Drop in-dåb i Vor Frue Kirke

pressemeddelelse / Vor Frue Kirke

Siden Vor Frue Kirke holdt drop in-bryllup for første gang fredag den 12. juli 2019, er konceptet blevet mødt med overvældende interesse. Nu tilbyder kirken også drop in-dåb.

I Vor Frue Kirke har intet mindre end 77 par valgt at sige ja til hinanden til drop in-bryllup som tilbyder et ritual, hvor præstens tale til brudeparret er skåret væk, og bryllupsritualet derved står knivskarpt. 

Både Sophie Nordentoft og Kamma J. Graversen som begge er sognepræster ved Vor Frue Kirke, har kun positive oplevelser med konceptet og derfor er Vor Frue Kirke nu klar til at tage næste skridt  – og tilbyde drop in-dåb.

Drop in-dåb og kirke til tiden

– Her i Corona-tiden har vi dels oplevet at flere vælger at udskyde dåbshandlingen, dels har vi haft tid til at reflektere over, om vi skulle udvide vores tilbud om drop in-handlinger i kirken til også at omhandle dåben, fortæller Sophie Nordentoft.

– Som kirke har  vi et konstant fokus på at arbejde med nye, autentiske udtryksformer, som mennesker i dag kan finde mening i. Vi har en opgave i at skabe en kirke til tiden, og her indgår vores kirkelige handlinger i den bæredygtige drop in-form som en central del, uddyber Sophie.

Nærvær og handlingen som det centrale

Drop in-dåben henvender sig til dem, som ønsker et dåbsritual uden for meget “udenomssnak”, hvor det kristne budskab er i højsædet, i en nærværende, smuk og højtidelig handling. 

Ligesom ved drop in-bryllupperne vil forældrene – eller den person der vil døbes – have en samtale med præsten på ca 20 minutter forud for dåbshandlingen. 

– Med de erfaringer vi har gjort os i løbet af de sidste 2 år, er vi overbeviste om, at også drop in-dåben vil appellere til en stor gruppe af mennesker, som gerne vil fastholde de kristne traditioner, i en ny og mere moderne indpakning, og vi glæder os til at tage imod dem i Vor Frue Kirke, afslutter Sophie Nordentoft. 

Første dato, som er fastlagt til udelukkende at have drop in-dåb er den 15. maj, men ønsker man at afholde drop in-dåb på en anden dato, tilbyder Vor Frue Kirke også det. 

 

Sognepræst Sophie Nordentoft og Jens Brun står klar den 15. maj til at døbe børn som voksne til kirkens drop in-dåb, som er en enkel, nærværende dåb i en ny og mere moderne indpakning.