Bornholm, Bornholm, Bornholm

REKLAME I DAT

AnnonceI 7. klasse var jeg med folkeskolen på den obligatoriske tur til Bornholm. Det er dog omkring 40 år siden, men det var en stor oplevelse, der har brændt sig fast i erindringen. Jeg husker klart både Hammershus, Ekkodalen og Christiansø. Noget, jeg heller aldrig har glemt, var sejlturen fra København til Rønne – den var mildest talt forfærdelig og de fleste hang ud over rælingen hele turen. På trods af sejlturen har jeg drømt om at vende tilbage lige siden

Heldigvis kan man nu slippe for sejlturen, for muligheden for en nem og kort tur til Bornholm er nu en realitet. Flyselskabet DAT har etableret en direkte afgang fra Aalborg til Rønne og det skulle afprøves med en forlænget weekend med tre overnatninger på det nyrestaurerede The Falcon Hotel i Allinge. Turen i luften tager omkring 50 minutter og det er en skøn og afslappende tur.

Efter ankomsten i Rønne Lufthavn kunne vi gå direkte over til biludlejningsfirmaet. Vi lejede en mellemstørrelse bil i tre en halv dag til kun kr. 1.500,- inkl. 300 km.

Karen Blixen møder Indiana Jones

Vi blev anbefalet The Falcon Hotel og da jeg så billeder af hotellet på deres hjemmeside blev mine tanker straks ledt hen på Sydafrika, eventyr og en helt speciel ferieoplevelse. Virkeligheden var en endnu større oplevelse end billederne på nettet.

Hotellet har mange år på bagen, men for lidt over et år siden købte storvildtsjægeren Martin og hans hustru Mette stedet. De to har altid drømt om at skabe et helt specielt univers – en fusion mellem Karen Blixen og Indiana Jones. Det er lykkes til fulde og hvor end man kigger hen, oplever man nye lækre detaljer.

På mine billeder har jeg forsøgt at gengive nogle af rummene, men jeg må sige, at det ikke er muligt. Det skal opleves i virkeligheden. Man bliver aldrig træt af at gå på oplevelse i de smukke miljøer, der er skabt på hotellet. Historien vælter ud af vægge, udstoppede dyr og alt er hyggeligt indrettet til både familier og par.

Efter vi var blevet indlogeret på vores lille hyggelige værelse af en meget fortællende og stolt hotelchef, Jacob – hans hustru Tanja er hotellets restaurantchef, gik vi en tur ned til Allinge havn for at mærke den bornholmske fiskerstemning. Det blev en hyggelig aften, hvor vi blandt andet smagte vores hotels G&T special ‘Karen Blixen’. Med drinks i hånden og udsigt mod solnedgangen fik vi planlagt, hvad resten af dagene på klippeøen skulle bruges på.

Feriestemning overalt

Byerne på Bornholm er idylliske og fulde af stemning. Specielt Svaneke og Gudhjem er smukke, og der er et godt restaurations- og handelsliv. Der er nemt at finde noget godt at spise og masser af kunsthåndværk som keramikere og glaspustere. De små gader bugter sig op og ned og ofte henledes man til middelhavslandene rent stemningsmæssigt. Roen sænker sig og der er mange fine og sanselige oplevelser på øen. Vi oplevede for eksempel både figentræer, palmer og vinstokke i haverne rundt omkring.

Granitklipperne på øen opleves alle steder og det synes jeg, er utroligt betagende. For eksempel kunne man opleve et hus, hvor hele forhaven var én kæmpestor klippe og hvor det halve af huset var placeret ovenpå – et andet sted var det en restaurant, hvor klippen var en integreret del af rummet.
Den rå og smukke natur er alle steder. Også ved de små havne udnytter man klipperne og det giver en fornemmelse af, at man er kommet en tur til Færøerne.

Her kan du vandre, cykle og køre rundt

Oplevelser på Bornholm er der rigeligt af – om man vil vandre, cykle eller køre i bil, er der rigeligt med muligheder.
Der er tænkt på smukke vandreture og cykelstier helt ude langs vandet og der er masser af overnatningsmuligheder i både shelters, på vandrehjem, i hytter og på hotel. Alt er nemt og veltilrettelagt.

Vi havde besluttet at opleve så meget som muligt af Bornholm på de fire dage og nåede øen rundt for blandt andet at opleve den smukke ruin Hammershus, hvor der i øvrigt er gratis adgang. Ekkodalen var ligeså sjov, som da jeg var på tur med skolen for fyrre år siden. Den smukke hvide sandstrand ved sydspidsen af Dueodde er på top tyve over Europas fineste i følge rejseguiden Lonely Planet. Sandet bruges i øvrigt til timeglas, så fint er det!

The Falcon Hotel

En af de bedste madoplevelser, vi havde på Bornholm, var på vores hotel. Vi havde haft en lang dag med tur både til Rønne og en lang gåtur i naturen. Da vi ankom til The Falcon Hotel omkring spisetid var hele restauranten fuld af spisende gæster. Vi var sultne og trængte til at sidde godt, så derfor spurgte hotelchefen Jacob om vi havde lyst til at indtage et af sofamiljøerne i restauranten. Hold op, hvor havde vi en god og afslappende aften! Vi startede med en skøn porresuppe efterfulgt af diverse brædder med oste, salamier, lækkert brød, hvidvin og afsluttede med snacks og skønne drinks.

Min oplevelse af Bornholm oversteg forventningerne, og var følelsen af at være fløjet sydpå til en græsk klippeø. Solen, stemningen og maden var fantastisk!

Vores fire dage var en appetitvækker og vi er ikke i tvivl om, at Bornholm skal besøges igen. Specielt nu hvor flyselskabet DAT har daglige afgange. Vi tænker allerede på en forlænget weekendtur og på en uges cykeltur.

Det skal du opleve:

ØLSTAUEN I ALLINGE:

Nyere ølbodega ved havnen med et lille, men superlækkert menukort. Aases hjemmelavet biksemad er den bedste, vi nogensinde har smagt. Al øl er fra fad og der serveres kun bornholmsk øl! HUSK at bestille bord i god tid.

AFTENMENUEN PÅ THE FALCON HOTEL:

Lækre planker med oste og charcutterie kan med fordel nydes med et koldt glas hvidvin eller en cocktail. Den afslappende atmosfære i restauranten er opløftende. Dagens menu kan også anbefales. Både deres roasted kylling og vildtgryden med rustik mos er en af favoritterne.

GLASPUSTERI PERNILLE BÜLOW SVANEKE:

Arbejdende værksted – masser af unik glaskunst, der passer til det det nordiske hjem som vaser, lamper, lysestager, smykker, drikkeglas og skåle.

CAFÉ GUSTAV I RØNNE:

Lækkert stjerneskud med pandestegte rødspættefileter – serveres på ristet rugbrød. Det har jeg ikke prøvet før, men ret lækkert. Udendørs servering på torvet er hyggelig og kan afsluttes med en is eller chokolade fra Svaneke chokolade, der også er placeret ved Store Torv.

HJORTS KERAMIK FABRIK RØNNE:

Smuk unik keramik og stentøj i butikken og et spændende museum bagved. Oplev familien Hjorts rejse gennem fire generationer af kunstkeramik. Værkstedet producerer stadig efter de gamle principper.