Sidste dag på bænken

tekst JoSEFiNE pASSEr

Et par uger efter min fars død kom jeg en eftermiddag hjem fra skole til en låst og plomberet hoveddør. Skifteretten havde været på besøg og havde sat hjemmet under foreløbigt lås og slå. Men med hjælp fra min højtelskede morfar fik vi dem venligt overtalt til, at jeg i det mindste lige kunne få lov til at komme ind i lejligheden og få lidt tøj og mine skolebøger

Med en taske under armen flyttede jeg nu hjem på sofaen hos min morfar og mormor, og på få dage var jeg blevet alt for tidligt voksen, og begrebet barndomshjem var for evigt en æra, der var slut. Det var første gang i mit liv, at jeg mærkede følelsen af hjemløshed og dér mit nomade-gen blev grundlagt. De næste fire år af mit liv boede jeg hos kærlige klassekammerater og livslange venner, når ikke det var kostskolen, jeg vågnede op på hver morgen.

Jeg tror ikke nogen kan forstå, hvad det vil sige ikke at have sin egen hoveddør, hvis man ikke har prøvet det. 
Da jeg var i midten af 30’erne, efter et forlist forhold og en nedtur oveni hatten der sparkede røv ud i hver en krog af mit liv og min krop, flygtede jeg langt ud på markerne og lyngens legeplads i Vestjylland, hvor jeg knapt forstod det talte sprog. Men ikke engang udsigten til vores vidunderlige Limfjord, kunne dengang tæmme en gennemsyret Københavner og efter nogle måneder, sprang jeg desperat på toget fra Hobro station tilbage til Staden kun med en blå IKEA pose fyldt med min dyne og lidt skiftetøj. I et halvt år boede jeg hos elskede venner i centrum af København på deres dejlige Eilersen sofa i stuen. Jeg lærte alt jeg kunne suge til mig om dansk design. Jeg solgte Panton, Lütken og Jakob Bang på de bedste antik- og loppemarkeder i weekenderne, grinede og græd, nød de lange samtaler, de små værdier, de gode måltider, de bedste krammere, vennekærlighed enmasse – men jeg manglede min egen hoveddør.

Vi kan alle lande på ”Bænken” i en længere eller kortere periode. De færreste sidder der dog, fordi de ønsker det. Sorg, sygdom, økonomi, afhængighed, naturkatastrofer, arbejdsløshed, landflygtighed, skilsmisse, voldelig partner – der kan være ligeså mange forskellige grunde til at miste sit hjem, som der findes frikadelleopskrifter i Danmark.

Min kæreste og jeg prøvede det for nyligt igen. En uduelig lejlighed der helt lavpraktisk, og på de vigtigste planer, ikke fungerede, fik vi heldigvis skiftet ud med kærlige og tålmodige venner og familie igennem mange måneder, uden vi helt vidste hvad fremtiden ville bringe og hvor vi ville lande, når vi engang fandt det rigtige for vores unger og os selv igen. Kun med et par enkelte velkendte IKEA poser under armen, de vigtigste kogebøger, den tibetanske bedemølle, Buddha & Dragen og hjemmet opmagasineret, var det tilbage i tilstanden af, på trods af både hjertevarme og husrum, at være lidt i vejen. At mangle sit eget. At bevæge sig som hundehvalpen der forsøger at finde ro i sin kurv, at trække vejret dybt og ikke lade den stress, der er svær at undgå, gå ud over andre. Nyde de små glæder og glædes over alt det vi havde, og ikke det vi manglede. Der var højt til loftet, solen skinnede og bænkene ved fjorden blev det lille frirum, når vi havde brug for blot at trække vejret, lade energier op, eller få styr på kreative tanker og skriverier. Og vi var jo stadig luksushjemløse. På trods af uvished og mørke dage, indre uro, savn, frustrationer og små-angst over en fucked-up situation, havde jeg jo stadig både kærlighed omkring mig, en madras at sove på og tag over hovedet i uvejr. Og den hvisken og tisken der uundgåeligt følger med i enkelte kroge, slog jeg hen som kaglen fra en hønsegård. I Danmark spørger vi som noget af det første, når vi møder et menneske, vi ikke kender eller ikke har set længe – ”Nå, og hvad laver du så?”. I London er første spørgsmål ”Nå, og hvor bor du så henne?” I stedet for, helt simpelt, at stille det måske mere relevante spørgsmål ”Nå, og hvem er du så?”. Men vi kategoriserer generelt mennesker ud fra arbejde og bopæl. Efter indkomst.

Siden jeg var ganske ung, er jeg aldrig gået forbi en hjemløs uden at sende lidt mønt i koppen, hvis jeg har haft. Jeg er fast køber af HUS FORBI, en af de bedste og mest markante og relevante småaviser, der trykkes herhjemme og jeg bliver sorgfuld når jeg læser om og ser flygtningefamilier der stadig sidder i internatlejre efter flere år. Ingen forstår den stress og det pres disse mennesker lever under dagligt, eller de skæbner der ligger bag deres livsrejser, hvis ikke vi lærer at se bort fra indkomst og bopælskommune. Ingen er blot en hjemløs, eller en flygtning, en narkoman, en psykisk syg eller en arbejdsløs. Vi er alle mennesker der fødes med troen på og ret- ten til et godt og smukt liv.

For et stykke tid siden sad jeg udenfor Rema, på Bænken, og ventede på min kæreste, der var inde og handle. Da han kom ud stak han mig en lille kold bajer i hånden. Jeg kiggede lidt uforstående på ham og han satte et bredt smil op. Sidste dag på bænken min skat! Og så sad lille Emma Gad, en smule utilpas, og hendes Buddhaælling og nød en kølig på bænken, inden vi spadserede hjem og låste os ind i vores tomme dejlige, vidunderlige, lille EGET hjem igen.

Og lige nu sidder jeg, i mit eget køkken i min egen kurvestol og drikker en god kop te af min egen rosenkop, imens jeg finpudser månedens klumme til APPETIZE. I min egen vindueskarm dufter min egen rosmarin og basilikum, og om lidt går jeg ned på fredagstorvet og køber ind til fyldte peberfrugter, der skal tilberedes og sende hyggedufte ud i mit eget køkken lidt senere i dag.

Jeg er et meget heldigt og meget lykkeligt menneske.

Kærlig hilsen Josefine

Annonce