Klumme: Slap af (hvis du kan) og husk vinterhyggen

Tekst og foto Christina Svendsen

Jeg elsker jul og alt hvad den bringer med sig af traditioner og sukkersøde film, hvor alt ender lykkeligt til sidst. Men december er ikke kun hygge og afslapning. Det kan tværtimod føles som det modsatte, når man står midt i en kaotisk orkan af gaveindkøb, planlægning og – specielt hvis man har børn – en uendelig række af julearrangementer.

I år har jeg en ambition om at huske hyggen og forsøge at lade være med at stresse så meget. December skal helst ikke føles som et maraton, hvor vi alle SKAL hygge max, mens hamsterhjulet buldrer afsted til lyden af Whams uundgåelige julehit, Last Christmas.

Men det er muligvis nemmere sagt end gjort. Det kræver en hel del planlægning, hvor de dælens gaver for eksempel gerne skal være klaret og pakket væk, allerede inden vi kan åbne den første låge i julekalenderen.

Pjæk fra julestressen

Jeg har to børn, og sidste år blev jeg ærlig talt overrasket over den humør-forskel, der var på en ’normal’ julemåned og den nedskalerede corona-jul, som kom snigende i 2021. Selvom begge børn nød alt den ekstra festlighed, der følger med julen, når man går i indskoling og børnehave, så var det tydeligt, at grænsen for stimuli blev lavere og lavere, som måneden skred frem. Det kulminerede, da den ældste højlydt og frustreret proklamerede, at han ikke ville i skole, for han havde i den grad fået nok af julehygge.

Så den største ambition i år er at skrue ned for julestressen og huske på den ro og nærhed, som flyttede ind, da regeringen gav ekstra tidlig juleferie til skolebørnene, og gav os andre besked på at skrue ned for julearrangementerne. Herhjemme var vi så privilegerede, at vi var to voksne i husstanden, der kunne skrue ned for arbejdsbyrden og bruge tiden på småkagebagning og sofahygge under dynerne.

Der er netop den sofahygge, som jeg har en snedig plan om at genoplive i år. Når ungerne (igen) er ved at få nok af juleklip og fællessang, så er det faktisk helt ok at tage en omsorgsdag uden andet formål end at snige sig ned i sofaen med dynen under armen, og bare hygge med popcorn og film resten af dagen.

Der er intet galt med hverken juleklip og fællessang, men det er også helt ok at tage en pause og huske på, at det ikke behøver at være et juleræs. Det kan faktisk også være en måned med ro og tid til at være sammen med dem, vi holder af.

Tag hyggen med ind i januar

Mens jeg aldrig har været særlig god til at finde roen før den 24. december, så ser det heldigvis anderledes ud i dagene mellem jul og nytår. I min familie har vi tradition for en enkelt uformel julefrokost, men derudover er der ingen forpligtigelser resten af ferien. Det betyder dovne morgener, puslespil, LEGO, læsning (mens børnene er lykkeligt distraheret af nyt legetøj), gåture og fælles filmhygge.

Det er den stemning, som jeg håber også at invitere med ind i januar. Det er en måned, jeg virkelig gerne ville holde af, men den er bare træls. Jeg er oftest totalt udbrændt efter en december med alt for meget fart på. Derudover er der alle de årlige regninger, der af en eller årsag alle kommer i den absolut mest ubelejlige måned.

Hvad hvis man kunne forlænge julehyggen bare en lille smule, så der kom lidt mere hverdagsmagi i årets mest kedelige måned? Lukke øjnene, mens man hurtigst muligt får betalt de forpulede rudekuverter, og derefter sniger sig tilbage under dynen og kramme dem, man holder af. Jeg vil gerne kunne give mig selv tiden til at sænke hastigheden på hverdagens hamsterhjul, mens det er mørkest udenfor, og læse en ekstra bog med god samvittighed.