Jeg tænker ofte på det. Hvordan vi gør værdien af et menneskeliv op. Mange kæmper til det sidste for at hænge på. Selvom livets skjorte er krympet og møntindkastet er blottet, så er der måske nogle centimeter tilbage, inden stoffet slipper helt op. I den sidste fase kan champagnen være skiftet ud med massive smerter og en livskvalitet, der er mere end sløret, men alligevel giver vi ikke op.
Vi kan stille os selv spørgsmålet, hvad det er ved livet, vi elsker så meget. Og samtidig har vi store kvaler ved at skulle herfra, for livet går jo videre, selvom vi ikke er her. Busserne kører dagligt, DR fortsætter med at producere søndagsserier i høj kvalitet, mens manden med Vagttårnet stadig holder armen i samme upraktiske vinkel i timevis. Og der hygges i de små hjem med fredagsslik og dans med de mindst kendte af de kendte.
Glemmer man os bare?
Når skjorten så er definitivt for kort – er vi så bare glemt? Og hvem skal passe på vores kære? Det er to af drivmidlerne i vores kamp for at blive.
Det med at blive glemt, får mig til at tænke på følgende historie, som måske er taget ud fra det virkelige liv men som også kan være kreeret i Otto Leisners storhedstid J
Manden: “Hvis jeg døde, ville du så gifte dig igen?”
Konen: “Det ville jeg vel.”
Manden: “Ville du elske med ham?”
Konen: “Skat, han ville jo være min mand.”
Manden: “Ville du give ham mine golfkøller?”
Konen: “Nej, han er venstrehåndet.”
De færreste er glemt bagefter. Dem, der mangler, dukker op i alle mulige sammenhænge i vores tanker, især på de store dage. Men også når vi holder for rødt eller står midt i opvasken. Det gør ondt at miste. Og det kan tage lang tid at lære at leve med det.
Bagsiden af medaljen
Og når nu de fleste mennesker, på hver deres måde, har det vanskeligt med at lære at håndtere sorgen over at have mistet, så er det endnu mere ubegribeligt, at vores samfund indeholder daglige eksempler på det stik modsatte. Der kan frembringes utallige eksempler på, skal vi kalde dem individer, der ikke regner et andet menneskeliv for noget som helst.
Bandeopgør hvor man skyder efter hinanden i København og hvor helt uskyldige kan risikere at blive dræbt, fordi man lige er nede efter mælk. I andre dele af verden smides man ud fra et højhus blot på mistanken om, at man er homoseksuel. Og i USA er der hver uge en massemorder på spil på en uddannelsesinstitution, godt understøttet af en våbenlov som de fleste danskere næppe forstår.
Livet er en gave – har du pakket din op?
Vi er sikre på, at vi har det ene liv, vi er i gang med nu, og måske er der noget bagefter – det kan vi jo vælge at tro på, eller lade være. Men uanset om det er den ene eller anden variant, så må budskabet være:
Lev dit liv lige nu og her, og som du ønsker at leve det. Hvornår skal du ellers få tid og mulighed til at gøre det?
Og lad så lige være med at skyde nogen, ikk……..
perA
