COSTA DEL LEVERPOSTEJ

TEKST OG FOTO CECILIE VESTERGAARD WENNERLIN

Dette her indlæg er skrevet tidligt om morgenen – faktisk før kl. 08.00 – og jeg har hævede øjne og rigtig, rigtig meget kaffe i koppen. Vi holder sommerferie herhjemme, og det fejrer mine unger ved at stå op 05.30 hver dag og skændes lige en (stor) tand mere, end de plejer. ”Sådan er det jo.”, siger alle. Sådan er det jo, ved vi godt. Lige i dag vil jeg bare gerne, om nogen gider at tage mig et smut med til f.eks. … altså… bare Skt. Thomas, f.eks. Eller måske Hawaii.

Faktisk er jeg villig til alt muligt her til morgen… selv en bare en bustur til Herning vil være fint.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive, for jeg tænker mest bare på rugbrødsmadder og overlevelse i børnekonfliktzonen.

Nå jo, én af de ting, der gør sig gældende, når man lige er lidt presset, er noget med tolerancetærsklen, der flytter sig. Det har min gjort. Pudsigt nok.

Så de sidste dage har jeg været ret meget irriteret over nogle forskellige ting, som jeg nok bare burde rumme og smile og le lidt af. (Og hvis jeg nu fik en bustur til Hawa….Herning… så ville jeg nok kunne smile og le ad tingene igen)

”Men, Cecilie, andre er sgu da ligeglade med, hvad du går og er irriteret over.”

Det kan godt være. Men jeg skriver det alligevel, og jeg er også ligeglad med alt muligt. F.eks. er jeg ligeglad med 98 procent af Se og Hørs overskrifter, men har jeg tid nok på toilettet, læser jeg dem nok alligevel.

Men, altså, noget af det, der sætter sig som en lille, træls sæk lort på min tolerancetærskel, er verdens mest forfærdelige soundtrack, som jeg kan høre nede fra Ramasjang på fjernsynet – som regel lige, når jeg skal tage den første slurk morgenkaffe.

”VAAAAAFFEL VOVSE! VAAAAAFFEL VOVSE! ….Du’ så dygtig og så søøøøøød (tror jeg, de synger)…”, og den er så irriterende, den sang. Både fordi, der er bare er noget i den, der ikke fungerer, men også fordi det er én af de sange, der nok virkede bedre før, den blev oversat fra engelsk. Måske ved du ikke, hvad jeg mener. Men gå ind og lyt til den på YouTube, og hvis du af et pletfrit og rent og hudløst ærligt hjerte kan sige, at du holder af den sang som var den en dyrebar og skattet ven, så må du kalde mig Elvis resten af måneden.

Og noget af det andet tærskel-lort er, at jeg godt kan blive en lille smule udfordret på, at der tilsyneladende de sidste mange dage har været en regel om, at så snart jeg har lukket døren til toilettet og nået at tænke tanken, ”Nøj, hvor jeg skal jeg også bare tisse. Lige to minutters tis i fred nu.”, så er der i løbet af et splitsekund lyden af bank på ældre dør fra før 95′ og et ”MOAR, MOAAAAAR!”, og det værste er, at det tydeligvis er princippet i, at jeg er gået alene på toilet, der lige rusker op i ungerne her. For deres far er også hjemme og står klar til at hente vand, høre om at være 5 år gammel, smøre leverpostej på en bolle eller lege med en snor og en legoklods. Men det er ligegyldigt, åbenbart. For det duer bare ikke, at mor tænker, hun kan lave en tisstråle i fred.

Og nu… Nu er jeg færdig med at brokke mig. Jeg skal køre ét barn på ferie hos sin mormor, og jeg skal sørge for, at Lille barn synes, det er super fedt at komme med mor hjem igen, fordi det kun er Store barn, der skal på ferie. Og så har jeg jo også min store taknemmeligheds-skattekiste, som er fyldt til randen af ting, jeg er lykkelig og taknemmelig for, så den dér Hawaii-ferie eller Herning-trip? Det er sgu ligegyldigt.

Alt er jo godt, når det kommer til stykket.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*