Mette – gæv Aalborgpige med stort servicegen

Tema JobStafetten

JOBSTAFETTEN & KANDIDATEN

Gennem året bringer vi portrætter af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Fælles for dem er, at de drømmer om at tjene deres egen løn og give jobstafetten videre til en ny håbefuld kandidat. Siden sidst har vores første kandidat Dennis fået job på Aalborg Portland. Stafetten går nu videre til Mette.

Det er ikke længere butiksuddannelsen, der fylder i Mettes drøm om et job. Alligevel vil hun altid være et servicemenneske. Det har hun bevist i sit første småjob hos Berner A/S. Nu er hun klar til nye udfordringer, hvor den gode kundekontakt kan foregå uden for orkanens øje i opgaver back office

Væk fra kassen og ud af ’stressen’

Tag ikke fejl. Bag Mettes generte ydre gemmer der sig varme og humor. Derfor er det ikke svært at forestille sig, at hun har været dygtig til sit arbejde som kassedame i ALDI, Fakta, SuperBrugsen og Bilka. Så dygtig at hun blev brugt flere steder på én gang; i postudleveringen, i bageren… Men selv et servicemenneske går ned med stress.

– Jeg sad ved kassen, og det var egentlig ikke, fordi der var travlt. Men jeg kunne pludselig mærke, at det hele blev for meget. Så jeg kaldte på en kollega; ”Du bliver nødt til at tage over, jeg må lige ud i postrummet”, og så brød jeg fuldstændig sammen. Lægen sagde: ”Du har stress”, fortæller Mette.

Mette blev butiksudlært i ALDI i 2005, inden scanningskasser. – Dengang fik vi 14 dage til at lære 1000 varenumre. Jeg kunne huske varenummeret på hamburgerryg længe efter, griner hun og fortæller med nordjysk beskedenhed, hvordan hun også som souschef har været med til at åbne Fakta Quick på Vesterbro.

Fakta

NAVN Mette

ALDER 37 år

STYRKER Mettes milde væsen varmer på kontoret. Hun er pligtopfyldende og effektiv, har holdånd men trives med at arbejde selvstændigt med konkrete opga- ver og bringe orden i alt ”bag scenen”.

CIVILSTATUS Single og mor til to; en søn på 9 år og en datter på snart 6 år.

DRØMMEJOB Administrative opgaver BackOffice eller handicaphjælper; opga- ver hvor Mette kan bruge sit nærvær og sit servicegen, uden at der er for mange mennesker at tage stilling til.

FRITIDSINTERESSER Klassisk Mette-tid er at sidde med et strikketøj, når ungerne er puttet eller at gå en tur ud i det grønne med pop eller hård rock i ørene. Stressniveauet falder og humøret stiger.

Fra varenumre til cvr. numre

Mette blev via JobFOKUS hurtigt matchet med Berner A/S. Hun tjekkede cvr. numre i kundekartoteket i et tidsbegrænset job. Da man ville holde hende lidt længere, fik hun opgaven at ringe til kunder. Det trickede gammel stress. Derfor fik hun en ny opgave.

-Jeg har fået mod på at kaste mig ud i nye ting efter Berner, hvor jeg har haft den gode oplevelse, at det er okay at sige til chefen; ”det kan jeg desværre ikke”. For mig er det fede ved JobFOKUS-ordningen, at man får lov til at komme ud og se, hvad man kan holde til, fortæller Mette.

Mette har allerede sikret sig en jobsamtale på Kunsten Museum Of Modern Art i Aalborg.

– Som Marianne, min rekrutteringskonsulent, har sagt til dem: ”Det kan godt være, at hun er lidt stille i begyndelsen, men når først I lærer hende at kende, så bliver hun fræk”, griner Mette.

Hvad jobsamtalen bringer, hører vi i næste udgivelse. Kan du bruge Mette på din virksomhed? Kontakt JobFOKUS, for hun ønsker 10 timer ugentligt, og kombinerer gerne flere småjobs.

Har du et småjob? JobFOKUS finder det gode match. Du undgår papirarbejde, får en faktura for løn til din nye medarbejder og gør en forskel.

www.job-fokus.dk
Teamleder Pia Royberg Tlf. 30312299
Mail: pr@job-fokus.dk