Nordjysk tøjfirma hentede ”løver” med hjem fra København

TEKST ALEXANDER KOKKEDAL

Fra venstre - Christoffer Bak, Christian Aachmann og Kasper Ulrich. Foto af Balazs Popal

Tøjbrandet Shaping New Tomorrow har siden 25. august 2017 haft egen forretning beliggende på Boulevarden centralt i Aalborg, udelukkende for at kunne sælge tøj under SNT-brandet. Virksomheden blev stiftet i 2015 af studerende Kasper Ulrich, Christian Aachmann og Christoffer Bak, der ønskede at skabe stilrent herretøj med god komfort, der kunne bruges både til store begivenheder og i dagligdagen.

De sidste tre år har budt på løbende videreudvikling af bestselleren – de karakteristiske Signature-bukser – samt introduktion af T-shirts, sweatshirts mv. Stifterne har på det seneste fået mere vind i sejlene efter deres deltagelse i programmet Løvens Hule på DR, hvor de pitchede konceptet foran garvede erhvervsfolk og gik derfra med Just-Eat-stifter Jesper Buch og Birgit Aaby, stifter af rengøringsfirmaet Combi Service, som investorer.

Dermed en anerkendelse af konceptet – og det hårde arbejde, der lå bag konceptets udmunding i en egentlig virksomhed, hvis stiftere har klare mål for fremtiden. 

Plads til både komfort og stil

Christoffer Bak sidder med produktudvikling, kommunikation med producenter og står ofte bag disken nede i butikken. Han fortæller, hvordan SNT-tøj adskiller sig fra så meget andet.

Filosofien er, at man skal kunne bruge vores tøj, uanset hvad man skal – om man er ude på universitetet, i skole, om man er på arbejde, om man skal i byen, eller om man skal cykle et eller andet sted hen, siger han. Og hvordan kommer tøjets anvendelighed så til udtryk?

Det kommer til udtryk, når man prøver tøjet. Der er to faktorer, vi arbejder med. Den ene er, at det skal være rigtig blødt og lækkert mod huden, og så er der rigtig meget stræk i alle vores produkter, så man kan bevæge sig uden rigtig at mærke, at man har tøj på, svarer Christoffer Bak.

En anden stor faktor i idéen var egentlig også, at dengang, vi gik i gymnasiet, havde vi alle tre en enorm frustration over det her med at skulle tage sine stive cowboybukser på i skole i stedet for et par joggingbukser, som man hellere ville have på, men ikke så særligt smarte ud. Så det var egentlig de to ting, der var grundlaget for det, fortsætter han.

Foto af Balazs Popal

Tøj til alle typer

For Christoffer Baks vedkommende begyndte tøjeventyret allerede på sit andet studieår, hvor det gjaldt om ikke blot at designe tøjet, men også at få sat nogle symaskiner i gang hos en producent, der kunne følge logikken i tøjet til alle lejligheder.

Dengang jeg gik på 4. semester på HA’en (Erhvervsøkonomi, red.), tog jeg tre uger til Portugal, hvor jeg kørte rundt, og jeg tror, jeg besøgte et sted mellem 25-30 producenter og valgte to, som troede på den her vision, fortæller Christoffer Bak.

Kort efter åbnede SNT sin første butik, der lå på Jens Bangs Gade og siden rykkede til Boulevarden. Målgruppen har hele vejen igennem været mænd i alle afskygninger, lyder det fra Christoffer Bak.

Folk har jo alle mulige forskellige formål i deres liv, men de fleste vil gerne se nogenlunde acceptable ud. Det er meget forskelligt, hvor meget vores kunder går op i det, men til en eller anden grad skal man have noget acceptabelt tøj på, og uanset hvad type du er, oplever vi, at man synes, det er superfedt og behageligt at have på, siger han.

Designmæssigt er målet fremadrettet at lave nye linjer af bukser, så der bliver noget for enhver smag. Dette ved at dreje på knapperne ”pæn” og ”casual”.

Inden året er færdigt, kommer vi til at have tre linjer af bukser, hvor der både er Signature-linjen, og så er der en mellemting, som er lidt pænere og superbehagelig, og så kommer der en decideret suit line, hvor de her blazere også kommer til, røber Christoffer Bak.

Test, test, test – og lær af fejl

Pointen med i det hele taget at have åbnet en fysisk forretning i stedet for at agere leverandør for andre tøjforretninger er todelt: for det første den tese, at butiksansatte kan yde den bedste vejledning, når de kun behøver kende til ét brand. Desuden er der det økonomiske, fremhæver Christoffer Bak.

Det er meget strukturen – især i tøjbranchen og sikkert også i andre brancher – at når du sælger det (tøj, red.) ud til butikker, så skal de have en eller anden margin på det, og i tøjbranchen er det typisk gange 2,5. Så det vil sige, at de skal kunne tjene gange 2,5 på, hvad de indkøber det til, forklarer han.

På et tidspunkt ville det være rart at åbne flere butikker, og på den front skuer SNT-holdet over grænsen. Det er planen, at brandets muligheder for at trives i nærmarkederne Tyskland, Holland, England, Sverige og Norge skal testes af.

Vi har valgt de her nærmarkeder, fordi det er det, der som udgangspunkt minder mest om vores kunder herhjemme, men måden, vi finder ud af, hvad afgrænsningerne er, og hvordan de skal have det præsenteret, det er ved at teste, siger Christoffer Bak.

Test, test, test. Det er sådan, vi altid har opereret. Og så kommer vi til at lave nogle fejl – det er helt sikkert – men så laver vi nogle learnings af de fejl, og så tilretter vi dem ligesom efter det, fortsætter han ivrigt.

SNT’s flytning til nye lokaler

Løverne kommer

April måned endte SNT-drengene som sagt på landsdækkende fjernsyn i regi af programmet Løvens Hule. Over for et panel af erhvervsledere pitchede stifterne konceptet om bukserne til alle lejligheder. At fortælle om deres passion for forretningen var noget helt særligt.

Det var helt vildt, for så forsvandt hele reklameaspektet i det. Det var bare os som dem, der nu laver det, der fortalte, hvorfor det, vi laver, er unikt, siger Christoffer Bak.

Et par løver, der begge selv er iværksættere, investerede i SNT, og med pengene fulgte derfor også en masse nyttig viden. Spurgt om, hvordan de ”kloge penge” har gavnet tøjfirmaet indtil videre, svarer Christoffer Bak:

Rigtig meget netværk og hjælp til, hvad for nogle strategiske fravalg, vi skulle lave. Men vi er en virksomhed, hvor vi er meget klar i spyttet om, hvor vi gerne vil hen, så det er ikke fordi, vi har stået og manglet det helt vilde strategiske indspark. Det har mere været korrektioner af, hvad vi har haft af strategiske planer for fremtiden.

Det kræver noget at begive sig ind i Løvens Hule, men har man styr på tingene, skal man nok komme helskindet ud, er vurderingen.

Man skal i hvert fald have sikret sig, at man har styr på sin virksomhed, og at man tilbyder noget, der til en vis grad er unikt, for ellers kommer man ikke til at fremstå særligt godt. Hvis man skal gå i Løvens Hule, skal man virkelig have et eller andet, man gerne vil have folk til at høre, men hvis man har det, ville jeg anbefale alle at give det et skud, siger Christoffer Bak.