I Henrik Godsks atelier i postmesterboligen i Flauenskjold står store, prægtige malerier, der er klar til at blive sendt til udstillinger. Siden Henrik Godsk sprang ud som fuldtidsbilledkunstner for to år siden, har han kun fået mere tid til kunsten, som i dag rejser verden rundt
Henrik Godsk har netop ryddet op i det lille loftsværelse i Flauenskjold, der til dagligt fungerer som hans atelier, og de store værker står midt i deres tørringsfase, inden de sendes videre. Pladsen i rummet og størrelsen på lærrederne tillader ikke, at Henrik har gang i for mange projekter på én gang, og når han er færdig, er værkerne nødt til at blive hentet, så han kan male arbejdsvæggen hvid igen, hænge et nyt lærred op og begynde på endnu mere kunst.
Det er ikke længe siden, han valgte at følge sin livslange drøm om at turde satse hundrede procent på sin egen kunst, for efter at have været leder for Kunstbygningen i Vrå i seks år, kunne han endelig mærke, at tiden var inde, til at verden skulle se hans kunst.
– Dengang jeg blev sluppet fri, blev selvstændig og begyndte at rejse rundt og udstille, følte jeg faktisk, at jeg vendte hjem igen. Og det er jo underligt, når jeg geografisk bliver smidt rundt i verdenen. Men nu føler jeg faktisk, at jeg er tilbage til dér, hvor jeg oprindeligt kommer fra.
Tivolibarn i Norge
Dét med at rejse ligger ikke fjernt fra Henrik Godsk. Han er nemlig 7. generation af den rejsende familien Hertzberg, der drog rundt i Norge med et omrejsende tivoli. Det var Henrik Godsks bedsteforældre, der havde overtaget tivoliet fra deres forfædre, fortæller Henrik, mens han viser et billede af sin oldefar som dreng og sine tipoldeforældre, der engang havde ansvaret for det genrationsbunde tivoli.
– Mine bedsteforældre fortalte mig, at vi var rigtige rejsende. Selvom vi jo ikke er en etnisk gruppe, skelnede vi altid mellem os og så de private eller de fremmede. Folk rynkede måske lidt på næsen af os, når vi kom til byen, men i min familie var vi stolte af at være rigtige rejsende.
Opvæksten i tivoliet har formet den 46-årige kunstner på godt og ondt, og især de blikke, som han oplevede, at familien fik, når tivoliet rejste rundt i Norge, har sat sine spor i ham. De var ofte lidt mørkere i huden end gennemsnittet, og så havde omrejsende cirkusser og tivolier ikke et særligt godt ry. Men i dag tager han sig ikke af, hvis nogen ser skævt til ham, og han er opdraget med, at det er godt at være en outsider.
– Jeg er født ind i en outsider-rolle, og jeg har fået at vide, at det skulle jeg være stolt af. Det har hjulpet mig hele vejen igennem, og i alle de år, hvor der ikke var penge i kunsten overhovedet, syntes folk også, at jeg var en outsider.
Barndommen gik med, at han fra april til november rejste rundt sammen med sine søskende, forældre og bedsteforældre i hele Norge, hvor tivoliet skulle tjene penge ind i sommer sæsonen. Tidligt lærte han, at familiens levemåde var ud over den gængse, og han har aldrig ladet normaliteten diktere sin vej frem.
– Alle børn gik jo i skole dengang, men jeg var selvstuderende fra 1. klasse. Jeg havde skolebøgerne med til Norge, og allerede tre uger efter, så havde jeg lavet det hele, så jeg kunne hjælpe med tivoliet resten af sæsonen. Jeg lærte engelsk ved at tale med de andre ansatte, der kom fra Polen, Letland osv., og jeg lærte hurtigt hovedregning, da jeg solgte billetter fra 8-års alderen.
Om vinteren havde Henrik og familien base i Tuen, nær Tversted, mens tivolivognene blev parkeret ved bedsteforældrene i Sæby på Tivoligården. Her skulle vognene renoveres, males og klargøres til næste sæson, og Henrik var purung, da han for første gang stod med sine i dag velkendte værktøjer i hænderne.
– Fra jeg var syv år gammel brugte jeg pensel og spartel til at male facadepartier, og da jeg blev lidt ældre, var jeg selv med til at designe facaderne. Det var dog altid baseret på håndværk, og vi talte aldrig om kunstnerisk udtryk. Men det gjorde, at jeg fik en hands on-tilgang til kunsten, fordi det først og fremmest er et håndværk.
Selvlært kunstner
Henrik Godsk lærte de basale ting omkring farver, malingstyper, og hvordan man rensede sine pensler bedst muligt ved at være i en form for mesterlære hos sin far og bedstefar på værkstedet. Han hjalp til i familievirksomheden, frem til han blev 23 år.
– Jeg var nået til et punkt, hvor jeg skulle vælge mellem enten at overtage tivoliet eller gå i en anden retning. Det var svært, for jeg følte et ansvar. Især over for de gamle karruseller, der på en måde er vores kulturarv som rejsende. Men min far rådede mig til ikke at overtage tivoliet, for det er verdens hårdeste liv, og man skal virkelig ville det.
Henrik lyttede til sin far og begyndte at læse engelsk ved Aalborg Universitet. Han flyttede til Aalborg i 1998 og blev samtidigt en del af en kunstnergruppe, der oprettede Atelier Ask i Danmarksgade. Det var i en gammel, udbrændt lejlighed på femte sal, hvor udlejeren havde brugt forsikringspengene andetsteds, og derfor kunne de unge kunstnere leje den sorte lejlighed til ganske små penge.
– Selvom vi vaskede den ned og malede den, så lugtede der af aske i alle år, vi var der. Derfor kom det også til at hedde Ask. Vi var der i ni år, og nogen kom og gik, men vi var en gruppe på fire, der var der hele tiden. Det handlede udelukkende om at lave kunst, og vi lærte selvfølgelig meget af hinanden omkring teknikker og materiale.
På engelskstudiet gik det godt, indtil Henrik skulle skrive speciale. Det brugte han ikke mindre end fire år på, hvor hans professor, Bent Sørensen holdt hånden over ham. Selvom Henriks hjerte lå et helt andet sted, kom han igennem studiet og blev færdig med sin kandidatuddannelse i 2007.
Men han vidste godt, at hans liv handlede om kunsten. Derfor forblev engelskstudiet blot en litteraturhistorisk ballast, som kunstneren tog med sig i rygsækken, da han efterfølgende skulle finde ud af, hvordan han kunne arbejde med kunsten og samtidigt få en indtægtskilde.
Det var jo umuligt at leve af at lave kunst, troede han. Så for at blive ved med at arbejde inden for det kunstneriske felt, begyndte Henrik Godsk at undervise. Først for børn på Billedskolen og senere på BKG, Billedkunstnerisk Grundkursus.
Men det var alligevel for langt væk fra drømmen, og derfor begyndte Henrik Godsk efterfølgende at arbejde med kunstudstillinger. Først som freelance kurator og senere som udstillingsleder hos Utzon Centeret i Aalborg, men han måtte indse, at arbejdet fyldte for meget og tog tid fra egen praksis som billedkunstner. Derfor måtte han endnu engang revurdere sin måde at tjene sin løn, for samtidigt at kunne finde tid til at udfolde sine talenter på lærredet. Da Henrik fik tilbudt stillingen som kunstnerisk leder af Kunstbygningen i Vrå, fik han mere frihed til at arbejde på sine egne værker, og det blev springbrættet til at blive kunstner på fuldtid i 2019.
I dialog med kunsthistorien
Henrik Godsk er særligt kendt for især ét motiv, som beskuerne ofte ser som en kvinde. Henrik selv er ikke helt så fastslået på køn, men med tiden har han overgivet sig og siger nu selv ‘hun’ om karakteren på de mange værker.
Når man spørger ham, hvem hun er, kan han ikke helt svare på det. Han fortæller, at hun dukkede op på lærredet omkring 2008. Her var hun i en lidt anden version, og hun er hele tiden under forandring. Kindernes felter kom til for 2,5 år siden, og for under et år siden fik hun noget, der minder om hår.
– For mig betyder det ikke noget, at folk ser det som en kvinde. For mig er det jo egentligt en geometrisk konstruktion, der er sammensat af elementer, som sammen repræsenterer mennesket. Men det må endelig ikke blive sentimentalt, så der er en vis distance til det.
Når Henrik Godsk starter på et imaginært portræt – som han selv kalder det – starter han med at placere næseryggen. Derudfra springer resten af ansigtet frem, for proportionerne i værkerne er stort set ens hver gang. Øjnene er placeret i midten og både næse og hals altid er meget lange.
Han fortæller, at inspirationen til værkerne ofte findes, når han ser tilbage i kunsthistorien. Han er især inspireret af den italienske maler Amedeo Modigliani (1884-1920), der også malede kvinder med udstrakte ansigter og med meget lange halse. Men især den spanske kunstmaler Pablo Picasso (1881-1973) har præget kunstneren siden barnsben.
– Da jeg stod på et lille loftskammer i Tuen og malede som 16-årig, var der jo ikke nogen mennesker, der vidste, at jeg malede. Men jeg tog det selv enormt seriøst og troede faktisk, at jeg var maler. Der stod jeg også og så tilbage og tænkte, hvad mon Picasso ville synes om det her?, siger han og fortsætter:
– Selvom det er ensomt, når jeg står her med kunsten alene, så er det også en social aktivitet, for jeg er altid i dialog med afdøde kunstnere. Modigliani, Picasso. Det er dem, jeg måler mig selv med, og jeg ser på, hvad jeg kan gøre, der er relevant, som de her fantastiske kunstnere ikke har gjort. Hvad kan jeg sige? Hvad kan jeg tilføje til det, som ikke allerede er sagt?
Godsks maleregler
Henrik Godsks værker er som oftest bygget op af forskellige felter, som Henrik arbejder med ét af gangen. Her er han optaget af teksturer og farver, og flere strøg er malet som one take. Kombinationen mellem de stramme linjer, der er malet efter malertape, og kunstnerens egen penselføring giver en form for ærlighed, der lader små fejl stå frem.
Han har en regel om, at hvis han skifter mening omkring en farve eller struktur, så skal det være synligt i det endelige værk. Derfor titter en lille orange skygge frem under et stort lilla øjenlåg på ét af malerierne i arbejdsværelset. Henrik syntes, at den oprindelige farve mindede for meget om den lyserøde, måske laksefarvede, baggrund, og derfor ændrede han den.
Men hvis det viser sig, at han ikke kan ændre sine valg, og fej lene ophober sig, kan det ende ud i, at han må kassere værket. Det gør han i vrede og frustration og ved at sprætte lærredet op for at afreagere. Så finder han et blank lærred frem og begynder forfra. Heldigvis sker det i dag kun på et enkelt eller to værker ud af ti, hvor han for år tilbage kasserede måske otte værker ud af de ti.
En anden regel, som kunstneren efterlever, er, at det rå lærred skal dukke frem mellem felterne. Det giver en vibration mellem de geometriske former, og så får farverne luft. På den måde kan værkerne virke meget digitale og præcise på afstand, men når man kommer helt tæt på maleriet, opdager man de mange fysiske strukturer og teknikker, der er bygget op i og omkring de forskellige felter.
Henrik fortæller, at han gerne bruger grove, billige og dårlige pensler, for de kan give særlige teksturer. Han mener, at mårhår-penslerne giver for flade linjer på de geometriske værker, og kun sjældent bruger han dem til for eksempel øjnene og håret, hvor der skal være en form for præcision.
De stive pensler bliver dyppet i olie-, akryl- eller alkydmaling, og farverne kommer stort set aldrig direkte fra tuben. Han blander nemlig selv sine nuancer, hver eneste gang han maler et felt.
– Det er nok en lidt ældre tilgang til at arbejde med maleri, hvor mange yngre kunstnere bruger rene farver. Jeg opfatter min pallette som en smule støvet, fordi mine farver bliver blandet. Min gul er jo ikke ren gul. Den er blandet sammen med noget andet for at blive lidt sennepsgul. Og det sammen med den brunrøde, der er blandet af en brændt umbra og en ren rød.
For ganske få år siden er Henrik Godsk begyndt at bruge den røde farve i sine værker. Hidtil har han ikke kunne udstå den på billeder, og derfor har han ikke kunne få den til at fungere. Men nu findes den i alle mulige varianter på værkerne i loftsværelset. Lyserød, orange, rødbrun og helt over i en renere rød.
Den røde farve er som meget andet i Henrik Godsks kunst. Hans penselstrøg er altid innovativt sat, og hans kunst udvikler sig hele ti- den. De imaginære portrætter er begyndt at tage plads i et rum, og på sigt skal de måske mødes på lærredet med de nyopfundne creatures, en form for fantasidyr, der siden februar 2021 er dukket op på værkerne.
– Jeg har fundet inspiration i middelalderens illustrationer af monstre, der handler om noget, som vi ikke helt kan forstå, og noget som vi skulle advares imod. Dem har jeg altid været meget fascineret af, og jeg har arbejdet på det i mange år, men de har bare aldrig fungeret, fordi de skulle ramme ind i mit vokabular. Men pludseligt kunne jeg lave dem uden at lave alt det unødvendige, og så dukkede de her creatures op.
Fantasidyrene minder på mange måder om kvinden, der også er bygget op af geometriske former med strukturer og farver, og hvor det rå lærred titter frem. Endnu engang er kunstneren sparsom med definitionen, og det er op til beskueren at vurdere, hvad Henrik Godsk værker fortæller.
Omrejsende kunst
Selvom fortiden fylder en del hos den nordjyske kunstner, så er det også vigtigt at placere sin kunst i samtiden. Det gjorde han blandt andet ved at oprette sig på Instagram for omkring seks år siden, og det skulle vise sig at blive katalysator for en international kunstkarriere.
Her kom han i kontakt med kunstneren Jordan Kerwick fra Australien, hvis kunst er repræsenteret i Godsks egen stue, og de- res relation resulterede i en gruppeudstilling i Sydney. Dette blev startskuddet for en international rækkevidde, og da han sidste efterår kom ind hos Ruttkowski;68, der er ét af de store gallerier i Europa med galleri i Köln, Paris og Düsseldorf, gik det stærkt.
– Gennem Ruttkowski;68 åbnede en helt ny verden, fordi de er så vigtig en platform og har så mange udstillingsvinduer rundt omkring i Europa. Siden Ruttkowski;68 kom ind over, er det hele bare eksploderet.
Henrik Godsk har netop haft sin første soloudstilling i Köln, og endnu en soloudstilling står lige på trapperne, da Ruttkowski;68 co-kuraterer en ny udstilling hos CFHILL i Stockholm under arbejdstitlen “They Come from the Future, but Lived in the Past” til marts 2022.
Men selvom kunsten nu har fået vinger at flyve på, så husker Henrik Godsk på, hvad det vigtige er.
– Det vigtigste for mig er at gå i mit atelier og lave mine ting. Det har det jo handlet om i alle år, og der skal fokus være hele tiden. Og i mange år var der ikke en businessside at tage stilling til, men nu begynder forretningssiden jo at fylde mere og mere. Men så længe jeg kan leve af det, så interesserer den materielle verden mig ikke særligt meget. Det bedste ved det er alligevel, at jeg kan rejse meget mere, og at jeg kan tage hele familien med.
Henrik Godsk har tre døtre og en kone, som han nu tager med ud i verden, og han føler faktisk, at han er tilbage til dér, hvor han oprindeligt kommer fra. På mange måder minder den nye tilværelse om dengang, hvor han som ung rejste rundt i Norge med sin familie i tivolivognende og havde fast base i Nordjylland.
Han har ingen intentioner om at ændre på det, og han vil fortsat bo i postmesterboligen i Flauenskjold, der er døbt Roligheden, med udsigt ud over kofolde og marker. Dog har han ambitioner om et nyt og større atelier i haven med ovenlysvindue, så han kan få plads til at lave endnu mere af sin farverige kunst, som han atter kan rejse ud i verden med.
