Klumme: Og det skete i de dage…

Tekst Christina Svendsen | Foto Netflix

Foto: Netflix

Når jeg hører de ord, begynder juleklokkerne at bimle i det fjerne. Sætningen er egentlig starten på juleevangeliet fra biblen, hvor man hører fortællingen om Josef og gravide Maria, der skulle på vandring, fordi en kejser havde indkaldt til folketælling. Men, hvis du er barn af 80’erne, så er der en god chance for, at det ikke er jesusbarnet, men i stedet MC Einar, der først får klokkerne til at bimle

Julen er traditionernes tid, hvor alting helst skal være som det plejer. Der er noget rart i, at man kan hive det samme julepynt frem, at MC Einar og Mariah Carey er selvskrevne på playlisten, og julemenuen består af flæskesteg, som den altid har gjort.

Men alligevel bliver traditionerne flyttet en smule år efter år. Da MC Einar udkom med ‘Det jul det cool’ i 1988, var juleevangeliet nok ikke det hippeste. Nu er sangen og linjerne fra evangeliet en del af kulturskatten på en helt anden måde, og det føles ikke rigtig som jul, før jeg har hørt den.

Jeg vil argumentere for, at det, der binder os sammen, er vores fortællinger. Det kan både være de historier, som lever i vores familier, hvor vi oplever vores fælles historie, når vi stadig spiser andesteg med sovs efter den opskrift, som tipoldemor skrev ned i tidernes morgen. Men det er også de fortællinger, som vi får fortalt igennem bøger og film.

Jeg elsker julefilm, og glæder mig hver eneste år til at indtage en gevaldig buffet af sukkersøde romancer og lærerige julemoraler om at huske at være gode ved hinanden. Jeg har nogle få film, som betyder rigtig meget for mig, fordi jeg så dem på det helt rigtige tidspunkt i min barndom.

En af dem, er ‘Muppets Juleeventyr’, som jeg har glædet mig til at introducere for mine børn. Det skulle den selvfølgelig den første søndag i advent i år, hvor begge børn blev bænket højtideligt i sofaen, og jeg introducerede den med ‘Nu skal I se en film, fra da mor var barn,’ og pludselig lød jeg 300 år gammel. Jeg skimtede nervøst til siden, da filmen gik i gang, men kom til at tænke på, hvorfor det egentlig var så vigtigt for mig. Hvorfor skal de absolut have mine traditioner stoppet ned i halsen? Jeg slappede af, og grinede, da min søn tørt konstaterede, at de godt nok sang meget, og hvornår historien gik i gang, fordi det var faktisk lidt kedeligt.

Men begge børn overlevede at være med på min nostalgiske rejse, og da Michael Caine havde set lyset til sidst, havde jeg ét barn tilbage i sofaen, som vist egentlig syntes, den var meget god og et andet, der til gengæld havde hygget sig med at flytte alt sit legetøj ud på stuegulvet. Og det er jo egentlig sådan det skal være. Den voksne generation, som jeg stadig er overrasket over, også indbefatter mig, skal stille rammerne op og give de traditioner videre, som giver mening. Så er det op til næste generation at tage det med videre, som de har lyst til. Grunden til at ‘Muppets Juleeventyr’ betyder så meget for mig, er nok ikke så meget filmen, men mere de oplevelser, som jeg havde i forbindelse med at se den. Det er mindet om et barndomshjem, hvor juletiden var magisk og at se film var forbundet med fælles hygge og alt for mange småkager med hele familien.

Når jeg tænker på ‘Disneys Juleshow’, så kan jeg næsten dufte den varme rødkål, fordi DR jo var gode ved forældrene og havde programlagt den perfekte distraktion til spændte og utålmodige børn, så julemaden kunne blive færdigtilberedt i ro og mag.

Jeg holder også meget af de nærmest postkortagtige romantiske film, der altid dukker op i december. En af de nyeste er ‘Falling for Christmas’ på Netflix, der har skuespilleren Lindsey Lohan i hovedrollen, som den forkælede arving, der mister hukommelsen og render ind i en mand, der lærer hende, hvad julen i virkeligheden handler om.

‘Falling for Christmas’ er en skøn romantisk julefilm, der godt kan blive en klassiker hos mig. Men det, der gør historien endnu bedre er, at det lige præcis er Lindsey Lohan, der spiller hovedrollen. Hun spillede med i et hav af film, da hun var barn og teenager, men blev ramt af en gedigen nedtur i 00’erne, hvor medierne og publikum fik en masse sjov ud af hendes problemer med alkohol og besvær med at få sit liv på ret køl igen.

Det har hun heldigvis fået og medierne er blevet lidt mere barmhjertige, så tiden er rigtig til et comeback. Vi kan nemlig godt lide en comebackhistorie i julen, fordi dér er der bare lidt mere forståelse for vores medmennesker. Jeg er ved at lære at sænke skuldrene, og glæder mig til en december, hvor traditioner ikke er hovedtemaet, men i stedet en understrøm, der flyder under familietid og nærvær. Og så glæder jeg mig til at se en helt masse julefilm.

Glædelig jul og godt nytår!