderen fortæller sin historie om nazisternes fremtog i hjemlandet Polen, og hvordan han endte i udryddelseslejren Auschwitz. Faren bliver aldrig puttet op på en pedestal, men er fortalt som en almindelig mand (eller mus), der har masser af fejl og mangler, der blev vidne til en forbrydelse, som rystede Europa i sin grundvold. Han bliver fortalt brutalt ærligt og samtidigt kærligt.
Man hører også fra sønnen, altså forfatteren, som ikke altid har haft det nemt med at vokse op i skyggen af det trauma, som forældrene var udsat for. Samtidig er han vokset op med en fod i to kulturer, som sjældent er opskriften på en gnidningsfri barndom. Maus er på alle måder et mesterværk, der fortæller en grum historie med beundringsværdig lethed og lune. Det er en af de bøger, som alle burde læse.
Sjove hverdags-striber
På for eksempel instagram er der mange dygtige tegnere, som laver sjove og tankevækkende fortællinger fra hverdagen. I Danmark har vi for eksempel Stine Spedsbjerg (StineStregen) og Maren Uthaug (Ting jeg gjorde).
Jeg følger en amerikansk tegner, der hedder Huda Fahmy (@yesimhotinthis), som tegner humoristisk om hverdagen i Texas som en lettere svedig muslimsk amerikansk kvinde. Det er mange sjove og tankevækkende striber, der handler om de mærkværdige kommentarer, som man kan få som muslim i hijab, men derudover er hun også bare god til at se det sjove i hverda- gen, og kan varmt anbefales. Hun har også skrevet bøger, hvor ’Huda F er du?’ og ’Det kan arrangeres’ er udkommet på dansk på Gutkind Forlag.
