Et spørgsmål om identitet

TEKST JOSEFINE PASSER | ILLUSTRATION HELENE AABO

Jeg filosoferer over begrebet identitet… Det har jeg jo nok gjort, som flere andre, siden de tidlige teenageår, men med alder og indsigt forandres brillerne, vi ser det hele med, sig en del. Vi stod der i ulveflokken og hylede sammen hver weekend på diskoteket og cafeerne, samtidig med vi også gerne ville være unikke og enestående

Men ikke ‘nørderne’… de havde meget tidligt forstået vigtigheden i at stå ved dem selv og deres integritet på trods af de sår, det nemt kunne afstedkomme. De ensomme ulve, der vandrede på de yderste klippeskrænter og langs floderne alene eller enkelte gange i par. Men aller inderst inde var vi alle ensomme ulve, tror jeg. Vi gik på kompromis med vores spirende identitet for at få en lun plads i flokken… for ikke at stå sårbare og alene under fuldmånen. Den styrke der ligger i at turde gå mod strømmen, at turde vælge efter inderste klare overbevisning, havde vi ikke helt fanget endnu. Så hellere hyle i kor uden mål eller med. Jeg husker ihvertfald tydeligt den tomhed, der stadig fandtes aller inderst inde, når det sidste slingrende halepuf var givet, og det sidste skingre hyl lød som et svagt ekko under den spirende morgensol.

For lige pludselig opstår der en dissonans i vores identitet. Nogle gange er vi selv en del af det, andre gange sniger den sig ind udefra, uden vi helt lægger mærke til det. Jeg har battlet med min identitet igennem årtier, men ikke altid haft styrken eller den fulde forståelse til at ændre på det. Der er så meget, der spiller ind. Vores egne signaler og andre personers billede og ide om os. Jeg, personligt, får mange henvendelser og venneanmodninger fra mennesker, der egentlig ikke ser mig for mig, men som ser mig som min fars stadig pulserende hjerte. At de kan få en bid af ham gennem mig. MEN det kan de ikke… jeg er ikke min far. Vores historie er hver vores… vores liv levet er milevidt fra hinanden. Jeg bærer hans DNA, men min Sjæl, mit hjerte, mine drømme og tanker er mit eget. Josefines og ikke Dirchs. Men jeg har igennem mange år ladet folk tage det de kunne bruge, ladet ham blive en del af min identitet, fordi kampen imod ganske enkelt krævede for mange kræfter og alligevel ikke helt ville komme i mål… det vidste jeg godt. Men det har haft en pris. At gå på det kompromis. En gigantisk følelse af mindreværd. Fordi jeg endte med at miste næring og energi til at opbygge mig selv, i stedet gik energien og næringen til en død mand.

Jeg er på ingen måde enestående på den konto. Jeg tror mange går rundt og mister næring til at blomstre, fordi de af vidt forskellige årsager bliver viklet ind i en identitet, der egentlig slet ikke er deres, eller som ihvertfald ikke er autentisk.

Men hvad er identitet egentlig, hvis vi begynder at skrælle løget? Når vi går ind og fjerner de helt basale identitetsklistermærker, af meget forskellig kvalitet, der klistrer til os, slides, skrabes, falmer, buler og vækker opmærksomhed i sort/hvid, farver eller neon. Når ægteskabet lige pludselig ikke er mere, når du bliver forhenværende, når partiet, du har støttet i en menneskealder, pludselig vender dig ryggen, og bankkontoen står i minus eller det stik modsatte? Hvor går du så hen indeni? Børnene er fløjet, job, politik, postnummer – alt bliver usynligt. Hvem er du så? Lad os bare kalde det for et lille tankeeksperiment. Hvad er dit væsen, din grundværdi… ikke hvad du har, eller hvad du laver, eller hvad du mener. Hvem er du? Hvad er din identitet?

Hvis vi glemmer gængse termer, men lader identiteten få lov til at smelte sammen med personligheden. For at kunne skære helt ind, beskære med henblik på at gro. Lade vores urkraft af passion, kærlighed og livskraft få lov til at fylde og skabe et solidt fundament for resten af vores liv. Jo mere vi tør gå ind og pille i det løg, eller jeg vil hellere sige… jo flere blade, vi piller af artiskokken, jo tættere kommer vi på hjertet og den sande lille perle. Der findes så mange titler, fordomme, holdninger og diagnoser, der klæber sig til mennesker, som jeg ville ønske vi gjorde op med. At vi ikke lod dem overskygge, det menneske, vi står overfor. Det er bare ord og tal. Opfundet til brug i ordbøger. Men ikke til at definere et menneske, en sjæl.

Vi siger, at øjet er sjælens spejl. Mange har svært ved at se andre i øjnene, og det kan jeg godt forstå… det er måske noget af det mest intime mellem to mennesker. At sidde helt stille og se ind i hinandens øjne. Opfange kærligheden, glæden, sorgen, det dybe in- derste… og endnu mere at få lov til at gå på opdagelse… helt derind. Det inderste, der er bygget op igennem årtier, og for dem, der tror på det, så århundreder og mere. Og sidder vi længe nok, vil vores egen sjæl dukke op lige der… For vi er jo så ufatteligt meget mere end de identiteter, og endda også vores personligheder. Vi er den reneste sammensmeltede energi. Det kan faktisk være befriende og dejligt at tænke på, når efteråret træder ind, og mørket bider sig fast. Vi er energi og vi er stadig i stand til at transformere træls til dejligt. Vi er egentligt et omvandrende powerboost. Når vi trækker vejret og gør op med alt det, der ikke er vores. Når vi fanger urkraf- ten, som den mest intense fond kogt ind til ren rå power fyldt med den umami, jeg tror på er en af Universets uslebne diamanter.

Vi fortjener alle at blive den allerbedste version af os selv. Kærlig hilsen Josefine