Lige nu sidder jeg på en tåget regnfuld dag sidst i november, og skriver denne klumme. Men lige om hjørnet venter smukke december
I mit hjerte findes der specielt to måneder om året, der er magiske. Maj og december. Maj er min livskilde med masser af sol og varme og piplende liv overalt. Maj er kærlighedens forår, hvor smil og hjerter bobler over i takt med lettelsens glæde over lyse nætter, kølig perlende vin i glassene garneret med smukke sprøde livsgivende salater og skaldyrsanretninger dekoreret med hybenblomster og endnu mere kærlighed.
December er lyset i mørket. Den måned hvor vi igen lever og omgås hinanden med hjertet forrest, hvor vi gør os umage i næstekærlighed og lægger planer for, hvordan vi kan blive bedre udgaver af os selv næste år…og det gør vi hvert år… en dag må vi alle ende som Superman og Wonderwoman.
Ja, der er også stress og jag, trængsel og alarm, økonomiske bekymringer og ensomhed, men hvis vi alle fokuserer på hver eneste lille lysende stjerne vi finder og ser, så kan vi glædes og heles sammen. Og det trænger år 2020 altså til … BIG TIME!! Det er om nogensinde TID TIL AT HELE nu. Og det kan vi. Når vi lærer at tale hinandens sprog og forstå hinandens julehjerter. Der har været nok splittelse, mistro, hoveren og hånen. Både her hjemme og ude i verden har vi skabt skyttegrave, hvor vi gemmer os med ligesindede, og nægter at se eller forstå de hjerter, der ligger og banker i skyttegravene overfor. Men vi kan kun hele vores land, vores klode og os selv, hvis vi rækker ud og forsøger at rumme hinanden … alle hinanden. Ikke kun dem vi er enige med. Og hvilken bedre tid end julen. Den tid hvor vi i forvejen er åbne for alt, der dufter af magi og mirakler, stjerneskud og overskud.
Alle religioner og kærlige livsfilosofier udspringer i bund og grund fra den selvsamme kærlighedskilde. En fuldkommen ren smuk kilde højt oppe i et uberørt klippeudspring omgivet af kærlighed, lys, varme og ro. Kilden pipler og dribler, plasker og vander alt mos, blomster og træer den møder på sin vej, alle fugle der nipper og dyr der slukker deres tørst, næres af dens kraft ned gennem elven, over floder og små åer med den selvsamme kærlighed, lys, varme og ro, som den er udsprunget fra. Men jo tættere den kommer befolkede områder, jo mere forurenet bliver den af affald, forurening, fortielser og flere skyttegrave. Den risikerer at miste sin magi og sin ilt, men kun hvis vi lader den gøre det … Ligegyldigt hvad vi tror på eller ikke tror på, drives vi alle allerbedst på kærligheden. Dens oktan findes intet sted højere, den er gratis og den findes i ubegrænsede mængder. Og vi kan sagtens rense den kæmpe livsgivende kilde sammen. Hele den sammen. Tro på hinanden og mødes i forståelse. Hvis vi vil. Og det er december nu! Så jeg tror på vi gerne vil. Næstekærlighed. At sende kærlighed til vores næste. Og ikke kun den næste der ligner os selv.
Og ja, nu lyder jeg som Hippie-Jose igen. Men jeg mener det så ufatteligt meget, dybt fra mit hjerte. Og alle fortjener det. Kærligheden. For at gro og vokse og blive den bedste udgave af sig selv. Og skal vi bevare den klode, vi gerne vil leve på og give videre til de næste generationer, så bliver vi nødt til at være top prime superduper udgaver af os selv.
Vi bliver bare gladere og sødere og mere overbærende, forstående og næstekærlige, når vi er omgivet af julelys, julekager, juleglögg, ris a la mande, konfekt, brunede kartofler og tarteletter i fadevis. Så lad os nu endelig bare udnytte muligheden, når den er her!
Den 21. november mistede jeg mit livs kærlighed, min elskede Lars efter et kort meget intenst sygdomsforløb. FUCK cancer og blodpropper! Han er fløjet videre ud i Galaxerne på nye missioner. Hans job her på jord er fuldendt. Han har fået mit krigerkonehjerte med sig og jeg ved vi ses igen i en anden dimension – og her vil jeg gerne rette en stor TAK til afdeling 9 Øst i Medicinerhuset på Syge- hus Syd. Tak til alle de smukke dejlige Englepiger i hvide uniformer, som vi har været omgivet af i den meget intense tid vi lå der, Irina der blev min madmor, og Eva der sagde kloge og vise ord sent om aftenerne, når der var brug for det, og også en STOR tak til den unge smukke læge, der turde se mig i øjnene og se både Lars og jeg – ikke ”kun” som patient og pårørende, men som mennesker og kærester. Michel Heide Talebnasab var ikke bange for at give noget af sig selv, både som læge og som menneske. Tusinde tak. Det betød meget for mig.
Med kærlighed, lys, varme og ro fik jeg guided Lars over på den anden side … det var meget smukt, varmt og intenst, og jeg oplevede, at vi kan meget mere, end vi nogle gange umiddelbart tror, når vi går ud i livet med hjertet forrest. Det er også derfor jeg her i denne juleklumme giver ”DET” videre. Troen på at kærlighed, lys, varme og ro kan hele og jeg håber at du & I vil tro på det samme, og gøre det. Give det videre. Pass it on.
De aller kærligste hilsner med håber om en rigtig glædelig jul til alle og et kærligt og lykkebringende Nyt år.
Kærlig hilsen Josefine
