Det hele handler om mad

TEKST JOSEFINE PASSER | ILLUSTRATION HELENE AABO

Fødder og mad fylder hver sommer rigtig meget på Facebook. Hvorimod der kun sniger sig enkelte striksokker og morgenfutter ind senere på året. Sokkerne når slet ikke op i samme antal som killinger, hundehvalpe og heste om vinteren. Hvor imod killinger, hundehvalpe og heste slet ikke kan følge med sommerfødderne. Mad fylder meget hele året … Så derfor, så handler det hele bare om mad!

Som den legendariske kok Anthony Bourdain engang sagde ”Et hvert måltid fortæller en historie. Det fortæller noget om hvor du kommer fra, dine rødder, hvilket stof du er lavet af, og hvad du elsker.”

Jeg er vokset op på jordens dejligste køkkenbord. Stort og rummeligt fyldt med smag, duft og farver. Lerkrukker med syltede oliven, hjemmerørte pateer, krydderfedt og store glas med saltsyltede citroner. I vindueskarmene stod vaser og opsatser med krydderurter og grønsager fra køkkenhaven, og fra loftet hang buketter af løg og klaser af chili og hvidløgsranker. Vores sortlakerede gamle køkken og det sorte klinkegulv spillede op til guldtapetet på væggene, og ved det store sorte PH spisebord, lå jeg hver aften og tidlig nat, i stearinlysenes skær fra de gamle franske kandelabere i to sammensatte mørke kurvestole med min dyne og hovedpude og duftede til simrende kobbergryder, mens jeg ventede på, min far kom hjem fra teatret.

Min far elskede spejlæg, og han havde sin egen lille gamle og slidte støbejernspande med plads til at stege ét spejlæg. Den brugte han flittigt hver eneste morgen iført stritkrøller og stribet natskjorte, og gerne også om natten, når han kom hjem. Spejlæg hørte til ovenpå alt! Undtagen ovenpå vores husengel Helgas citronfromage som vi slubrede livsbekræftende og i store mængder af store grønne fede porcelænsskåle. Kærlighed og gode energier skulle nemlig indtages på grønne skovtallerkner.

Min mor elskede tartar, artiskokker og skaldyr, og som store åbne lotusblomster lå artiskokkerne på tallerknerne i al deres smukke frugtbarhed. Mine små butterdejsfingre håndterede de velsmagende kødfulde blade med den gode lyserøde dressing, fra jeg var ganske lille, sammen med bladselleristængler smurt med hvidløgsost, som havde jeg aldrig lavet andet hele mit korte liv, og det havde jeg næsten heller ikke. Det skulle lige være at sidde på køkkenbordet og skære saftige appelsiner i både for min far, så de passede ned i den tunge appelsinpresser, som hver eneste morgen var i brug til familiens daglige vitaminindsprøjtning. Gode langsomme hjemmelavede måltider med familie og nære venner skaber tryghed. En lille bølge af endorfiner og glæde, som ingen bør nægtes adgang til, og som alle har rigtig godt af at tage sig tid til. Specielt min mellemste datter Sofia burde bo permanent i de skønne Torvehaller ved Israels Plads i København eller i en prinsesseseng under persiske baldakiner midt i Aarhus’ Bazar Vest. Jeg kender ikke mange med en kærlighed til mad så stor og favnende som hendes.

Jeg har absolut været både meget heldig og privilegeret med det køkkenbord, jeg er vokset op på, OG jeg var heldig at være omgivet af mennesker, der værdsatte veltilberedt og velsmagende mad. At blive født i et hjem hvor der både var råd til gode råvarer, og hvor de samme råvarer var lige så værdsat, som guld og diamanter måske er for andre, er en stor gave. Mange børn og familier overlever stadig på gummioste og dårlig ketchup, billigt svinehak og en allround krydderiblanding, der for længst har overskredet sidste salgsdato. Ofte på grund af økonomi, opdragelse/tradition, mangel på overskud eller på grund af ren og skær ligegyldighed.

Mennesker der er ligeglade med den mad de indtager, eller ser det som et nødvendigt onde der skal overstås, dem har jeg det stramt med, indrømmet. Så kan jeg godt få det specielle Hercule Poirot blik på, som når han dufter en charlatan eller råddent æble indenfor rækkevidde. Eller knurrende Terry, når skurken træder ind ad døren i Tintin.

De energier vi lægger i vores tilberedning af måltider, sender vi videre til dem der skal spise det, tror jeg på. Og det er værd at huske, også når vi står og laver madpakker til vores unger, kærester og os selv. Den lille ydmyge taverna på den yderste italienske klippe kan skabe magi med en klase tomater og lidt godt brød eller pasta, fordi køkkenet emmer af kærlighed og stolthed. Og energien ligger altid i luften, når du træder ind på en restaurant eller café. Vi kan mærke om der venter et godt måltid, det behøver vi ikke madanmeldere eller facebook til at fortælle os. Dufter der af kærlighed, mental plastik eller stress, dér har du svaret.

Jeg ved godt, at jeg bevæger mig ind i et minefelt, når jeg tillader mig at pippe om at være kræsen. Jeg tror ikke, nogen er født kræsne, jeg tror vi alle er født nysgerrige. Selvfølgelig har vi ting vi bedre kan lide end andet, men får vi lov at starte livet på måltider tilberedt i glæde, i ro og i omsorg, så vil vi altid være meget mere åbne og tolerante for nyt, i forhold til hvis vi starter vores livsrejse mest på pulvervælling og glasmos eller en nok så lækker lille smoothie fremstillet på stresfaktor 387.

Min livsrejse startede på artiskokker, bladselleristængler med hvidløgsost, citronfromage og friskpresset appelsinjuice. Når det skulle være lidt fint, så skruede min mor op for Barry White på grammofonen, vrikkede med numsen og plantede en smuk blomst bag øret, og så kreerede hun sin:

”GRAPE HORS’DEUVRE”

Halvér store grapefrugter og bland grapefrugtstykkerne med muslinger, rejer og masser af dild i en dressing af mayonnaise, 1⁄2 fintrevet løg, salt og peber og masser af rosenpaprika. Bland fyldet i grapeskallerne (som små skåle) og klip dild ovenpå. Servér ristet brød til.

Velbekomme & Stor kærlig hilsen Josefine