Mama I Made It huser iværksættere i Aalborg Midtby

TEKST ALEXANDER KOKKEDAL

Mama i made it

Kontorfællesskabet Mama I Made It blev startet i februar 2016, ligger på Gråbrødregade i det indre Aalborg og har 12 virksomheder tilknyttet, der dagligt sidder side om side i de rummelige lokaler. Mama I Made It drager sin styrke fra det sociale og faglige fællesskab mellem de tilknyttede virksomheder, hvor den ene virksomhed ikke er bange for at inddrage andre i kontorfællesskabet i arbejdet for en kunde, når der er behov for at se en arbejdsopgave med andre faglige briller end ens egne.

Miljøet holdes hyggeligt og stemningen høj med tilbagevendende saltvandsindsprøjtninger fra den tilknyttede latterinstruktør og en stræben efter at skabe en vinderkultur, hvor man godt tør prale af de ting, de går godt.

Mama i made it
Jeppe Rahbek

Et miljø præget af sparring

Jeppe Rahbek er ejer og medstifter af Mama I Made It og sidder i kontorfællesskabet med produktionsselskabet Rahbek Media, der laver videoer til visning på digitale medier som Facebook og YouTube. Han fortæller om begrundelsen for at starte kontorfællesskabet.

Med Mama I Made It er konceptet, at vi samler mindre virksomheder, som ikke skal sidde og arbejde alene, men kan vækste i fællesskab. Det vil sige, at når jeg får en opgave ind og skal bruge grafik, tryk eller hjemmesidedesign, er der nogle her, jeg ved, jeg kan referere til, og ligeledes kan de referere til mig, fortæller Jeppe Rahbæk.

Ideelt set er det jo egentlig for at kunne konkurrere med full-service-bureauer, hvor de har alt in-house. Det kan godt være svært som freelancer, men her har vi forsøgt at samle en masse kompetencer in-house, hvilket vil sige, at det går nemt og smertefrit, og kommunikationen er bare ligetil, fortsætter han.

Og når virksomhederne ikke samles om at løse en arbejdsopgave, er de også gode til at hjælpe hinanden med forskellige praktiske og administrative ting.

Man kan også snakke sammen om eventuelle problemer, man kan have fx i forhold til, hvornår man får fat i en revisor og laver sin bogføring. Der er mange ting, man kan deles om, samtidig med at man også har det sjovt, siger Jeppe Rahbek.

Mama i made it

Plads til hygge og Praletorsdage

At fokusere på sine succeser og bryde med janteloven kan godt være en udfordring, men i Mama I Made It prøver man at gøre netop det og fremme en kultur, hvor de gode oplevelser bliver trukket frem i lyset.

Jeg kan godt lide, at vi får skabt en vindermentalitet herude. Jeg vil gerne have, at folk hele tiden stræber efter at vinde, og det gør vi bl.a. ved, at vi holder Praletorsdag, for min overbevisning er, at hvis man praler, får man skabt et miljø, hvor det er i orden at prale, og succes smitter af på hinanden, siger Jeppe Rahbek.

Og for at styrke sammenholdet i kontorfællesskabet yderligere kommer der også jævnligt tiltag, hvor de ellers hårdtarbejdende iværksættere får mulighed for slappe af og more sig.

Vi prøver hele tiden på at optimere, så vi har lavet en frokostordning nu, hvor det er påkrævet, at man ikke snakker om arbejde, men man skal snakke om hyggelige ting. Det skaber sammenhold og gør, at folk bliver glade, når de kommer herned, og det bliver ens omgangskreds, man sidder og arbejder med, fortæller Jeppe Rahbek. Mama i made it3

Skaber videoer i fællesskabets rammer

Fra Mama I Made It arbejder Rahbek Media på at sætte nogle gode videoer sammen med det videomateriale, de har filmet ude i felten. Og de kommer vidt omkring; bl.a. kunne medio-februar byde på en tur til Paris for at få nogle optagelser i hus. Mama I Made Its positive kultur skinner også igennem i Jeppe Rahbeks produktionsselskab.

Vores tilgang til at lave videoer er, at det skal være sjovt, spændende og gennemtænkt, og noget som virksomhedernes målgrupper finder interessant. Det gør, at vi som regel laver nogle lidt mere skæve videoer, end de meget generiske videoer som hidtil har været trenden, fortæller Jeppe Rahbek.

Virksomheden består i dag af tre fuldtidsansatte og en praktikant, og de producerer videoer om mangt og meget, der dog alle har fokus på den gode historie som noget centralt.

Der er supermange produkter, der er meget identiske og løser det samme behov, men det, som jeg tror kan vinde, er historien og passionen omkring et produkt i forhold til funktionerne, for de er næsten altid identiske. Så vi prøver at grave passionen eller en historie frem, som man kan bruge til noget storytelling, siger han.

En virksomhed som Rahbek Media med dens interesse for den sjove arbejdsproces og fokus på at give passionen en central stilling i sine produkter er typeeksemplet på en virksomhed i regi af Mama I Made It. Jeppe Rahbek så gerne, at Mama I Made It fortsatte med at eksistere også ude i fremtiden, da han tror på styrken i disse fællesskaber.

Jeg vil gerne have, at Mama I Made It bliver formet af efterspørgslen og de folk, der sidder hers tilgang til det. Jeg vil ikke afvise, at det sagtens kunne flytte i nogle andre lokaler i takt med, at virksomhederne udvikler sig, siger Jeppe Rahbek.

Annonce