Velkommen til verden

Tekst Maria TvErgAArD-JAKoBSEN | foto hENriK SANDBErg

Den 20. september, 10 dage før termin, kom vores lille APPETIZE-baby til verden. Jeg har siden fødslen kun set billeder af hende og snakket i telefon med mor Signe, så jeg glæder mig rigtig meget til at vende snuden mod Mou og se den lille prinsesse

Oprindeligt havde jeg lavet en aftale med Signe om, at hun den 21. september skulle ned og have en gravidmassage som en del af vores store babytema her i efteråret. Signe havde døjet meget med bækkenløsning gennem det meste af graviditeten, og glædede sig til en gang forkælelse. Men pludselig den 20. september får jeg et billede tilsendt fra Signe, hvor hun ligger i en hospitalsseng med den sødeste, lille pige i armen. Vores APPETIZE-baby kunne ikke vente mere, og var allerede kommet til verden.

Efterhånden er lillepigen blevet tre uger, og det er blevet tid for mig at møde hende. Jeg glæder mig rigtig meget, og er spændt på at høre, hvordan fødslen gik. Jeg bliver modtaget i døren af en stolt far, og vi går sammen ind i stuen, hvor Signe sidder og giver lille Lærke mad. Lærke er nemlig navnet på den smukke, lille APPETIZE-baby.

Lærke bliver færdig med at spise, og jeg er så heldig, at jeg får lov at sidde med hende, imens Signe og Lars fortæller om den store dag, hvor deres lille pige endelig så dagens lys.

Den største dag

– Jeg havde afleveret Anton i skole kl. 8 om morgenen, fortæller Signe, og havde snakket lidt i telefon herhjemme, hvorefter jeg bliver enig med mig selv om, at jeg vil gå ned og lægge mig under dynen med en god film og bare slappe af, da de sidste par nætter havde været ret hårde. Sådan en graviditetsblære er ikke så stor, så jeg ville lige gå omkring toilettet, inden jeg kunne kravle under dynen, og pludselig gik vandet.

Klokken var på det tidspunkt 9.15 om morgenen. Signe forklarer, at hun egentlig undgik at gå i panik, og stille og roligt fik ringet til fødegangen. Der var dog optaget på begge numre, og Signe bestemte sig for at skrive til Lars.

– Jeg havde efterhånden ringet otte gange på hvert nummer til fødegangen, men tog det egentlig stadig ganske roligt, for jeg havde jo ingen veer. Jeg skriver til Lars, om han har tid til at snakke, hvor han så svarer, at det ikke passer så godt lige nu, men lige efter kommer der så endnu en besked: ”Med mindre det er vigtigt”?

Lars smiler, imens Signe genfortæller historien til mig, og hun fortsætter:

– Jeg får skrevet til Lars, at vandet er gået, og jeg tror ikke engang, han når at læse beskeden, inden han har ringet op. Ret panisk, griner Signe.

– Jeg blev da en smule rundforvirret, fortæller Lars. Man står derude på arbejdet, og jeg kunne slet ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Selvom Signe sagde, at jeg skulle tage det roligt, og vi nok bare skulle ind på sygehuset til tjek og så ville blive sendt hjem igen. Jeg rejste mig op og satte mig ned igen, men fik da styr på mig selv og kom afsted i bilen.

Efter samtalen med Lars fik Signe endelig fat i fødegangen, som beroligede hende med, at så længe hun havde vandafgang men ingen veer, kunne hun tage det stille og roligt. Signe fik også at vide, at hun skulle tage et bad, og så kunne de komme ind på fødegangen en times tid efter. Lars var i mellemtiden på vej hjem, og havde fået ringet til sin mor og forklaret, at hun skulle hente Anton for en sikkerheds skyld, da de ikke vidste, hvad der ville komme til at ske.

– Da jeg træder ud af badet, kommer Lars ind af døren, hvor han helt panisk udbryder; ’Hvorfor tager du ikke telefonen?’, fortæller Signe med et grin.

– Jamen, jeg vidste jo ikke, at du var i bad, så jeg var helt bange for, at der var sket noget, siden jeg ikke kunne få fat i dig, forklarer Lars.

Afsted mod sygehuset

Signe og Lars fik fundet de sidste ting, autostolen og tasken stod allerede ude i bilen. Det havde den gjort en 14 dages tid. Signe blev placeret på et stort håndklæde i bilen, og turen gik afsted mod Aalborg og fødegangen.

– Da vi kommer ned for enden af vejen, møder vi naboen, der er ved at gøre bilen ren, og jeg stikker vandrejournalen op i ruden og smiler, mens vi kører forbi, fortæller Signe med et smil. Så går der ikke ret lang tid, før hun ringer; ’du ser godt nok ikke ud som en, der er i fødsel’ – men jeg havde det jo også så fint, fortæller Signe. Der var stadig ingen veer, men da vi begynder at nærme os Aalborg, kan jeg begynde at mærke de første niv, og da vi når Kennedy-arkaden, begynder vi at tage tid på dem.

Signe blev sat af ved hovedindgangen af Lars, da hendes bukser var helt våde, og marcherede direkte ind på handicaptoilettet og fik skrevet til Lars, at han måtte få fat i en kørestol, da vandet drev ud af hende.

– Vi kommer op på fødegangen, og de spørger, hvor jeg har parkeret bilen, fortæller Lars – og jeg bliver derefter bedt om at flytte den, da man kun må parkere i ambulancegangen ved noget akut, og det var det her ikke.

Lars fik flyttet bilen, og da han kom op igen, begyndte Signes veer at tage til.

– I en kort pause når jordemoderen lige at tjekke mig, og der er jeg allerede 6 cm åben, forklarer Signe. Jeg havde på den ønskeseddel, man laver inden fødslen, skrevet, at jeg gerne ville i badekar for smertelindring, for det fungerede så godt, da jeg fødte Anton. Men jordemoderen forklarer, at det badekar kan vi ikke nå at fylde, og at jeg skal rykkes til en fødestue med det samme.

Imens Signe og Lars genfortæller fødselsforløbet til mig, sidder jeg med lækre, lille Lærke i armene. Hun har sovet så fint, men begynder at røre lidt på sig og være lidt utilfreds, så hun må tilbage i Signes arme og have lidt mere mad. Men hvor er hun bare skøn; hun har det fineste, mørke hår og er bare så gylden og lækker.

Selve fødslen

Lærke er tilbage i Signes favn, og vi kan fortsætte med historien.

– Jeg kastede op imellem hver ve, fordi det hele bare lige pludselig gik så stærkt, fortæller Signe. På et tidspunkt siger jordemoderen til Lars, at når lillepigen lige er ved at være født, skal han hive fast i den røde snor, og Lars fortsætter.

– Jeg kan huske, jeg blev helt stresset og tænkte, du skal ikke gå nogen steder nu. Jeg skal da ikke stå her alene. Med den måde Lars kan fortælle det på, kan jeg forestille mig præcis, hvordan han må have set ud i hovedet ved sådan en besked.

– Jordemoderen mente egentlig bare, at Lars skulle hive i snoren for at få mere assistance på stuen, men det opfattede han ikke lige på det tidspunkt, forklarer Signe med det største smil på læben.

Man må sige, at fødslen af Lærke gik rimelig hurtigt; kl. 9.15 gik Signes vand, kl. 10.30 var de på sygehuset, kl. 11.00 blev hun undersøgt, hvor hun allerede var 6 cm åben, og kl. 12.16 kom Lærke til verden. Efter vandafgang har hele fødslen kun taget 3 timer og 1 minut. Lærke havde en fin størrelse med 3140 gram og 53 cm.

– Vi kørte hjem fra sygehuset kl. 15.15, fortæller Signe, så man må sige, at det gik vildt hurtigt. i princippet kunne jeg have hentet Anton i skole igen.

Signe og Lars ringede til Anton ude fra sygehuset for at fortælle ham de gode nyheder.

– Min mor gik over til ham i DUS’en, da han havde fået fri fra skole, fortæller lars – og så ringede vi til ham på facetime, hvor Anton bare råbte op; ’Er det lærke, ej, se jeg har fået en lillesøster, mens jeg har været i skole, hvor er det sejt’.

Mødet med storebror

Signe og Lars kom først hjem til huset i Mou, og Lars kørte herefter op og hentede Anton og sin mor. Jeg er selvfølgelig lidt nysgerrig på, hvordan Anton reagerede ved det allerførste møde med sin lillesøster, og hvordan har han mon taget det efterfølgende? Han har jo været det eneste barn i mange år hos Signe og Lars, så mon han har været jaloux?

– Da han kom herhjem på dagen, ville han gerne holde hende, og overkyssede hende, fortæller en stolt Signe. Han var meget stille og vidste godt, at han skulle være forsigtig med hende. Han har bare vist sig at være en helt fantastisk storebror for Lærke allerede. Jeg har en enkelt gang set, at han selv har taget hende op, hvis hun har ligget i dynen. Han ved godt, at han skal passe på hovedet, han har en lillebror på 2,5 år oppe ved sin far, så han har helt styr på det.

Hvor er det dejligt at høre, at Anton bare har taget rollen som storebror til sig, og at de nu er en lille, lykkelig familie på fire.

– Når han kommer hjem fra skole, sidder han og fortæller hende, hvad han har lavet i skolen den dag, fortæller Signe – og det gjorde han også, da hun var inde i maven. Det er så hyggeligt.

Som jeg kan høre på det hele, har der indtil videre ikke været nogen jalousi at spore, og det er jo bare så dejligt, men som jeg kan forstå på Signe og Lars, er hele familien også rigtig gode til at inddrage Anton i det hele, så han ikke bliver tilsidesat.

– Anton havde jo fødselsdag tre dage efter, at Lærke blev født, hvor han blev fejret i stor stil med en masse gaver og fødselsdagsfest, så på den måde har han ikke mærket, at der er gået noget fra ham, forklarer Signe.

Et nyt liv

Lærke kom jo til verden 10 dage før terminen, og den 20. september skulle Signe egentlig have været til begravelse ved sin onkels mor.

– Da Lars og jeg er på vej ind på sygehuset, får jeg ringet til min mor, at jeg ikke kommer til begravelsen, da vandet er gået, og vi er på vej ind på sygehuset til tjek. Jeg aftalte med hende, at jeg skulle give hende besked, når jeg jeg vidste, om vi blev sendt hjem igen. Men pludselig gik det hele jo så stærkt, så jeg fik ikke skrevet til hende. Klokken 12.35 skriver min mor så til mig, at hun ikke kan tage telefonen den næste time, da hun er til begravelsen. Den besked læser Lars højt for mig, alt imens jeg ligger med Lærke på maven. Klokken 13 sender jeg et billede til min mor og svigerinde, for jeg vil så gerne fortælle det, men jeg ved jo godt, de sidder i kirken. Min svigerinde kan mærke telefonen i lommen, og får prikket til min mor, da hun kan se, det er en besked fra mig. De får åbnet og ser billedet af en helt ny lærke, fortæller Signe.

Hvor er det bare en fin historie, og jeg kan ikke undgå at få en smule kuldegysninger, mens Signe fortæller det. Så kunne den stolte mormor sidde til en begravelse og se, at et lille nyt liv var kommet til verden, og at hun nu var blevet mormor til sit fjerde barnebarn.

På selve dagen var der besøg af begge hold bedsteforældre i Mou. Alle havde jo glædet sig så meget til, at den lille ny skulle komme til.

– Hun har også været længe undervejs, siger Lars, og henviser til det lange forløb, han og Signe var igennem, inden det endelig lykkedes at få det fælles ønskebarn. 
Lærke ligger netop nu på maven på Signes ben og kigger nysgerrigt rundt i stuen. Hun er bare så fin med en hårpragt, der vil gøre mange misundelige.

– Hun er supersej til at ligge på maven, fortæller Signe. Vi øver det også i stor stil hver dag. Hun er bare så nem og dejlig, det må man godt sige, når hun er over 14 dage nu. Hun vokser godt, og har kun fået ros af sundhedsplejersken, så det er bare så dejligt.

Nu er det jo Signes andet barn, men Lars‘ første, så jeg er simpelthen nødt til at spørge, hvordan Lars klarer rollen som far.

– Han er en så dejlig far, fortæller Signe, mens hun kigger kærligt på Lars. Lige så snart han kommer ind ad døren, snupper han hende og ligger og hygger med hende.

Det har været skønt at være ude at besøge Signe og Lars og endelig møde lille Lærke. Hun er bare så lækker, og jeg glæder mig allerede til, at jeg skal se hende igen og følge lidt med i, hvordan hun vokser, og hvordan den nye hverdag former sig for familien i Mou.

Se billeder fra Signes hyggelige babyshower her

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*