Lige meget hvor forkert det er, så kan der være tendens til snobberi, når man taler om kultur. Jeg er selv tidligere krimisnob, hvilket jeg bestemt ikke er stolt af. For sandheden er, at alt kultur ikke er født ens. Men ligesom man ved, man har bedst af grønsager, så smager en flødeskumskage bare nogle gange bedst
Da jeg var barn lå der det mest eventyrlige bibliotek lige overfor min folkeskole. Det var ikke særlig stort, men det indeholdt alt det, som mit læseglade hjerte kunne drømme om. Med hjælp fra bibliotekaren Poul kom jeg vidt omkring i bøgernes verden. Jeg læste alt fra tegneserier, der foregik i fremmede verdener, utallige fagbøger om heste, Det lille hus på prærien og alt andet, jeg kunne få fingrene i.
Det var på samme bibliotek, at jeg for første gang stiftede bekendtskab med den græske forfatter Homer, der skrev Odysseen og Iliaden. Begge historier er nogle ordentlige moppedrenge, men findes heldigvis også i en omskrevet udgave, så børn og unge kan nyde den spændende fortælling.
Tiden gik, jeg blev ældre og endte på universitetet, hvor jeg læste litteraturhistorie. Et eller andet sted på halvvejen blev den lille pige, der læste alt, byttet ud med en ældre version, der mente at kunne kende forskel på god og dårlig litteratur.
Jeg hadede krimier, hvilket egentlig er en mærkelig ting at hade. En hel genre kan sjældent være god eller dårlig, men jeg havde ærlig talt afskrevet det meste. For at forsvare mig selv, så var det, mens krimibølgen var på sit højeste, så der udkom rigtig mange krimier. Noget var rigtig godt, men der udkom også rigtig meget skidt, for at sige det mildt.
Klichefyldt er godt
Det, som jeg sidenhen har lært, er, at en bog ikke behøver at være skrevet sådan, at den ryster dig i din grundvold og har potentiale til at ændre dit liv. Nogle gange kan en bog også bare være en pause fra en træt hjerne. Hvor man føler sig i skønt selskab, mens man læser, men den giver ikke din hjerne ny viden eller udfordrer dit livssyn. Karaktererne i en historie behøver ikke at være dybe som skovsøer. De må gerne være klichefyldte og urealistiske, for så kan ens egen hjerne nemt afkode, hvad det hele handler om og skal ikke arbejde så hårdt.
Et godt eksempel er Netflix-serien Emily in Paris, der fik premiere i 2020. Den blev næsten lagt for had på internettet for netop at være klichefyldt og totalt urealistisk, men var stadigvæk en af de mest populære serier på Netflix.
Det kan sammenlignes med at spise en flødekage, som ikke giver din krop noget som helst af den næring, du har brug for. Men stadigvæk, så kan det være lige præcis den kage, der giver din krop og dit hoved en pause som du har behov for, og så er den jo det hele værd. På samme måde, så vil jeg sige, at der er flødeskumskultur ligesom der er flødeskumskager. Nogle gange har man brug for Shakespeare og andre gange, så er det Sex and the City, der stiller et behov.
Det sidste år har jeg mest indtaget flødeskumskultur. Det har været serier med masser af kærlighed og drama, med konflikter som altid blev løst inden afsnittet var slut. Der har været bøger og serier som Bridgerton, der blev et kæmpe hit på Netflix. Er det ikke, når livet føles en smule uoverskueligt, at man gerne vil have en time i fred og ro i en fantasiverden, hvor der altid er en lykkelig og overskuelig slutning?
Jeg er selv allerede ved at planlægge en helt bunke skønne bøger, som skal med i sommerhus. Det eneste de umiddelbart har til fælles, det er at ingen af dem gør mig synderligt klogere eller udfordrer mig. Så jeg ønsker jer alle en fantastisk sommer med masser af flødeskum og livsnydelse.
