Stand-up showet, ’Gintberg re(d)der verden’ med Jan Gintberg, spillede lørdag aften klokken 20.00 i den store sal i AKKC. Salen kan med sine 2173 m2 rumme mellem 804 til 2430 siddende publikummer eller 3250 stående.
Da uret viste klokken otte, begyndte en samtale på sms’er at køre oppe på de to kæmpe skærme, som forestillede mobiler. Det meste af samtalen virkede kikset, men indimellem var der dog en sjov pointe eller to, hvis man da ellers havde læst med fra starten af. Så kom Jan Gintberg ind på scenen og præsenterede sit show, ’Gintberg re(d)der verden’, hvor han ville frisere verden ved at stille skarpt på os danskere og vores danskhed. Men samtidig håbede han også på, at han kunne frelse verden lidt ved at få luftet fordommene og således få os alle til at tænke noget mere over tingene. Dernæst startede han ud med jokes om at størstedelen af hans publikum var i den ældre og mere modne alder – ligesom Gintberg selv. Joken om at der også er gæster tilstede, som havde oplevet 1. Verdenskrig gik igen gennem hele showet. Men selvom den burde have virket, så faldte joken bare fladt til jorden. Men da Hr. Gintberg nævnte forældreintra, så kom publikum for første gang med i samlet flok. Det var åbenbart en genspejling, som hele salen kunne relatere til. Og det er jo det, som Hr. Gintberg er så god til. At udstille os danskere og vores daglige trivialiteter i al dets banalitet. Men desværre var Jan Gintbergs show ikke sjovt hele tiden, og det gjorde sig særligt gældende, da han blev ved med at tage pis på danskernes flygtninge-forskrækkelse. Noget af det var sjovt, men generelt var emnet for tungt til at vare så længe som det gjorde. For det delte tilsyneladende vandene, og det gjorde at stemningen atter blev flad. Faktisk så flad, at nogle tilskuere ikke kom tilbage til deres pladser efter pausen. Men én ting, som Hr. Gintberg dog var god til, var at interagere med sit publikum og komme med en rap og morsom antagelse på de svar, som han modtog. Han havde også taget en stemmemanipulator med på scenen, og selvom hans jokes ikke var lige i øjet, så grinte man alene på grund af, at det lød sjovt at høre Gintberg med en anden stemme.
Anden del af showet efter pausen startede ud med at en oppustelig jordklode med Jan Gintbergs hoved blendet ind, som så samtidig også var inde i en stor mund. I denne del af showet gjorde Jan Gintberg grin med diverse kommuner, og Aalborg gik selvfølgelig ikke fri, hvilket fungerede rigtig godt og fik publikum med. Jan Gintberg havde noteret sig forskellige bizarre ting ved Aalborg eller ’Alabur’, som han kaldte det. Det var blandt andet ting, som at man fra Aalborg Streetfood havde udsigt til Marinemuseets ubåd, karnevallets morsomheder, det orientalske præg på Aalborgs byskilt og at Dyreklinikken Vodskov (som Gintberg kaldte for ’Vådskou’) delte indgang med sexbutikken Pussycat. Generelt grinte folk mest, når de mere frække jokes blev sneget ind hist og her. Men modsat mange af Hr. Gintbergs kollegaer, så udpenslede han ikke tingene, men malede i stedet mere med nogle farver, således at folks fantasi selv kunne løbe løbsk – og dét virkede! Gintberg sluttede sit show af med egentlig at hylde kvinderne og deres ligestilling, men også her var vandene åbenbart lidt delte.
Jeg havde set frem til endelig at opleve højtråbende Jan Gintberg live. Men jeg må desværre erkende at jeg blev slemt skuffet. Selvom anden del af hans show var sjovere, og dermed træk hele oplevelsen op, så fik jeg ikke luftet lattermusklerne, som man burde kunne forvente af en rutineret entertainer. Jeg forstod heller ikke rekvisitterne på scenen, da de for mig forekom temmelig ligegyldige, og nærmest ’i tilfælde af at du keder dig, så kan du kigge lidt på de her’. For mig kunne svedende Jan Gintberg, hvis komik og flow er af den gamle skole, sagtens bære at han stod alene på scenen. Showet var ikke dårligt, men levede dog langt fra op til mine forventninger, og derfor giver jeg kun showet 3 ud af 6 stjerner.
