Triple chocolate cookies med ristede hasselnødder

Tekst & foto Line Kilsgaard

September måned har for mit vedkommende været en meget travl måned. Masser af se til. Jeg er nu tilbage på arbejde efter barsel, og Oskar er startet i dagpleje. Men selv når mine dage flyver afsted og overskuddet er lavt, så finder jeg alligevel tid til at lave de her lækre cookies! For lækkersulten forsvinder altså ikke, bare fordi man har travlt! Så i denne måned skal I forkæles med mine absolut yndlingscookies – faktisk er det vist hele familiens yndlings! Eller.. Oskar er for lille til den slags, men han vil RIGTIG gerne have fat i dem. Opskriften er helt vildt simpel og tager cirka 30 minutter at lave. Tilføj hasselnødder for lidt ekstra knas eller lav dem helt klassiske “blot” med chokolade.

Opskrift:

15 stk.

Sværhedsgrad: let

INGREDIENSER:

150 g. blødt smør
300 g. sukker
2 store æg (stuetemperatur)
300 g. hvedemel
2,5 tsk. vaniljesukker
2 tsk. bagepulver
2 nip salt
85 g. hvide chokoladeknapper
85 g. mørke chokoladeknapper
100 g. mælkechokoladeknapper

50 g. hasselnødder (kan udelades)

DEJ:
Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Kom hasselnødderne på en bageplade beklædt med bagepapir. Kom hasselnødderne i ovnen i cirka 10-15 minutter, indtil de begynder at krakelere i skallen. Tag dem nu ud af ovnen og pil skallen af hasselnødderne. Dette gøres faktisk nemmest ved at tage en håndfuld af nødderne og rulle dem mellem hænderne. Hak hasselnødderne groft.

Pisk det bløde smør sammen med sukker og salt. Kom ægget i og pisk videre. 
Bland nu hvedemel, vaniljesukker og bagepulver godt sammen og tilsæt det lidt efter lidt til dejen, mens du rører rundt. Hak chokoladen groft og tilsæt til dejen sammen med de ristede hasselnødder. Brug en spiseske til at forme 10 cookies og fordel dem på 2 bageplader med bagepapir, da de vil flyde meget ud. Tryk dem lidt flade. Bag dine cookies i cirka 10 minutter ved 200 grader, eller til de er gyldne.