Løverne hjælper de små

Overrækkelse af goodie bags. Karen (tv.), Jonas, Joan og Per

Lions Club Gug har indgået et samarbejde med Mødrehjælpen i Aalborg, hvor Lions giver 300 goodie bags målrettet nybagte mødre i Aalborg Kommune. 

Hvorfor støttes Mødrehjælpen i Aalborg: 

Mødrehjælpen i Aalborg har tidligere været arrangør af projektet omkring uddeling af goodie bags, hvor man med støtte fra foreninger og egen butik har samlet midler ind til disse. Desværre har dette ikke længere været muligt, hvorfor Lions Club Gug, har valgt at gøre Mødrehjælpen til sin mærkesag og støtte dette projekt.

Vi er ikke tandlæger, men vi lukker huller: 

Lions er ikke blot en klub hvor man mødes og har det godt socialt, men vi fokuser også vores indsatser og donationer på at hjælpe de grupper og organisationer i samfundet, som har svært ved at få enderne til at nå sammen. Her hjælper vi til at lukke nogle af de huller, som findes i samfundets sikkerhedsnet.

Vi er gået ind i projektet, da vi har erfaret, at det som nybagte forældre kan være svært at finde hjælp og midler til det fornødne.

Aktiviteter:

Lions klubberne skaffer sine midler gennem store og små aktiviteter, donationer samt sponsorater, heraf alle indsamlede midler går ubeskåret til de projekter, den enkelte klub selv beslutter sig for at støtte.

Klubbens tidligere aktiviteter spænder vidt, det kan være foredragsaften med fx Anja Loven (Heksebørn i Nigeria), en kampagne på Gug Skole mod modning, hvor lærer har været sendt på kursus med støtte fra klubben eller deltagelse i nogle af de lands- eller verdensomspændende aktiviteter rettet mod sult samt børn og blindhed.

Hvorfor er medlemmerne i Lions:  

Lions Club Gug, består af medlemmer i alderen 34-81 år med vidt forskellige erhvervsbaggrunde. Fælles for medlemmerne er et ønske om, at gøre en forskel for andre samtidig med, at klubbens medlemmer har et godt socialt samvær. Klubben mødes en gang om måneden, hvor der afholdes et møde med forskellige samfundsrelevante indslag og besøg. Derudover er der mulighed for at deltage i udemøder. Et Lions medlem er ikke blot et medlemskab af den lokale klub, men et medlemskab af den verdens omspændende organisation, hvor man altid er velkommen som gæst i de andre klubber. Medlemmerne bidrager ikke med egne penge, men deres viden og kunnen.

Fakta om Lions: 

  • Lions Club Gug er en ung klub som er stiftet i 1971.
  • Organisationen er stiftet i 1917 af Melvin Jones i Chicago.
  • Medlemstal i Danmark ca. 6.000 fordelt på 298 klubber.
  • Medlemstal på verdensplan ca. 1.500.000 fordelt på 46.000 klubber.
  • Administrationsomkostninger i hele organisationens dækkes gennem medlemmernes kontingent.
Karen fra Mødrehjælpen med goodie bag

Hvem er Mødrehjælpen?

I 2012 åbnede Mødrehjælpen deres butik i Danmarksgade i Aalborg. Butikken, såvel som alle vore andre tiltag, er fuldstændigt baseret på frivillig arbejdskraft. De har omtrent 50 frivillige, som dagligt forestår arbejdet i butikken. Derudover har de omkring 30 frivillige, der hjælper ved forskellige arrangementer i løbet af året.

I butikken sælges der genbrugstøj samt udstyr og legetøj til børn op til 12/14 år. Varerne indkommer ved indlevering fra børnefamilier i nærområdet. Alle kan handle i butikken uanset social status.

Butikken har til formål at generere et økonomisk overskud, som benyttes til afholdelse af aktiviteter, udflugter og juletræsfest for sårbare familier i nærområdet.

De henvender sig til økonomisk og socialt trængte familier i Aalborg og omegn. De samarbejder med Mødrehjælpens Rådgivning i Aalborg, som har ansatte der yder både juridisk, økonomisk, psykologstøtte samt aborthjælp med mere.

Deres primære kommunikationsplatform er Facebook, hvor de via siden ”Mødrehjælpens lokalforening Aalborg” annoncerer aktuelle tiltag samt tilbud i butikken. Her når de ofte ud til over 5000 personer og har 3000 følgere.

I 2018 har de indtil videre afholdt en dagsudflugt til Fårup Sommerland for 250 personer. Derudover har de givet billetter til Aalborg Zoo til ca. 300 personer. Snart afholdes deres årlige 3-dages sommertur, som denne gang går til Ønskeland ved Brovst for omkring 50 personer.

I efteråret planlægger de endnu en aktivitet og sidste lørdag i november afholder de vores traditionsrige og populære juletræsfest, hvor der er underholdning for de mindste samt julegaver i form af gavekort til en legetøjsbutik.

I løbet af året har de andre tiltag. Blandt andet er de en del af Mødrehjælpens landsdækkende projekt; ”Den Rullende Kagemand”, hvor familier i deres målgruppe kan ansøge om at modtage kagemand, boller og saftevand til afholdelse af en børnefødselsdag.

Igennem årene har de ligeledes haft et tilbud om donation af babypakker til sårbare gravide. Babypakkerne uddeles efter visitation fra jordemoder eller sagsbehandler. Babypakkerne indeholder et gavekort på 300 kr. til brug i deres butik. Desuden indeholder de tøj, bleer, patchworktæppe (syet af frivillige) og har undertiden også indeholdt D-vitamindråber, termometer og lignende babyudstyr. De uddeler efter visitation omkring 200 babypakker årligt.

De afholder også løbende madlavningsseancer i projektet ”Måltidet”, hvor forskellige familier mødes 2 gange om måneden sammen med vores frivillige og laver mad sammen og efterfølgende hyggelig fællesspisning. Initiativet er netværksskabende både på tværs af kulturer og social status.

De er meget begejstrede for at have opstartet et samarbejde her i 2018 med Lions Club Gug netop med hensyn på at optimere vores babypakker. Lions Club har valgt at donere babypakker med de væsentligste ting til den allerførste tid med et spædbarn, såsom lagner, vådservietter, stofbleer, cremer og håndklæde. De glæder sig meget over samarbejdet og ser frem til at høre tilbagemeldinger fra modtagerne.

Hvis du har lyst til at blive frivillig hos Mødrehjælpen i Aalborg, så kontakt dem pr. mail eller Facebook.

Har du lyst til at handle i deres butik eller kunne tænke dig en goodie bag, så kig forbi Danmarksgade 14 i Aalborg, hvor der altid er kaffe og småkager samt tid til en snak i deres hyggelig sofahjørne.

For at få udleveret en goodie bag skal du have en visitation fra en jordemoder.