Slagserien – Del 5: Sportskarate.dk

TEKST & FOTO ALEXANDER KOKKEDAL

Sportskarate.dk

Når der i 2020 bliver Sommer-OL i Japan, vil karate for første gang være at finde blandt disciplinerne, der konkurreres i om guld, sølv og bronze. Anerkendelsen af karate ved De olympiske lege har pustet yderligere liv i sportskaraten, der i forvejen afholdes konkurrencer i både nationalt, kontinentalt og globalt.

I regi af Nordkraft ligger klubben Sportskarate.dk, stiftet i 2004 af brødrene Allan og Tommy Busk samt Thomas Bjuring, i dag formand for Dansk Karateforbund. Klubben kører såvel børnehold for aldrene 6-15 år, et voksenhold fra 16 år og opefter samt elitehold dels for unge under 18 år, dels for folk ældre end det. I konkurrencer brillerer klubben både nationalt som internationalt, hvor cheftræner Allan Busk i slutningen af januar 2018 tog til EM i Sochi i Rusland med ungdomslandsholdet for at konkurrere mod kontinentets bedste.

Undertegnede havde muligheden for at deltage til en typisk træningsaften for klubbens breddehold bestående af voksne, der går til karate for idrætten i det. Tommy Busk forestod træningen på en aften, der indeholdt kamp, teknik og (for svage mig) intens træning.

Foto: Tommy Busk

Karate i konkurrencer

Den indledende opvarmning består af en sær form for fangeleg, hvor de kvindelige medlemmer af klubben render rundt og klasker os andre med sorte plastikdimser, hvorefter os tagne så skal stå som udspændte sprællemænd og vente på, at nogen redder os ved at sparke og slå os på maven og derefter kravle gennem vores ben.

En konkurrenceleg følger, hvor vi én mod én skal score point mod hinanden, bl.a. ved at klappe hinanden på hoved og skulder, mens en tredjemand agerer dommer og vurderer, hvem der har fået pointet. Mere professionelt, men med samme principper foregår egentlige konkurrencer inden for sporten.

Man konkurrerer der i én runde på tre minutter, der er, hvad man kalder effektiv tid, så kampen kan godt blive stoppet undervejs. På arealet er der fem dommere, som vurderer, hvem der har scoret point, og scoringskriterierne er, at man kan score med slag og spark på kroppen, slag og spark i hovedet og ved at kaste sin modstander ned i gulvet, fortæller Tommy Busk, træner i Sportskarate.dk.

Han forklarer, at karate er semikontakt, hvilket betyder, at man godt må have hård kontakt på kroppen og fx give en mavepumper, men man må kun have let kontakt mod ansigtet. I klubben er pensum tilrettelagt omkring dette og ændres løbende ud fra de seneste erfaringer med, hvad dommere vælger at lægge vægt på ved tildeling af point.

Ved vores stilart har vi prøvet at forfine kampteknikken i forhold til konkurrencen, så derfor er vores pensum indrettet ud fra vores fokus mod at blive så gode som muligt til at konkurrere i karate, siger Tommy Busk.

Foto: Tommy Busk

En alsidig træning

Senere på aftenen går jeg over til at lave, hvad jeg vil antage er cirkelspark mod en makker og senere slag med knyttet næve mod maven. Specielt med slagene, der først skal fyres afsted, når modparten langer så småt ud efter dig, fornemmer jeg en form for selvforsvar. I modsætning til andre typer kampsport har selvforsvarsaspekt dog en tilbagetrukken rolle.

Vi træner ikke så meget selvforsvar med vores børnehold, men på voksenholdet har vi elementer af selvforsvar. Det er som sagt primært sporten i karate, men der er også en slags selvforsvar i det, for man lærer balance, styrke, koordination, at kontrollere sin krop, at få sved på panden, og man lærer selvfølgelig også at sparke, slå og kaste, siger Tommy Busk.

Man træner kampsport, fordi man gerne vil kunne forsvare sig selv, men her er det lige så meget selve motionen i det; selve det at få brugt kroppen og den smidighed, balance og agility man får ud af den her form for træning, fortsætter han.

Som afrunding på aftenens træning er der nogle intense øvelser, der bl.a. fordrer mange arm- og rygbøjninger. Sveden pibler frem på min pande, og jeg hiver efter vejret, da det endelig er overstået. Det hører med til en typisk træningsaften.

Vi får svedt lidt den sidste halve time, og det er dejligt at komme hjem, kunne lægge sig på sofaen og mærke, at man har lavet lidt, hævder Tommy Busk.

Foto: Tommy Busk

Sjovt med bevægelser

Det har været hårdt, men også vildt sjovt og oplysende at besøge Sportskarate.dk for en aften. Der kan sagtens blive flere af slagsen for at få afklaret, om det er noget for mig – første måneds træning er nemlig gratis. Der kan være mange forskellige, gode grunde til at dyrke sportskarate, og det varierer nok efter målgruppen.

Børnene kommer helt sikkert fordi, at vi har en varieret træning; de får lov til at grine, smile og lege, men de får også lov til at svede og få lidt ondt i armene engang imellem med lidt ekstra armbøjninger, fortæller Tommy Busk.

Vi forsøger selvfølgelig også at lave en masse sociale arrangementer. Vi håber på, man kan få nogle venner inden for foreningen, så man også kan få et socialt liv her, fortsætter han.

Og hvad med dem på den almindelige voksentræning, som jeg deltog i? Hvorfor tropper de op hver tirsdag og torsdag aften for at træne i klubben – modsat fx at træne for sig selv?

Udover at vi selvfølgelig har fokus på vores eliteafdeling, har vi også fokus på vores breddeafdeling. De skal synes, at det er sjovt at komme, og at det ikke går ud på at være den bedste eller blive verdensmestre, men at vi bare skal have det sjovt med bevægelser, siger Tommy Busk.

Annonce