På Skansen i Hals opfører Skansespillet i øjeblikket musicalen ’Skammerens Datter’ for fulde huse. Tirsdag aften klokken 19.00 var ingen undtagelse, og det var på denne aften, at jeg var taget ud for at beskue stykket.
Skansespillet er et amatørteater i Hals, der laver teater og musicals på højt niveau. Hvert år afvikles der en stor sommerproduktion på Skansen i Hals, og selve arbejdet med forestillingerne foregår på frivillig basis (med undtagelse af instruktører og musikere).
Dette var første gang, at jeg skulle overvære, hvad Skansespillet kunne byde på. Så jeg vidste ikke på forhånd, hvad jeg kunne forvente. Men vejret viste sig fra sin gode side, og det var jo et godt udgangspunkt for sådan en udendørs forestilling.
Selve forestillingen, der var meldt udsolgt, emmede af stor belevenhed og engagement fra start. Næsten alle skuespillerene (med undtagelse af visse nøglepersoner) startede ud på scenen, og stemningen var hurtigt sat tilbage i middelalderens gænge. Det virkede på mig både troværdigt, men samtidig også lidt småkomisk, hvilket jeg tillægger at kulissen var sat i det fri.
Sangene var generelt fine og med til at fortælle historien, og jeg hæftede mig også ved at man faktisk kunne høre både hvad der blev sagt, men også sunget. Det er nemlig utrolig vigtigt for sammenhængen og forståelsen, da man jo ikke sådan lige kan spole tilbage og få det gentaget.
Stort set alle præstationer blev leveret med en portion troværdig og god indlevelse, men der var dog tidspunkter hvor nogle roller blev vældig overspillet. Det er jeg personligt ikke rigtigt fan af, men det er dog tilgiveligt, da det jo er amatørteater, det drejer sig om. Der var dog også dem, der leverede bemærkelsesværdig godt skuespil, som f.eks. Marianne Duus i rollen som Dama Lizea, Karen G. Hauerslev som Rosa, Erik Christensen som Aun, Torben R. Skov som Mester Maunus og Kenny H. Johansen i rollen som Drakan. De beherskede virkelig både fremtoning, diktering og pitching, som gjorde det til en nydelse at opleve dem på scenen.
Af stærke scener bed jeg særligt mærke i f.eks. scenen, hvor Dina ser ind i Nicodemus’ øjne og skammer ham. Det satte ligesom tiden lidt i stå, og fik publikum til at mærke intensiteten mellem de to samt deres indre kamp mod hinanden. Men også når byens bærme af beskidte borgere kom frem og sang ”Hva’ rager det mig?”, blev kulissen vagt til live på en uhyggelig måde, hvor alles indre djævelskab trådte frem. Selve slutscenen, hvor dragen skulle til at æde Skammeren fungerede også ganske vellykket, og det gav bestemt applaus herfra.
I pausen blev der desuden uddelt løbesedler om at ’Ravnens tid var forbi, og Dragens tid nu var kommet’, og selvom nogen måske ville finde det plat, syntes jeg, at det forhøjede det autentiske og inddragede publikum mere i forestillingen. Dog fandt jeg ind imellem nogle scener lidt langtrukne, men generelt var forestillingen et flot setup og et imponerende arrangement taget i betragtning, hvilken arbejdskraft og midler det var baseret på. Man fornemmede både stemning og et kæmpe engagement fra alle, og det er altid yderst prisværdigt.
Dette var en total ny og anderledes oplevelse for mig, og jeg må sige at jeg kunne lide den. Det var hyggeligt at sidde i det fri, og selvom jeg fandt forestillingen lidt lang, så kunne jeg både mærke stemningen, engagementet og historien, hvilket er rigtig vigtigt for mig, når man har med levende teater at gøre. Jeg syntes, at det var en god fortolkning af Lene Kaaberbøls fortælling, der bar præg af god instruktion. Musikken var i top, og underlægningen troværdig, hvilket jeg faktisk fandt imponerende taget forudsætningerne i betragtning. Selvom det ikke just var Broadway, så kunne Skansespillet alligevel noget, og der var flere af skuespillerene, som trak niveauet op ad.
Jeg synes bestemt at forestillingen er anbefalelsesværdig og en god sommeroplevelse for familien, og derfor kvitterer jeg med hele 4 funklende stjerner.
Skansespillet kan opleves frem til og med den 14. juli, og i sommeren 2019 (4 .- 13. juli) opføres ’Alice I Eventyrland: Bag Spejlet’.
