Sensommer på solsiden

tekst Josefine Passer | Illustration helene Aabo

Jeg var inviteret til fest på solsiden af byen, og der var smukt pyntet op i det hvide telt med blomsterdekorationer, hvidstivede duge ved det store runde borde og masser af god mad. Dét kan vi jo godt lide! Den lækreste tunmousse med masser af rejer ‘ on the side’ og god gammeldags hønsesalat med lækre lune brød til. Store supermøre og velsmagende stege med frisk mozarella- og tomatsalat, couscous, flødekartofler og så smørstegte kartofler og til dessert store hjemmebagte frugttærter, marcipan petitfours og lagkager, der var den bedste konditor værdig.

Både hvidvin, rødvin og øl svingede i glassene ad libitum sammen med kaffe, Bailey og snaps til desserten. Og stemningen var høj og lattermild med masser af lys i øjnene og kys, kram og glæde på tværs af både borde og generationer.

Jeg var hverken til fødselsdag, bryllup eller anden traditionel familiefest, men derimod til Sensommerfest på Lindholm Plejehjem, og højdepunktet ramte lige inden hovedretten, hvor selveste Dario himself, the one and only crooner, indtog teltet med en charmerende elegance, et overskud og flabethed tilsat en stemme, der stadig holder 200 % i vask, og som helt sikkert kunne høres tværs over Lindholm. Og så siger de at manden er fyldt 81, fuldkommen uforståeligt – man skulle ikke tro han var én dag over 65!

En fest med magi. Magi fordi jeg mærkede en intensitet, en kærlighed og en fælles ånd på tværs af de ældre, de ansatte og pårørende i en grad, som jeg ikke tror du finder på mange plejehjem rundt om i hverken Aalborg eller Danmark. Mange ansatte var mødt frivilligt ind på denne fredag aften og husets tidligere køkkenorakel havde brugt det meste af sin torsdag aften til at kreere alle de lækre kager. På gulvet jonglerede flotte tjenere rundt i sort og hvidt og sørgede for at glassene var fyldte og ingen manglede noget, og disse herrer talte både viceværten og flere ægtemænd, bland andet Plejehjemslederens egen, der agerede tjenende ånder for en aften. Lederen af dette mindre plejehjem med 30 beboere hedder Asia, og hun kan noget ganske særligt. Eller rettere sagt hun TØR noget ganske særligt.

Asia tør i sit virke som chef åbne op for sit hjerte. Hun tør række ud. Hun tør være stærk og sårbar og først og fremmest tør hun være nøgen – ingen masker, intet spil for galleriet eller tvetydige tunger. Hun tør være sig selv. Hun tør have visioner og føre dem ud i livet, hun tør vise tillid og kærlighed til sine medarbejdere og skabe en helt særlig dynamik og en ånd, som skaber et værdigt og smukt hjem for alle de beboere, der er tvunget til at lægge deres liv, de- res hjerter og deres værdighed i andre menneskers hænder hver eneste dag året rundt. Hun viser ikke vejen, hun går vejen sammen med både ansatte og beboere. Hun er en helt særlig stjerne i en tid hvor mistillid, menneskelig degradering og nedskæringer er blevet den herskende agenda et langt stykke ad vejen herhjemme.

Tænk, hvis der fandtes mange flere af den slags hverdagens helte. Alle dem der tør bryde med maskespillet, smide det mentale jakkesæt på bålet og både leve og arbejde ud fra sit autentiske jeg.

At vi lytter mere end vi taler, at vi som forældre ikke er bange for at tabe ansigt i vores iver efter at opdrage, men tør gribe i egen barm, når vi tager fejl uden at gemme os under en forkvaklet forældrehat. At vi tager vores børn og unge og ældre alvorligt. At vi ikke gemmer os under alle mulige forskellige hatte i angsten for at virke sårbare, både på arbejdet og i andre sociale lag.

Tænk, hvis flere af os ikke klamrede os så grotesk fast til vores respektive taburetter, at vi fuldkommen glemmer meningen med hvorfor vi satte os på taburetten til at starte med.
Heldigvis kan jeg mærke græsrøddernes små rystelser, når jeg går barfodet ud i samfundet, mærke hvordan ånden af menneskelighed og empati og ærlighed træder mere og mere i karakter. Især de yngre generationer stiller flere og flere relevante spørgsmål og drager flere og flere markante vigtige konklusioner. De ved hvad der er på spil. Så måske var det slet ikke et jordskælv vi blev ramt af i slutningen af september, men der imod en dyb trommen fra hverdagens helte.

Kærlig hilsen Josefine