Mød Pumba, Scooby Doo, Johnny Bravo og mange, mange flere

PRESSEMEDDELELSE Aalborg Kongres & Kultur Center

Lars Thiesgaard har lagt stemme utallige tegnefilmsfigurer, og derudover har han stået for instruktion af den danske dialog i kendte tegnefilm som Skønheden & Udyret, Løvernes Konge, Shrek og Op. Tirsdag 7. november lægger han vejen forbi Europahallen i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) med et foredrag, hvor han deler ud af en guldgrube af anekdoter fra en spændende karriere.

I over 30 år har Lars Thiesgaard arbejdet med dubbing af stemmer til et hav af tegnefilm. Ved dubbing lægger man danske stemmer på tegnefilm fra udlandet, og det er en stor industri, hvor et hav af kendte skuespillere blandt andet har sin gang. Nu kommer Lars Thiesgaard til Aalborg med sit nye foredrag ”Manden med de 1000 anekdoter”, hvor han tirsdag 7. november kl. 19 går på scenen i Europahallen i AKKC og fortæller spændende backstage-historier fra sit liv med tegnefilm, og de mange kendte personer, han har arbejdet sammen med.

En guldgrube af anekdoter
Gennem sit lange og spændende arbejdsliv har Lars Thiesgaard haft sjove og skæve oplevelser med nogle af Danmarks mest kendte skuespillere og sjoveste komikere. Til foredraget ”Manden med de 1000 anekdoter”, deler han ud af historierne, som blandt andet omhandler, hvordan han endte med at optræde i Disney World som den danske Pumba sammen med den hollandske Timon, hvordan Preben Kristensen tog fusen på ham under indspilningen af Toy Story, og hvorfor Peter Jorde (den danske Simba) startede sin første dubbing på Løvernes Konge med at drikke en liter cola. Derudover kommer Lars Thiesgaard også med sjove eksempler på de udfordringer, der har været med at oversætte, at caste de rigtige stemmer og arbejdet med at få de danske stemmer til at passe til de originale film. Udfordringer, der blev løst – men mange gange på overraskende måder. Alle de spændende historier bliver krydret med små klip fra nogle af de film, han har arbejdet på.

Kend ham på stemmen
Det er ikke sikkert, at mange vil kunne kende Lars Thiesgaard, hvis de møder ham på gaden. Men de kan stensikkert kende hans stemme og de mange kendte produktioner, han har arbejdet på gennem tiden. Lars Thiesgaard er blandt andet stemmen bag det velkendte vortesvin Pumba fra Løvernes Konge, hvor de fleste nok kan synge med på Hakuna Matata. Derudover har han også lagt stemme til Scooby Doo, Johnny Bravo, Grislingen og Georg Gearløs. Men udover at være ”Manden med de 1000 stemmer”, har Lars Thiesgaard også været instruktør på den danske dialog i en lang række kendte tegnefilm som Skønheden & Udyret, Løvernes Konge, Aladdin, Zootropolis, Op, Shrek, Inderst Inde og Sjæl.

Billetter til Lars Thiesgaard d. 07. november 2023 kl. 19:00 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er 259-299 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study.