Klumme: Men vi køber den s‘gu ikke i provinsen

TEKST JOSEFINE PASSER | ILLUSTRATION HELENE AABO

Jeg har fundet ud af, at der er rigtigt hyggeligt oppe i min luftballon. Der hvor stilheden virker befriende på tankerne, og de små filosofiske nørderier ikke begrænses af rum og tid. Bare hænge ud oppe over under skyerne, hvor den evindelige kværulerende larm fra samfundet forstummer.

Som barn elskede jeg Askepot. Hun havde det simpelthen ad helvede til, men lykken vandt i sidste ende, og hun gav aldrig op. Snehvide var så yndig og uskyldig, at det næsten var kvalmende, men hun havde til gengæld de cooleste venner i hele skoven. Og som mange andre små piger var noget af mit yndlings mine Barbiedukker. De hang ud sammen, grinede, kørte med klatten, datede Action Man, da Ken simpelthen var i en kategori af ligegyldighed, og en gang imellem kyssede mine Barbier også lidt på hinanden, når mændene i deres liv skabte for mange frustrationer.

Og når det hele alligevel kom til at gå op i ALT for mange østrogener, legede vi cowboys og indianere med en stor fin gul Tipi i midten. Jeg nød mest at være Indianeren, der sad inde i tipien i mørket og summede. Røg en pibe og kastede lidt magisk trylle-shaman-støv på de andre, når de lige kom forbi til en time-out.

Når jeg gik rundt alene derhjemme, trængte min ottendedels Roma sig også ofte på, og jeg hoppede rundt på min mors hylder i det store påklædningsværelse. Tog hendes paryk med de store viltre sorte lokker, gik amok i smykkeskufferne, og svøbte mig i silketørklæder og eksotiske broderier, tillagde mig en meget udefinerbar flirtende accent, og alle fremtidsdrømme kostede 25 øre, som røg ned til den barm, jeg endnu ikke havde. Og når jeg lagde mig til at sove, takkede jeg ofte Gud for at have skabt mig som Kvinde, for hvor måtte det dog være kedeligt at være en dreng. Uden umulige hormoner man aldrig helt vidste, hvor man havde, eller hvor de ville føre en hen. Bare en dreng, der åbenbart var lykkelig, blot han så en fodbold i det fjerne. Og så gik han også i kedeligt tøj, uden roser bag ørene en onsdag eftermiddag. Vi var underlagt Naturens vilje. Den der med X og Y kromosomerne. Og så jonglerede vi rundt indenfor de rammer, vores fysiske natur havde givet os. Og jeg tror egentlig at størstedelen af os, var ret tilfredse med det. Og dem der ikke var tilfredse, de fandt stadig deres veje, med eller uden roser bag ørene.
Jeg har tænkt en del over det. Hvordan vi langsomt nu er i gang med at udviske forskellene mellem vores køn. Og skabe det forjættede Intetkøn, som vi så kan agere rundt i, som vi vil. Jeg har tænkt over, hvordan jeg ville have haft det som barn i dag. At min identitet som pige og kvinde og mine X-kromosomer langsomt blev taget ud af den ligning, jeg var en del af. Hvordan jeg ville få mit regnestykke til at gå op. Det ville helt sikkert skabe god grobund for nogle psykologer og terapeuters udbetaling til deres spanske haciendaer.

Hvis der er noget, der er besværligt at bevæge sig rundt i, så sletter vi det. Når historien gør ondt, så sletter vi den. Begraver den sammen med strudsen i busken. Og lige nu er det kønnenes kamp. Den er blevet besværlig, så det nemmeste er at slette kønnene, og skabe et stort fælleskøn. Men hov … vi ER jo ikke ens. Og hvis vi pipper stille … jamen … der er jo faktisk en stor forskel på at være mand eller kvinde, både fysisk og mentalt, så sidder der et lille meget WOKE-segment af kvinder i Aftenshowet og sender os andre udenfor døren i fællesskabets og frihedens navn. Et meget WOKE storbyssegment, der gerne vil kontrollere, hvad der er rigtigt og forkert. Men den køber vi s’gu ikke i provinsen. Alt det, der skulle skabe en større frihed, bliver pludselig til en spændetrøje og gaffatape for munden på flertallet. Og selvom jeg elsker min barm, og mine østrogener højt … så kan storfnidrende og postulerende damer (Jeg ville egentlig have skrevet Kællinger, men i frygt for landsforvisning, valgte jeg at gå med Damer) godt pirke lidt til min blindtarm. For fanden. Drik en fadøl, læg arm. Kom videre! Som Anders Matthesen også har været inde på, så var det engang tilladt at mene, hvad man ville, have en masse forskellige holdninger, uden trangen til at sætte hinanden udenfor døren. Men de dage er slut. Den sociale kontrol, der hærgede under covid, er blevet hverdagskost. Men vi køber den s’gu ikke i provinsen. Nej, James Bond kan ikke være en dame eller en HIN. James Bond er en MAND. Lav jeres egen Bondine! Pippi Langstrømpe er den sejeste pige med fletninger og kjole, der kan baske alle de tumpede politifjumser og resten af verden af banen i løbet af nul komma habibi, og hendes far er en skøn Kaptajn og Sydhavskonge med mave og fuldskæg og charme. Ikke en kønsneutral person boende lidt syd for Ækvator.

Hvorfor har vi fået den store trang til at fornægte vores køn med alle de facetter de faktisk indebærer? De fleste drømmer stadig om det store romantiske bryllup, hvor vores egen Ridder står og venter ved alteret. En gang imellem skal vi også lære at deale med de kromosomer, vi har fået udstukket, deale med det liv, vi har fået tildelt, og ER den helt gal, så er der jo heldigvis masser af hjælp at hente. Alt skal være lige, men intet er lige. Yin & yang. Livet er besværligt og udfordrende, krop umuligt til tider. Hjerteskærende ulykkeligt eller uhåndgribeligt utrygt, og jo større er sejren og lettelsen på den anden side. Vi er absolut lige meget værd, men nej, vi er ikke ens. Og hvis vi begraver os i en ordverden af neutraliteter, fjerner vi hele det smukke spændingsfelt både i sprog og handling. Vi kan ikke fjerne følelsesmæssige frustrationer ved at amputere vores sprog og forfladige det til en stor balje af grå nuancer i den politiske korrektheds navn, i stedet for regnbuens nuancer, som vel egentlig var udgangspunktet?

Ha’ en vidunderlig smuk sommer, gå ud og ELSK med fuld skrue på hele din farvepalet!

Kyskrammer Josefine