Førende samtidskunstner fra New York udstiller nye værker inspireret af danske landskaber

TEKST PRESSE | FOTO PRESSE

Kunsten Museum of Modern Art Aalborg har netop annonceret sin kommende soloudstilling med Shara Hughes. Nogle af værkerne er inspireret af lyset og landskabet i Skagen. 

Naturen, lyset og horisontlinjen i området ved Skagen har gennem tiden inspireret mange, store kunstnere.

Nu skriver den amerikanske Shara Hughes sig ind i den række af kunstnere. Hendes værker har været udstillet i Kina, Frankrig, Schweiz, Storbritannien og USA, og hendes arbejde er også repræsenteret i markante, internationale museumssamlinger.

Under et arbejdsophold i Danmark i 2022 bemærkede Hughes, hvordan hun blev draget af den lange horisontlinje, hvor havet rører himlen, og hvordan det ændrer sig konstant i løbet af dagen.

Hun sagde, “…der er altid noget at lære om tidens gang, og hvad det gør ved alt levende, uanset om det er mentalt eller fysisk.” Hughes tilføjede senere: “Alle de skiftende former og farver, jeg så i Danmark, gentager sig selv i malerierne og tegningerne.”

Personlige landskaber
Udstillingen præsenterer over 30 nye og nyere værker, som er færdiggjort mellem 2016 og 2023, herunder monumentale malerier og værker på papir. Nogle af værkerne har en klar, nordisk inspiration.

Dog skal gæsterne ikke forvente en fotografisk gengivelse af den nordiske natur. Hughes’ værker er mere end det.

– Shara Hughes’ værker er på én gang surrealistiske og abstrakte, indbydende og alarmerende, smukke og skræmmende. Deres dristige, sammenstødende farver og skiftende perspektiver bliver til drømmelignende landskaber: Hendes “opfundne landskaber”, som hun kalder dem, skildrer hverken naturtro landskaber eller det forestillede. I stedet inviterer værkerne os på opdagelse i vores eget sind, siger udstillingschef på Kunsten, Claire Gould.

Museumsdirektør Lasse Andersson ser også frem til at åbne dørene for sommerens helt store udstilling.

– Det er med stor stolthed, vi kan præsentere Shara Hughes, der betragtes som én af verdens førende samtidskunstnere. På interessen fra den internationale kunstverden er det tydeligt, at det er noget ganske særligt, at Hughes tager fra New York for at udstille på Kunsten i Aalborg. Vi har de seneste år med stor succes haft udstillinger med store verdensnavne som Carsten Höller og Pierre Huyghe. Det har givet os et godt netværk, et internationalt ry og en troværdighed, der gør os i stand til at tiltrække endnu flere store navne. Udstillingen “Right This Way” cementerer Kunsten i Aalborg som et kunstmuseum, der kan tiltrække verdens førende kunstnere, siger han.

Udstillingen er samtidig en rigtig sommerudstilling: En eksplosion af farve og fortryllelse, der giver os alle et åndehul i en verden, der for mange er præget af bekymring for fremtiden.

I udstillingsperioden vil Kunsten have ekstra fokus på natur, bæredygtighed og blomster. Blandt andet er der en talk med bæredygtighedsekspert Signe Wenneberg, forløb om landskaber for skoler – og der vil være kreative workshops for voksne og børn, hvor man kan lave blomster af genbrugsmaterialer.

Udstillingen er i samarbejde med private samlere, Pilar Corrias, London, Galerie Eva Presenhuber and David Kordansky Gallery.

Udstillingen er støttet af  Augustinus Fonden, Det Obelske Familiefond, Beckett Fonden og Statens Kunstfond.

Hughes er i Danmark op til den officielle åbningsdag, 11. maj. Forespørgsler på interviews rettes til Mette Kirstine, mkg@kunsten.dk.

Shara Hughes – Right This Way løber fra 4. maj til 17. september 2023