Træk vejret

tekst JoSEFiNE pASSEr | foto JoHNy KriStENSEN

Der var engang… da min ældste datter var bitte lille og nød sine eftermiddage i en mørkegrøn, smuk limousine af en barnevogn – at hendes far og jeg tog en ferie, en forlænget weekend, til London for at fejre hans 25 års fødselsdag, og vi efterlod med sindsro vores lille guddommelighed hos hendes bedstemor and nede på landet mellem bøgetræer, gedeost på guldtallerkner, friskpresset appelsinjuice i de smukke gamle Christian d. 8. glas, og nymfeeventyrlige skabninger i skovens dybe stille ro

Jeg glædede mig fuldstændigt vildt til vores lille kærlighedsferie, og jeg glædede mig vildt til at vise Flemming London. Mit elskede London. Jeg havde lagt store planer om alle de vigtige ting, de sjove ting, de uimodståelige ting, jeg gerne ville vise ham. De seriøst gode pubber, den sprøde pekingand i Soho, Harrods og Oxford Street, min tidligere ”arbejdshood” bagved Piccadilly Cirkus, Uptown og Downtown, Madame Tussaud, Jazzmusik og alt midt imellem.

Og vi spiste frokoster de lækreste steder, vadede op og ned af diverse Shoppingstreets, købte Dr. Martens støvler og musik i His Masters Voice og masser af tingeltangel, og faldt om på sengen, udmattede og mættede.

På hans fødselsdag havde jeg bestilt bord på en af byens allermest fashionable, hotte og eksklusive restauranter, ”Bibendum”, og selv om jeg kender min Emma Gad forfra og bagfra, følte også jeg mig på glatis i dette sceneri af et ”skuespil” med tjenere så stive i betrækket og næsen så højt i sky, at vi var bange for, de måtte knække midt over allerede inden hovedretten var blevet serveret. Aldrig hverken før eller siden har jeg fået serveret pommes fritter med sølvtang til hummer og haft tjenere stående bag skærme, hvor de hele tiden holdt øje med os, som i en spionfilm, for at kunne springe frem fra skjul ved vores mindste vink, eller når de selv, i fuld jaket, mente vi manglede noget.

Jeg var glad og lykkelig

Lige indtil vi forlod restauranten, og Flemming eksploderede i hovedet på mig – på denne smukke, skønne, lune sommeraften.
 Jeg så ham skride afsted fra mig med faste målrettede skridt og store tordenskyer af frustration, der spruttede ud fra hans hoved, som en ren rasende Anders And, ud i Londons varmedis, og jeg forstod absolut ingenting.

Men det havde måske alligevel slet ikke været så svært at forstå. Hvis jeg nu lige havde givet mig tid til at mærke efter. Læse mig selv og læse Flemming.

Inderst inde ville han jo bare gerne have mærket London fra en bænk i Hyde Park med et glas vin i solen. Siddet på sin fødselsdag og spist fish and chips pakket ind i avispapir nede ved floden imellem fjumserøve, eastenders og mig. Kigget på fjollede mennesker ved Camden Market og taget al ting som de kommer. Slooooow down. Væk fra stress og jag og et job, der åd ham op indefra.

Og nu skal mange af os snart afsted på drømmerejsen, som vi har set frem til – lige siden drømmerejsen sidste år.

”Er du vimmer et par badevinger” bliver støvet af, efterset og lagt frem; vi kaster os over de sidste slankekure inden sommerkjolerne og bikinierne skal luftes, ungerne glæder sig, vores mænd og koner glæder sig til endelig at slippe stress og jag for en stund. Vi er i gang med at tjekke vejrudsigterne rundt i verden – Alanya, Phuket, Rom, Paris, Sunny Beach og Skagen. Maldiverne, Hornbæk, Maribo og Guldborgsund.

Vi har toslet og moslet og sparet sammen, og kan snart indkassere den store præmie ved Check In skranke nr. 1.

Og lige præcis derfor skal vi huske at stoppe op.
 Så vi ikke tosler og mosler lige ind i ferien, og fortsætter med at toslemosle os igennem ferien og ud på den anden side – ned af den mentale bjergskrænt, så vi ligger forhutlede og forslåede for enden af klippen efter feriens slutning.

Vi beriger os selv ved at mærke efter og give rum til hver og en. Store som små. Trække vejret og trække os lidt. Gå alene ned til havet og komme styrket tilbage, se vores unger i øjnene. Hvad enten de er ekstroverte eller introverte.

Stoppe op og nyde nuet. Både nu og om 3 uger. Stoppe op og mærke efter. Når ferien rammer, bliver vi overvældet af frihed og fritid, og den skal udnyttes fuldt ud. Men det aller vigtigste er at trække vejret. Både i ferien og i hverdagen. Mærke efter hvad vi har behov for. (Også når vi står foran den massive All Inclusive Buffet på ferie destinationen).

Ferie kan være så ufatteligt overvældende, netop fordi vi slet ikke er vant til at skulle forholde os til hinanden i så mange timer og uger ad gangen.

Og måske også fordi rigtig mange af os er så meget bedre til at tale end lytte.

Kærestekærligheden fløj afsted til Utopia mellem Flemming og jeg efter nogle år, men det gjorde vores skønne venskab ikke, og vores lille ferieanekdote er ikke blevet dårligere gennem årene, når vi tager en totalgriner i bagklogskabens lys over et godt glas rødvin eller blommesnaps.

Nyd nu dit liv og pas på hinanden. Både i hverdagen og i ferien. Jeg ønsker alle en baskedejlig og glædelig sommer <3

Kærlig hilsen

Josefine

Annonce