Klumme: Livet skal fejres

TEKST JOSEFINE PASSER | ILLUSTRATION HELENE AABO

Så ramte vi december i røven … Måske ikke på den der ”den sad lige i røven “- facon”, men vi nåede langt om længe til slutningen af det her år.

Jeg er sikker på, der er mange, der har haft et fantastisk vidunderligt år. De har fået børn, vundet den store lottogevinst, er blevet bedsteforældre, fandt endelig drømmehuset, blev endelig skilt, kæmpede sig igennem sygdom eller fandt den eneste ene ud af otte milliarder mulige. Men … vi er nok også nogle stykker, der synes, at 2022 har været noget af en udfordring at manøvrere igennem. Som om det bare aldrig stopper. Det umulige år. Og med et nyt år lige her foran os, tør vi så tro på at det endelig igen bliver smukt og magisk? JA!

Forventninger er en underlig paradoksal størrelse. Noget vi lærte som ganske små. Mange af os nok første gang ved juletid. Forventningens glæde, den store aften, indfrielsen af drømme og ønsker – alt sammen pakket ind i lys, dufte, eventyrlige historier, varme, kærlighed og en magisk dimension – verden fik et ekstra lag skabt af drømme og marcipan. Men pludselig var det hele ikke så magisk mere. Julemanden havde slet ikke fattet, hvad det var vi havde skrevet på den ønskeseddel, Onkel skred fra Tante midt i andesovsen, og vi faldt alt for tidligt i søvn, nu vi endelig måtte være længe oppe.

Forventningens glæde er så ufattelig smuk, men forventninger er også grunden til vores ulykkelighed. Hvis vi vitterligt formåede at leve i det altomfavnende NU, og ikke lade os fylde af håb og forventninger til andre, til livet, til juleaften – så ville vi møde hvert minut med sindsro og handlekraft. Tror jeg. Men vi har også brug for håb. Vi har brug for at tro på det magiske, det smukke, at alt bliver bedre. Forventningerne til et liv, en verden, en kærlighed, der vil løfte os og gøre os lykkelige, give os trygheden. Og med evnen til at skabe det vi virkelig gerne vil, ja – så tror jeg på at verden igen kan blive smuk og magisk. Fuldkommen som kærligheden mellem Drager og Ulve.

Jeg indrømmer … Jeg er ikke det store julemenneske. Det er mange år siden magien lidt forsvandt. Som ganske lille, næsten tre år, fik jeg mit første juleangstanfald, da Julemanden ankom med stort hvidt skæg og dyb stemme… Jeg var rædselsslagen og råbte grådkvalt ”GÅ VÆK JULEMAND” – og min søde unge Onkel forlod skyndsomt hjemmet dybt skuffet og ked af det. Men jeg nød konfekten fra de lavthængende kræmmerhuse og min fars julebegejstring. Hans julebegejstring smittede af på mig igennem barndommen. Men da han døde, forsvandt magien. Først da jeg selv blev mor, fandt jeg igen glæden ved julen. Men jeg holder allermest af hverdagens glæde og magi, selvom den til tider gemmer sig godt og grundigt – så ved jeg jo godt… at den altid er der. Et sted. Og jeg ved, vi er mange. Mange der kæmper os igennem december, som fluer fanget i en stor Candyfloss.

Men jeg holder af Vintersolhverv. Fejringen af lyset der vender tilbage. Vi lægger mørket bag os. Vi skifter ham. I pagt med naturen og universet. Min mor var heller ikke julefan. Men pagten med naturen var dybt forankret i hende. Da min ældste datter Mathilde var en lille butterdejsroulade, var vi altid nede på landet hos min mor ved Vintersolhverv. På hendes store grund, omkranset af majestætiske høje træer der groede helt ind i himlen, lå en gammel stendysse tilbage fra vikingetiden. Og i månens lysende skær trissede vi tre ud til dyssen omsluttet af store tæpper og lammeskind, sammen med min mors store gamle dejlige pyranæerhund, Mozart. Der satte vi os og hidkaldte naturens væsner af alfer og små elverpiger, og fejrede livet med rødvin, nikolinesodavand og popcorn i en stor sølvskål. Vi var Dyssepigerne. Lige midt i skoven.

Solhverv er blevet fejret igennem tusindvis af år. Den store lysfest. Også af vikingerne med mad og drikke i overflod. De fe- stede i flere dage og fejrede deres store gudehelte Odin og Thor ved deres Yul. Da de første kristne gjorde deres indtog, kunne de godt se, at de var oppe imod nogle heftige drenge, men på en eller anden måde, fik de med tiden overtalt deres landsmænd til at skåle og fejre det lille Jesusbarn og dets moder i stedet for Odin og Thor. Og resten er historie… Vi fejrer stadig Solhverv med lys og bål og god mad og drikke… Og troen på at lyset overvinder mørket.

Og med troen på at lyset overvinder mørket, skal vi møde det sidste af dette år og træde ind i det nye. Vi skal stoppe med at kaste vores frustrationer ud over hinanden, stoppe med at kanøfle hinanden og andre, blot fordi vi ikke lige kan forstå, hvorfor de ikke handler og gør som os selv. Vi skal blive ved med at fejre livet, også selv når det er allermest umuligt. Når alt står i brand udenpå og indeni. Fordi livet er værd at fejre. Hver eneste dag vi vågner op, og trækker vejret på ny.

De kærligste hilsner Josefine