Skærmtrolden fra Vendsyssel

tekst MArIA tVerGAArd-jAkoBsen | foto joHny krIstensen

I Nordjylland kan vi være stolte af, at vi har mange markante profiler, som har gjort sig bemærket på den ene eller anden måde. På TV2 Nord kan de blandt andet være stolte af at have Danmarks yngste nyhedsvært. APPETIZE har mødt Josefine Brader til en snak omkring det at blive valgt til tv-vært som nyudsprunget journalist fra journalisthøjskolen og kun 24 år gammel

Sammen med APPETIZEs fotograf, Johnny, har jeg fået lov til at besøge Josefine på hendes arbejdsplads på TV2 Nord på Søparken i Aabybro. Jeg er ret spændt inden mødet og glæder mig meget til at følge Josefine rundt og se, hvordan hendes hverdag er. Allerede inden mødet er jeg ret imponeret over Josefine, selvom jeg har aldrig mødt hende, for det er da super godt klaret at dimittere fra Journalisthøjskolen og komme direkte ind som tv-vært. Hun må være gjort at et helt særlig stof, tænker jeg.

Vi får os skrevet ind ved
ankomsten hos TV2 Nord,
og en smilende Josefine 
kommer imod os. Det er
 mandag formiddag, men der summer allerede af liv alle steder, så det er, som folk siger, at nyhederne aldrig sover. Josefine har booket et lokale til os, hvor vi i ro og mag kan få en snak omkring det at være Josefine på 24 år og tv-vært. For hvordan er det mon, og Josefine begynder at fortælle.

– Jeg var egentlig i begyndelsen ret flov over, at jeg var så ung, men det har så gjort, at jeg bare har arbejdet endnu hårdere for at vise, at jeg godt kan, og det var det rigtige de gjorde, da de valgte mig, forklarer Josefine.

Josefine Brader 1

Målrettet og afklaret

Jeg havde egentlig en idé om, at når man søger ind på journalisthøjskolen, skulle man have en form for erfaring og alder, men det var ikke tilfældet med Josefine, som allerede søgte ind, mens hun gik i gymnasiet.

– Den ældste på min årgang var i 40‘erne, så der er også stor forskel, fortæller Josefine. Jeg var til optagelsesprøve i marts og fik af vide en måneds tid efter, at jeg var optaget med start i februar. Jeg ville rigtig gerne have startet i september, så det var ikke med min gode vilje, siger Josefine med et smil på læben, men så arbejdede jeg hos bageren i Brønderslev et halvt år inden.

I både 9. og 6. klasse var Josefine i praktik på Nordjyske, så hun har meget tidligt arbejdet mod målet om at blive journalist. Egentlig havde hun regnet med, at det skrevne ord var den vej hun skulle gå, men så tog hun et tv-forløb på skolen og har aldrig kigget sig tilbage.

– Jeg har nok egentlig altid vidst, at det var journalist, jeg ville være. Der har ikke været nogen tvivl. Jeg lavede min første avis, da jeg gik i 5. klasse, men jeg havde slet ikke tænkt, at det kunne lade sig gøre at blive studievært, så jeg føler mig utrolig heldig.

Debut på skærmen

Vejen til drømmejobbet kom umiddelbart efter skolen, og jeg kan godt mærke, at jeg synes, det er ret imponerende, den vej Josefine har været på. Tænk at være så målrettet og fokuseret i så ung en alder.

– Jeg havde den afsluttende eksamen på journalisthøjskolen om tirsdagen, og onsdag morgen kl. 7.00 havde jeg en værtsprøve herude, for at de kunne vurdere, hvordan jeg fungerede på skærmen. Det var nødt til at være så tidligt om morgenen, for der var ingen, der måtte opdage mig. Det gik heldigvis rigtig godt, fortæller en stolt Josefine, og den 2. marts 2016 havde jeg min debut på skærmen.

Det er efterhånden 10 måneder siden, Josefine havde sin debut på skærmen, og jeg er selvfølgelig nødt til at spørge, om hun kan huske den.

– Ja selvfølgelig, udbryder hun med det samme med et grin. Jeg var virkelig ved at falde fra hinanden og var så utrolig nervøs. Dem i afviklingen sagde også til mig efterfølgende, at de var bange for, om jeg ville besvime. Jeg talte alt for hurtigt og tror bare, at jeg havde den tanke i mit hoved, at den første gang bare skulle overstås. Men i dag er det meget sjovt at finde det klip frem og se tilbage på, hvor meget man har udviklet sig.

På arbejdspladsen i Aabybro kan man også finde Josefines lillebror, Joakim, som er elev derude, så nogle gange er det ham, der er at finde bag kameraet på Josefines udsendelser.

– Det er meget hyggeligt, forklarer Josefine. Vi har optaget sammen lige fra vi var ganske små. Da jeg var mindre havde jeg en idé om, at jeg skulle være sanger, så det optog Joachim, og når jeg stillede op i diverse talentkonkurrencer, var han altid med bag kameraet.

– Den første dag herude havde Joachim givet dem noget video fra da jeg var 12 år gammel, som de så afsluttede udsendelsen med, hvilket jeg ikke anede. så det var noget af en overraskelse, griner Josefine. Vores tv-studie hed JOJO – Josefine & Joachim, og vi har bare så mange videoer, hvor Joachim filmer, og jeg sidder som vært og siger: ’goddag og velkommen til vores tv-studie’.

Josefine Brader 2

Stor Harry Potter fan

Inden mit møde med Josefine har jeg selvfølgelig lavet lidt research på hende. I den forbindelse fandt jeg ud af, at Josefine tidligere har haft en blog, og med navnet på bloggen blev jeg opmærksom på, at hun nok har en svaghed for Harry Potter og det univers, der findes i bøgerne. Bloggen hed nemlig ’Rivejernet’, og til dem, der ikke er inkarneret Harry Potter-fan, findes der i bøgerne en sladderjournalist med navnet Rita Rivejern.

– Det er nu ikke fordi, hun er et journalistisk forbillede for mig, griner Josefine. Hun arbejder med nogle metoder, jeg aldrig nogensinde selv ville tage i brug, men jeg synes, det var sjovt at blande de to universer.

Bloggen blev egentlig startet, da Josefine pendlede med toget fra Aalborg til Aarhus for at gå i skole, men efter jobbet som tv-vært er bloggen blevet lagt på is.

– Jeg tænkte, at det godt kunne være et problem, at jeg både havde en blog og var tv-vært, for nu er jeg jo TV2 Nord og ikke så meget Josefine, men det kan da være, at jeg starter den op igen på et tidspunkt.

For at vende tilbage til Harry Potter-universet, så er jeg simpelthen nødt til at vide, om Josefine er så stor en fan, at hun er en af dem, der står i kø hos boghandleren, når en ny bog udkommer, og hun nikker bekræftende.

– Da den seneste bog udkom, stod jeg klokken 1 en lørdag nat hos Arnold Busck for at få fat i bogen. Det var simpelthen så pinligt, for jeg har en Harry Potter trøje, som jeg havde taget på derned, men jeg var den eneste. Alle andre stod i deres almindelige tøj, griner Josefine. Jeg boede på det tidspunkt rigtig tæt på Jomfru Ane Gade, så da jeg gik hjem, mødte jeg simpelthen så mange fulde folk, der var på vej i byen, som gjorde nar af, at jeg var nede og hente en bog midt om natten.
Jeg skulle egentlig tidligt op næste morgen, men da jeg kom hjem, kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at ligge og læse i bogen.

Om hele tiden at blive bedre

Det er tydeligt, at Josefine sætter en stor ære i sit job og altid at yde sit bedste. Derfor er det også et fast ritual at se udsendelserne igennem, når hun kommer hjem fra arbejde, for at se om der er noget, hun selv føler, hun bør arbejde lidt ekstra med.

– Jeg arbejder meget på hele tiden at blive bedre. Jeg er meget koncentreret og følte nok meget i starten, at jeg havde mere, jeg skulle bevise på grund af min unge alder, men sådan har jeg det nu ikke så meget mere. Der er en grund til, at jeg fik lov til at få det her spændende job, og jeg knokler også for det, forklarer Josefine.

I aften er det Josefine, der er ansvarlig for mandagspanelet, og på en vagt, som da jeg møder hende, hvor udsendelsen varer en time, har man typisk 2-3 interviews, som man er ansvarlig for.

– Jeg bruger virkelig meget energi på at sætte mig ind i tingene og gøre det til de bedste interviews overhovedet. For eksempel havde jeg her den anden dag et interview omkring surf, og der havde jeg et stort behov for at vide alt det, jeg overhovedet kunne nå at finde ud af om surf inden, for at være bedst mulig klædt på til interviewet. Ofte når jeg taler med mine forældre, forstår de måske heller ikke helt, hvad det egentlig er, jeg laver, inden jeg skal på skærmen, men vi forbereder os jo rigtig meget inden, fortæller Josefine.

– Jeg går meget op i at ringe til de folk, jeg skal interviewe inden, da
det betyder meget for mig, at de får en god oplevelse af at være inde i vores studie. Jeg ved jo godt, at en del af dem aldrig har været i tv før, så hvis de har nogle spørgsmål, skal de selvfølgelig have lov at stille dem, så de føler sig godt klædt på, inden vi går på.

På vores tur rundt på Josefines arbejdsplads havner vi også i sminken, som også er en del af hendes hverdag. Her har hun en garderobe med tøj og strygejern, så hun kan sørge for, at hun ser præsentabel ud på skærmen.

– Da jeg startede herude, kom jeg på et makeup-kursus, hvor der var en stylist, der skulle lære mig nogle teknikker til, hvordan jeg skulle ligge skærm-makeup, og der fik jeg virkelig en åbenbaring. De første par gange følte jeg virkelig, at jeg var malet, da det er et ordentlig lag, der skal på, for at det ser ordentligt ud på skærmen, forklarer Josefine.

Josefine Brader 4

En alsidig hverdag

Josefines job, kan man sige, er meget alsidigt, og i løbet af en arbejdsdag kan det være mange forskellige emner, hun beskæftiger sig med, men der må da være en, som hun altid har drømt om at interviewe.

– Jeg havde nok tænkt, at I ville spørge om det, men jeg synes virkelig, at det er svært, siger Josefine. Jeg kan huske, at folk på skolen var meget interesserede i at få lov til at interviewe statsministeren, men sådan har jeg aldrig haft det, for han bliver jo interviewet hele tiden, men måske sådan en som Kim Kardashian helt inde bag den polerede facade – det helt ærlige interview. Hende gad jeg virkelig godt, men så skulle det være det helt ærlige interview. Jeg gad godt vide, hvordan det er at være hende.

En dag er aldrig ens for Josefine – det er altid et nyt emne og nye ting, hun skal forholde sig til, hvilket også er noget af det, hun sætter meget pris på.

– Jeg føler mig meget heldig, at jeg møder så mange spændende mennesker, som en del af mit arbejde. Jeg elsker at sidde og tale med dem og høre deres historie. Jeg kan mærke, at jeg er meget mere nervøs for at sidde her og fortælle om mig selv, end jeg er for at skulle interviewe andre. De folk, der er herinde, gør ofte et stort indtryk på mig. På et tidspunkt interviewede jeg en hjemløs, og hans historie rørte mig virkelig. Nogle dage efter havde jeg fødselsdag, hvor der var noget kage tilbage. Det gik jeg ned og gav ham efterfølgende, fortæller Josefine. Han ramte mig virkelig.

Fremtidsdrømme

Lige nu hedder det for Josefines vedkommende TV2 Nord, men hvor ser hun sig selv om 10 år? Er det stadig det at være nyhedsvært, der er drømmen på det tidspunkt?

– Jeg er sindssyg glad for mit job, men at lave nyheder det tror jeg ikke, man kan for altid. Det kan jeg i hvert fald ikke. Jeg kunne enormt godt tænke mig at lave en form for livsstils tv på et tidspunkt. Nu elsker jeg selv at se Den Store Bagedyst, så noget i den retning kunne være vildt spændende. Det er jo en helt anden journalistisk udfordring. Men ellers er det jo sådan noget som at være vært på X-Factor, der er drømmen, et af de der helt store programmer. Jeg ved godt, at det nok ikke kommer til at ske, men jeg har det sådan, at hvis man sætter sig nogle rigtig høje mål, så kommer jeg i hvert fald nok et stykke af vejen.

Imens vi har snakken omkring fremtidsdrømme, kommer vi samtidig ind på idoler. Er der mon en tv-vært, som Josefine ser rigtig meget op til, og som hun virkelig synes har gjort det godt.

– Da jeg var lille, synes jeg virkelig Lise Rønne var mega sej. Ulla Terkelsen er selvfølgelig også en klassiker at nævne – og så er jeg da lidt misundelig på alle de fede ting, Sofie Linde har været vært på som for eksempel MGP.

Det med børne-tv og MGP generelt var noget Josefine ofte havde
talt med sine kollegaer om, hvilket førte til, at Josefine fik chancen
for at være en del af showet, da det blev afholdt i Aalborg.

– Jeg skulle spille en MGP-fan og fik et par replikker. Jeg var også en del af generalprøven, men dagen efter blev jeg så ringet op, at de ikke mente, jeg var den rigtige til rollen, at det nok gav mere mening, at det var et barn. Så der var en 8-årig, der fik min plads. Der kneb jeg et par tårer, fortæller Josefine. Men så gav de mig i stedet gode billetter til showet, så jeg fik lov at opleve det fra tilskuerrækkerne i stedet for.

Om ham der giver sommerfugle i maven

Rent privat har Josefine netop købt hus i Nørresundby med kæresten igennem seks år, Christian. Derudover har parret anskaffet sig en kat, der hedder Orla, fra et internat. Med det samme jeg begynder at spørge ind til det lidt mere private, og især til kæresten Christian, får Josefine lidt røde kinder. Hun ser nærmest lidt nyforelsket ud, selvom de har været sammen så længe efterhånden.

– Vi har været sammen siden gymnasietiden, og han var faktisk den første, der fandt ud af, at jeg var kommet ind på journalisthøjskolen. Det var dagen efter sidste skoledag, og jeg var hjemme hos hans forældre. Jeg kan huske, at jeg hoppede og dansede rundt hjemme i deres stue. Han er simpelthen det sødeste menneske i hele verden. Han er virkelig en dejlig fyr.

Christian har altså været med hele vejen, på den rejse Josefine har taget, men som Josefine siger;

– Han er dybt uimponeret over det hele, siger hun med det største smil på læben. Jeg ved, at han er rigtig stolt over mig, men han er ikke en, der sidder og ser programmerne hver dag.

Man kan ikke selv lade være med at sidde med det største smil på læben, når Josefine fortæller om kæresten Christian. Hvor er det dejligt, at man virkelig kan mærke, hvor meget han betyder for hende. Tiden er kommet til, at fotografen og jeg skal sige farvel til Josefine. Hun har nogle travle timer foran sig inden udsendelserne i aften, og jeg kan også mærke på hende, at hun tripper lidt for at komme i gang med at forberede sig. Det har været en dejlig oplevelse at blive lukket ind og lære Josefine lidt bedre at kende, og jeg glæder mig til at se mere til hende i tv. Hvem ved…måske toner Josefine frem på min skærm om 10 år som vært på det største underholdningsprogram? Jeg vil i hvert fald krydse fingre for hende og ønske hende held og lykke på hendes vej.