Gourmetaften med middelhavsstemning

Tekst og Foto Redaktionen

Er du klar til at få et af dit livs bedste smagsoplevelser med 9 serveringer og en nøje tilpasset vinmenu? For første gang i Aalborg kan du opleve det høje niveau en Michelin-kok og en af Danmarks bedste sommelierer kan udrette i fælleskab.

I samarbejde med Grav7Bistro og Quist Wine har vi skabt en unik aften, hvor menuen er udviklet og tilberedt af Michelin-kok Ibrahim Achour og de italienske vine er udvalgt af sommelier Mariarita Liberati, som til daglig arbejder hos Quist Wine på Budolfi Plads.

Mariarita Liberati:
Mariarita Liberati er uddannet Sommelier i Italien med AIS (Associazione Italiana Sommelier) og London, hvor Mariarita fik WSET Level 3 Award i vine. Mariarita har i mange år arbejdet sammen med sin bror, Carlo Liberati på La Locanda. Tidligere har Mariarita blandt andet arbejdet på Vinopolis i London, et anerkendt vinmuseum, som desværre er lukket i dag. I dag er hun blandt andet dommer hos International Wine Challenge og sommelier hos Quist Wine, en italiensk vinbar på Budolfi Plads i hjertet af Aalborg.

Ibrahim Achour:
Ibrahim Achour er udlært kok hos det det prominente Hotel d’Angleterre, har arbejdet på Noma og været køkkenchef på Nimb i Tivoli i København. Siden har Ibrahim rejst rundt i verden for at udvikle sig indenfor kokkefaget. Han har for eksempel arbejdet som kok på den franske Michelin-restaurant Les Bacchanales og den tostjernede restaurant Daniel i New York.

For knap et år siden valgte Ibrahim at starte sin egen restaurant i Aalborg. Det blev til Grav7Bistro, hvor han ynder at lave skøn mad med inspiration fra middelhavslandene og med erfaringen fra alle de restauranter, han har været en del af.

Vi inviterer til en uforglemmelig aften, hvor du vil få 9 lækre serveringer med tilhørende nøje udvalgte vine. Der er garanti for en sanselig mad- og vinoplevelse ud over det sædvanlige.

Pris: kr. 1.200,- inkl. 9 serveringer og tilhørende vinmenu, kaffe & avec.
Tidspunkt: Lørdag 27. august 2022 klokken 19.00
Sted: Grav7Bistro, Gravensgade 7, 9000 Aalborg.

Køb din billet her: quistwine.dk