Valhal eller Nirvana?

foto JoHNy KriStENSEN | tekst JoSEFiNE pASSEr

Søndag d. 3. april var jeg inde og se forestillingen ‘Det kolde bord‘ på Aalborg Teaters lille scene. Det var en dejlig og sjov forestilling og samtidig min ældste datters professionelle debut på de skrå brædder. En ny begyndelse

I de samme timer lå en god ven for døden, omgivet af sine nærmeste, børn og børnebørn. I kærlighed. Livets sidste timer. Afslutning. Yin & yang.

Når døden melder sin ankomst, rammer livet os samtidigt lige mellem øjnene som et fransk TGV lyntog, og vi tvinges til at reflektere over vores eget liv, hvordan vi tackler de få timer vi har; livet og døden. Døden der stadig er så tabubelagt og angstfyldt en del af vores liv.

I kirken lukkede jeg mine øjne og bad mine egne stille bønner til vores ven. Må du komme godt på vej i kærlighed og ro. Jeg genkendte sorg og smil og stilhed. Små sjæle i andægtighed. Men jeg genkendte ikke den Jesus, der hang lige til venstre for mig i skibet. Kærlige, kloge, barske Jesus, mønsterbryder og firstmover. Groft snittet, i gammelt træ, med stor lidelse og bekymring og fyldt med spindelvæv. Jeg blev pludselig fascineret af alt det spindelvæv og genkendte ham lige dér, i stedet, som et symbol på vores depressive og fornægtende tilgang til døden.

Døden er vores eneste absolut faste rejseledsager igennem hele livet, og alligevel fornægter mange af os denne ven på livets vej med stor arrogance og skyklapper – på samme vis som vi forholder os til meget andet, som vi ikke forstår eller er bange for.

Det er ganske utroligt, at jeg overhovedet fik noget søvn som barn. Min dødsangst var næsten sygelig, og min far måtte vugge mig i søvn hver eneste nat. Jeg var ikke bange for at dø, men jeg var bange for, hvordan jeg skulle kunne leve i døden uden min far. Efter min fars død forsvandt min dødsangst, ligeså hurtig som en iskold fadøl på John Bull en dejlig varm sommerdag. Men jeg skulle blive meget voksen, før jeg nærmede mig døden med samme naturlighed som min nysgerrighed på livet.

Vi lever i overhalingsbanen og døden kommer aldrig belejligt. Den er i vejen. Vi gemmer den væk på plejehjem i gamle mørke stuer, når den ikke lige springer os i øjnene på motorvejen eller igennem vores TV som terror og krig. Vores gamle slægtninge, vores visdomsbøger, ligger ofte og dør alene. Uden en kærlig hånd at holde fast i eller et beroligende ord og en kærlig stemme, når tiden er inde til at træde over på den anden side.

Vi flygter og fornægter. Ikke fordi det er det vi vil – så absolut ikke. Men fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre. Vi fyldes af usikkerhed og frygt. Og vi overlader gerne en så vigtig del af livet til sosuen og sygeplejerskerne og hjemmeplejen, alle de varme hænder, der omsorgsfuldt gør det bedste de kan, med de få midler der er til rådighed.

Måske er det fordi vi ikke mere er stærke i vores tro, som vi var engang, hvad end vores tro måtte være.

Engang fyldte guderne vores liv med gys, skræk og fryd. Når Thor bragede hen over himlen og Freja kærligt kastede sine elskovsdrys ud over ungmøer og kække knægte og Odin fyldte sit Valhal med dødens helte og genopstandelsens Valkyrier.

Indianernes spiritualitet lovpriser vores jord og vores natur. At alt på jord er levende og har en sjæl. Jeg synes det er en smuk tanke og en smuk tilgang til vores jord. Og måske vigtigere i dag end nogensinde før.

Nogle tror på, at vi genfødes, reinkarnerer, til vi en dag når Nirvana. Hvor vi bliver et med kosmos. Den fulde oplysthed.

Alt udspringer af troen på Gud, hvad end vi hver måtte kalde ham eller dem. Om Gud er i familie med smukke Jesus eller Muhammed, om Gud talte til Jomfruen eller Moses i en drøm, om vi tror på Gud sidder oppe i Skt. Peters sofa eller bor i både dig og mig, så udspringer denne Gud af kærlighed til den planet vi bor på. Både i livet og døden.

Jeg kørte med lynets hast mod Langeland, da jeg fik en opringning om at min mor kun havde få timer tilbage. Jeg forstod ingenting. Min mor – ja hun var syg, men hun kunne da ikke dø, hun var jo ganske ung, kun 64 år? Tusinde ting bragede igennem min hjerne på vejen der ned. Jeg havde aldrig nogensinde før været tæt på et døende menneske! Hvad ventede der mig? Jeg var bange, jeg var skræmt, jeg var i chok, jeg vidste pludselig intet om hverken livet eller døden. Jeg nåede det ikke. Men jeg nåede at lægge mit hoved mod hendes bryst, holde hendes hånd i min og fortælle hende igen og igen og igen, hvor højt jeg elskede hende, indtil al varme havde forladt hendes krop, og tiden stod helt stille.

Jeg tændte stearinlys og åbnede alle vinduer, så hendes sjæl endelig kunne slippe fri. Og så VAR vi bare. Min mor og jeg. Hvert vores sted. Men stadig i det samme univers. I kærlighed.

Jeg lærte der efter, og jeg lærer stadig, at gribe døden i livet. At se min rejsepartner i øjnene som en ven og ikke eskapere. Jeg lærer at tro og mærke. Jeg lærer at være i live.

Paradis, Valhal eller Nirvana. Det er i livet vi lærer døden at kende. Grib begge dele i smil og kærlighed.

GO‘ KARMA fra Jusse

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*