Nej, det ligner ikke mig at være så heftig i mine overskrifter, men intet er jo længere helt normalt i verden. og hvad er egentlig normalt?
Hvis vi tænker på normalitet ud fra normen, det gennemsnitlige, alt det de fleste gør, måden de fleste ser verden på, den ’normale’ opførsel, tankegang, den sikre vej. Beige eller pastelfarvet. Intet stikker ud. Alt passer sammen. Alt går i ét med sig selv og naboen, ligusterhækkene matcher hinanden, persillesovsen til det stegte flæsk, konfirmationskjolen er hvid, juletræet er af gran og tapasbordet består af pølse og ost. Vi falder en lille smule i søvn… og når vi falder en lille smule i søvn, så begynder vi at tænke med røven.
”Hold nu kæft! Du tænker med røven!”, den har jeg hørt en del gange … mest som barn og teenager. Når man bevæger sig rundt i verden, lidt i en tåge, med bevægelser og tanker på automatpilot, uden alt for meget forbindelse til øverste etage.
Lige nu er verden ganske spændende omkring os, formuleret med et snert af diplomati.
Nr. 47 og hans milliardærven … verdens rigeste mand, roder, rager og regerer rundt i hjertet af andre mennesker og andre landes skæbner med en arrogance og hensynsløshed, der for mange af os sender tankerne i retning af de mest dystopiske fiktionsserier på HBO og Netflix. Hvis nogle politikere og regeringer var faldet en anelse i søvn, så er de i hvert fald vågnet nu. Det er forretningsfolk, der sidder på magten nu på den anden side af Atlanten. Forretningsfolk i den økonomiske kategori, der ikke mister nattesøvn, ved at træde på (alle) andre, for at opnå deres mål.
Men hvis vi lader frygten og angsten og ubegribeligheden få overtaget, hvad har vi så tilbage?
Musk og nr. 47 kan måske blive katalysatorerne for, at vi tager vores bevidsthed tilbage. At vi begynder at forholde os til vores liv med en ny og stærkere bevidsthed hver dag, måske endda hele tiden. At vi bliver endnu mere bevidste om vores holdninger til livet, vores ønsker og drømme, at flere begynder at tænke ud af boksen, begynder at kigge op og ud, og ikke kun ned i jorden eller telefonen. At vi zoomer ud, fjerner IV-droppet med zombie-medicinen fra vores arme, og bliver bevidste om de valg, vi foretager os. At vi begynder at stille spørgsmål, være kritiske, og at vi ikke automatisk godkender og accepterer alt, fordi det måske er ’normalen’ eller alment anerkendt som ’det rigtige’ på tværs af alt, hvad Universet har at byde på.
Efter mit barnebarn Ellen kom til verden for lidt over et år siden, har jeg krævet min bevidsthed tilbage. Kæmpet min bevidsthed tilbage. Hun blev min katalysator for at grave mig fri og op af det allerdybeste hul. Når vi står overfor et lille helt nyt menneske, de mest spirituelle og åbne små væsner, der betræder vores jord, så får vi den helt åbenlyse mulighed for at genstarte hele systemet. Slette gamle mønstre, gammel indoktrinering, og se verden med deres øjne. Den autentiske intensitet de besidder, de energier, der stadig er så fuldkommen rene. Når vi vælger at se verden, opleve verden med deres øjne, så ligger hele verden åben med en magi og et selvfølgeligt ”ALT kan lade sig gøre”. De virkelige forhindringer er ikke vores omgivelser, men vores eget begrænsede perspektiv.
Når verden vakler, har vi altid valget mellem offerrollen eller dragekrigeren. At se mulighederne i stedet for alle forhindringerne. At fylde vores verden med glæde og styrke.
Ingen skal gøre sig til smagsdommere overfor vores valg, om det er sovsen til vores flæsk, kærligheden til dansende AI-killinger, vores hang til feel-good serier, eller lykkepiller, ufarlige indslag i Go’morgen Danmark, smørret under nutellamadderne, selvom numsen allerede er alt for stor, og en eventuelt fuldkommen neutral eller indifferent holdning til Grønland, Gaza og Golfen. Så længe vi bare er bevidste om vores valg, og vores holdninger. Vi fortjener alle sammen et liv levet med bevidsthed. Og ikke i bevidstløshed. Vores hjerne, vores hjerte, hver en lille celle i vores krop fortjener, at vi gør os umage. Vi fortjener hele tiden at stille os selv spørgsmålet: ”Lægger det her til, eller trækker det fra?”. Højner det din energi, eller mudres din energi? Er det vitaminer eller tomme kalorier til krop og hjerne? Udfordrer du dig selv, eller bevæger du dig trygt i gamle mønstre. Tør du bevæge dig udenfor din komfortzone? Vælger du Jack Daniels eller Canadian Club? Alle valg er vores egne, men vores liv fortjener, at vi er bevidste om de valg, vi foretager os.
Og empati. Der blæser en isnende kulde ind over vores breddegrader, den kulde går gennem marv og ben, og er absolut hensynsløs. Hvis vi mister empatien for andre, nærmer vi os en kløft af brutalitet og grusomhed, barbarisme. Falder vi derned, er det svært at vende tilbage igen. Vi må aldrig miste vores empati, og vores ønske om et kærligt og værdigt liv for andre. Så mister vi vores egen værdighed.
De færreste er i tvivl om, at jeg lever med mit hjerte allerforrest… og jeg synes, det bliver vigtigere og vigtigere for hver eneste dag. Med hjertet følger empatien, drømmene, mulighederne og kærligheden. Kærligheden til essensen af livet. Den helt enestående skønhed og magi som liv besidder.
Og den kærlighed kan ingen tage fra os.
Kærlig hilsen
Josefine
