Klumme: Skal film (stadig) ses i biografen?

tekst CHRISTINA SVENDSEN | foto Presse

Den hedengangne filmanmelder Ole Michelsen sagde, at film skal ses i biografen. Men gennem tiden er biografernes snarlige undergang blevet spået flere gange end man kan tælle på en hånd. Med pandemien er de endnu engang truet, så er det på tide, at de drejer nøglen om? Jeg håber det virkelig ikke

For mig har biograferne altid været magiske. Min kærlighed blev tændt, da jeg for første gang blev lukket indenfor i mørket som knap 6-årig og Den Lille Havfrue åbenbarede en forunderlig verden under havet.

Senere blev den cementeret, da jeg i en lidt for ung alder fik lov at se Jurassic Park med min ældre søster og far. Jeg var skræmt fra vid og sans, men fuldstændig opslugt af det univers, som Stephen Spielberg havde skabt. Mit hjerte var tabt til filmens verden og biografturene var noget, som jeg så frem til på samme måde som en fødselsdag eller endda juleaften.

De fleste biografture var i Scala på Hobrovej, som jeg stadig har varme minder om. Jeg husker de røde tæpper, slikudsalget og baggården, hvor man blev lukket ud efter rulleteksterne med småsnak om den film, man lige havde set.

I Bio5 havde jeg for første gang oplevelsen af at gå i biografen helt alene. Det havde jeg taget mig mod til længe, for den slags kan være skræmmende for en teenager. Hvad nu hvis de andre biografgængere troede, at jeg ingen venner havde. Jeg blev heldigvis klogere og lærte, at biografen kan nydes sammen med andre, men i særdeleshed i mit eget selskab.

Trappen op mod Bio5 i midtbyen blev næsten en metafor for, at nu forlod man hverdagen og kunne glemme ens problemer i de par timer, som den valgte film varede.

I virkeligheden har både Bio5 og Scala nok været noget gammelt l…, der allerede dengang kunne bruge en opgradering. Men mine nostalgiske briller er stærke, så biografen i Kennedy-arkaden og andre lignende moderne filmtempler kan aldrig leve op til de to.

Marco-Effekten er en af årets mest ventede film

Nostalgiens duggede briller

Allerede da jeg var gravid med mit første barn, drømte jeg om at tage ham med i biografen. Han skulle have samme magiske oplevelse, som jeg selv havde, da jeg var barn. Indtil videre ser det heldigvis ud til at missionen lykkedes, og passionen er givet videre til næste generation. Mine børns nostalgiske briller kommer forhåbentlig til at dugge på samme måde, når de i fremtiden kommer forbi Kennedy, som når jeg kører forbi Scalas gamle placering bag Skipper Clements statue på Hobrovej.

Men overlever biografen? Den har været erklæret død flere gange, men har kæmpet sig igennem alle kriserne. Da fjernsynet blev allemandseje, blev biografen erklæret død for første gang. Sådan gik det som bekendt ikke, men nu er der kommet flere konkurrenter på banen. Først kom VHS-maskinen, så man kunne se film lige når man havde lyst og nu har vi streaming. Vi har et kæmpe bibliotek af film og serier til rådighed i vores telefon, så hvorfor begive sig gennem land og by for at betale overpris for en middelmådig film og oversaltede popcorn?

For mig er den største oplevelse og fordel ved biografen, at man har mulighed for at give sig hen. At se James Bond kæmpe sig igennem et utal af skurke og kvinder bliver bare aldrig det samme på en lillebitte skærm, hvor der popper beskeder op i tide og utide. Så vil jeg hellere give mig hen i biografmørket med et lydsystem, der giver dinosaurerne i Jurassic Park ekstra styrke. Når man får sat sig godt tilrette i de bløde røde stole og biografmørket sænker sig, så slukker min hjerne for alt larm og jeg lever mig helt ind i handlingen på det store lærred. For mig er biografen en pause fra hverdagen, som en film i stuen aldrig ville kunne matche. Bevares, det er også rart, men jeg må altså give Ole Michelsen ret; Film SKAL ses i biografen!