Klumme: TRO, HÅB & KÆRLIGHED

TEKST JOSEFINE PASSER | ILLUSTRATION HELENE AABO

Et årti er lige ved at hoppe ned i kurven til alle de andre, og 2020 titter langsomt frem bag muren af alt det julepynt og de frokoster, gaveregnen og champagnecocktails, der først lige skal forceres. Og jeg kan kun håbe at vores næste årti, globalt set, må blive levet med mere medfølelse og mere med hjertet end det sidste blev

Det er nu også ti år siden, jeg flyttede til Nordjylland, og som mit liv har formet sig fra barnsben, definerer jeg, som voksen, ordet ”hjem” som dér hvor mit normadehjerte befinder sig. Og jeg elsker mit lille hulehjem heroppe, det passer godt på mig, sammen med min kæreste. Resten af mit hjerte ligger i inderlommerne hos mine piger, hvor jeg nænsomt og næsten usynligt som en lille Ninja, har lagt det, uden de opdagede det. Så er jeg altid tæt på dem, hvor end de befinder sig.

Jeg har begået masser af fejl, og jeg er ikke klogere, end flere af dem er de samme igen og igen, jeg er stadig lige så naiv, som da jeg var syv, og vil altid tro på det bedste i alle mennesker, også selvom det modsatte bliver bevist. Og jeg tror stadig til fulde på, at hvis vi taler gennem vores hjerter, så når vi længst.

Forestil dig et lille eksperiment inde i din hjerne … at vi alle, når vi mødtes, lagde vores hånd på vores hjerter som en gestus og et symbol på, at vi taler og handler ud fra hjertet med kærlighed. Forestil dig derefter, at alt hvad vi siger, gør, tror på, handler ud fra, er kærlighed og med et uselvisk ønske om, at ville det bedste for vores omgivelser på samme tid. At vi kunne forstå at det hele hænger sammen. At en god handel, en god idé, en god beslutning, en god samtale kun er god hvis den beriger og udvikler begge eller alle parter. Som ræven i Den lille Prins siger: Kun med hjertet kan man se rigtigt; det som er vigtigst, er for usynligt for ens øje.

Jeg læste for nyligt en bog skrevet af Anita Moorjani. ’At dø for at leve’. Moorjani fik konstateret ondartet lymfekræft og kæmpede i helvede i 4 år, før alle hendes organer satte ud og hun røg i koma med kun døden til følge. Bortset fra at Anita Moorjani døde ikke. Hun kom tilbage til livet efter den vildeste nærdødsoplevelse igennem de 30 timer hun lå i koma, hvor lægerne erklærede hende for klinisk død, men hendes mand nægtede at give slip på hende. Hendes beskrivelse af sine nærdødsoplevelser, vejen tilbage til livet og ikke mindst hendes efterfølgende (hurtige) mirakuløse egen helbredelse, er én af de fineste og mest fascinerende beretninger om troen, håbet og kærligheden. En kærlighedshistorie af dimensioner om betingelsesløs kærlighed, der samtidig giver os en endnu større forståelse for, hvorfor vi er sat her på jord, hvordan vi overvinder frygten som vores sværd, og udskifter det med kærlighed, universel kærlighed.

En anden bog fyldt med tro, håb og kærlighed der lige har set dagens lys er ’De uledsagedes Bog’. Bogen giver 10 uledsagede flygtningebørn- og unge en stemme til at fortælle deres historier. Et historisk vigtigt dokument. Historier om krig, flugt, angst, afslag og sorg – men også tro og håb om et bedre liv. 10 ufatteligt modige sjæle, der evnede at forcere de hårdeste forhindringer, det næsten umulige. Historierne er samlet og nedskrevet af forfatter Mads Nygaard og filminstruktør Michael Graversen i stor, fuldkommen uselvisk, kærlighed til alle disse børn. Al overskud fra bogen, der udgives på forlaget Jensen & Dalgaard, går ubeskåret til De uledsagedes Rejsehold, der hjælper med logistik og økonomi, når en uledsaget får godkendt familiesammenføring, som de selv skal betale. Hvilket oftest er nærmest umuligt for dem. Derfor har alle også arbejdet gratis i tilblivelsen af bogen. En oplagt julegaveidé hvis du også er en af dem, der tænker og handler med hjertet.

Igennem et halvlangt liv har jeg snart studeret og mødt rigtig mange hjerter. Mange små nybagte hjerter fødes med store udstrakte og omfavnende arme, og de går igennem hele livet med en stor madpakke på ryggen, og en ekstra sæk til at rumme og favne alle de møder på deres vej. Jeg blev også, allerede i en ung alder, konfronteret med det modsatte. Hjerter man havde kunne plukke direkte og bruge som isklumper i sin drink. Ofte har jeg erfaret, at det faktisk er de mest slidte hjerter, dem med alle de små bitte huller og ridser og sammensyede sår, der går i front. Går i front og bliver ved med at lade både troen på noget bedre, håbet om noget større og lader den alt favnende kærlighed, der minder om et stort kageudstillingsvin- due i Montmartre, Paris, tale igen og igen.

Jeg kan godt forstå dem, der ikke kan mere. Alle de knuste hjerter, der lukker sig om sig selv, så de ikke føler de forbløder, men kærligheden vil altid være helende. Det kan dog godt være svært at forstå, favne og se nogle gange. Jeg er vokset op, og har gennem livet levet i et stort sammensurium af følelser, som de fleste af os gør. Både kulde og kærlighed. Elskelige væsner, der alle gjorde deres bedste, og blandt de helt store helte var og er dem, der ubønhørligt lod hjertet gå forrest, uanset prisen. Nogle bukkede under, og jeg føler stadig deres smerte og deres passion indeni. Flere af dem er her stadigvæk, og flere kommer til. Heldigvis.

At kunne finde rundt i budgetkonti og pensionskasser og kunne stave til Bruttonationalprodukt er rigtig vigtigt, men lad det ikke fylde hele livet, og være den største vitaminkilde. Bevar livskilden. Den kilde der strømmer fra de små magiske huler og klippefremspring med tro, håb og kærlighed, gerne suppleret med friskpresset appelsinjuice og verdens mest silkebløde og varmblodige chokoladekage.

Kærlig hilsen Josefine

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*