The Great Pretender

Tekst Anette Vedfald | Foto Presse

Der findes flere store kunstnere, som har betydet meget og sat et kæmpe aftryk i verden. Det er selvfølgelig altid en smagssag, men nogle gange rammer nogen bare et gigantisk pletskud i og med at de rører noget essentielt inde i de fleste af os. Som nu f.eks. det britiske band Queen, og i særdeleshed Freddie Mercury, der oprindeligt var født under navnet Farrokh Bulsara i 1946. Jeg har ikke mødt mange, som ikke kender et nummer med Queen, og et utal af musikere har da også sidenhen ladet sig inspirere af dem. For Queen og Freddie var nytænkende, og sammen formåede de at kanalisere deres skabertrang ud til os lyttere. Freddie Mercury, der nok var et af de største ikoner på den musikalske scene i det 20. århundrede, havde en enestående karisma. Han levede i en brydningstid både rent musikalsk, men også menneskeligt. Eller rettere; han var med til at skabe denne brydningstid.

Logoet ‘Queen Crest’, som Mercury selv designede.

Kontroversielle Queen

Freddie Mercury vidste, at han var skabt til noget større end bare en triviel småborgerlig tilværelse som læge eller advokat. Han følte en indre kreativitet, som bare ventede på at blive sluppet løs. Den mulighed fik han for alvor igennem Queen – et band som han både fandt på navn og logo til i 1970. Freddie, der også havde gået på kunstskole, designede nemlig logoet, der forestillede en kombination mellem de fire bandmedlemmers stjernetegn; Krebsen (Brian May), Jomfruen (Freddie Mercury), Løven (John Deacon og Roger Taylor), en Fønix, en Krone og et Q. Ret storladent og pompøst egentlig, men det viste det sig jo også, at Queen ville ende med at blive. For Freddies passion og vision gjorde, at Queen blev verdensberømte – selv ind i det 21. århundrede. Hans persona var ekstravagant og eklatant, og han yndede at spankulerede rundt på scenen som en anden påfugl. Men selve musikken var også noget ud over det sædvanlige. For både Brian, John, Roger og Freddie turde at tage chancer i måden at gribe tingene an på, og det gjorde sig gældende både i harmonierne, lyrikken og måden at mixe musikgenrer sammen på. Det blev nummeret ’Bohemian Rhapsody’ (1975) et tydeligt bevis på, men også ’Barcelona’. Rent visuelt var Queens optræden og musikvideoer uforudsigelige og selv min personlige favorit, musikvideoen ’I Want To Break Free’ (1984), endte med at blive bandlyst på MTV på grund af censur. Den var simpelthen for kontroversiel for datidens mere konservative seere, fordi bandet optrådte i dametøj.

Queen tilbage i 1975.

Freddies seksualitet, sygdom og død

Men det var ikke kun på det kreative og arbejdsmæssige plan, at Freddie Mercury var en slags mønsterbryder. Også hans privatliv tog en anden drejning i takt med, at han opdagede sin seksualitet som biseksuel. Hans tidligere kæreste og forlovede, Mary Austin, forblev hans store kærlighed og fortrolige ven indtil hans død den 24. november 1991. Hun arvede også det meste af hans formue, selvom han på daværende tidspunkt var sammen med sin kæreste igennem flere år, Jim Hutton. For mange af os er bi-og homoseksualitet ikke længere noget spøjst eller nyt. Men tilbage i 1970’erne og 1980’erne var det ikke lige sådan noget, som man havde allermest lyst til at skilte med – og slet ikke når man var verdenskendt. Det pres var ikke kun Freddie Mercury underlagt, men også store stjerner som eksempelvis George Michael, Neil Tennant (fra Pet Shop Boys) og Elton John. Det var simpelthen ikke acceptabelt at være til sit eget køn, men det var dog højeste mode at være androgyn eller bruge makeup og andet mere kvinde-orienteret flitterstads. Så på den måde kunne det homoseksuelle miljø bedre skjule sine udskejelser rundt om på diskotekerne, hvis de ellers gik stille med dørene ude i det daglige offentlige rum. Men derudover blev Freddie som bekendt også tragisk nok offer for sygdommen Aids. En sygdom der florede stærkt i det homoseksuelle miljø, og som sendte ramaskrig og chokbølger igennem hele verden. Man var bange for både at røre endsige tale med Aids og HIV-smittede personer, fordi man vitterlig troede at man kunne blive smittet derved. Der var bedemænd, der nægtede at klargøre afdøde personer, men også nogle politifolk valgte at bære masker og handsker i angst for smitte, når de anholdte homoseksuelle. Så dengang var det et endnu sværere og et større tabu at være HIV-smittet end i dag. Selv prognoserne for at overleve var ringere. Freddie ønskede derfor heller ikke at offentligheden skulle kende til hans diagnose endsige huske ham derfor. Han ville langt hellere huskes for musikken, og han fortsatte også med at arbejde utrætteligt videre til trods for sin sygdomsplagede krop. Det bidrog jo så blandt andet til at der kunne udgives et sidste album fem år efter hans død, nemlig ’Made In Heaven’ (1995). En sidste svanesang, og noget der altid har inspireret mig meget. Man skal huske at leve livet, mens man har det og dele den kærlighed man føler – for i morgen kan det være for sent.

I den sidste musikvideo med Freddie (These Are The Days Of Our Lives), var det til tydeligt at se, at han ikke var helt rask, selvom han blev sminket til at fremstå sådan.

Hvordan Queens musik påvirkede mig

Jeg husker ikke dagen, da nyheden om Freddie Mercurys død ramte. Men jeg husker at være vokset op med Queen, og hvordan deres musikalske toner kunne få nakkehårene til at rejse sig. Jeg var fascineret af musikvideoen til ’A Kind Of Magic’ (1986), fordi den indeholdte tegneserie-elementer. Men jeg har nu også altid generelt elsket, når musikvideoer fortalte en historie. Til jul kørte julesangen ’Thank God It’s Christmas’, og den osede af hjemlig hygge og tryghed. Jeg husker hvordan det oftest var ’We Will Rock You’ (1977) og ’We Are The Champions’ (1977) der blev spillet i fjernsynet, når min far og storebror sad og så landsholdsfodbold. Det var storladende numre, der overtrumfede alt andet jeg kendte til. Men jeg husker også, hvordan nummeret ’The Show Must Go On’ (1986) gav mig mod og styrke, når jeg skøjtede og motivationen indimellem var nede. Eller hvordan numre som ’Killer Queen’ (1974) og ’Living On My Own’ (1985) gjorde et indtryk, når alt føltes svært eller uretfærdigt i gymnasietiden. Når jeg havde kærestesorger, så var det ’Too Much Love Will Kill You’ (1995) og ’Who Wants To Live Forever’ (1986) der blevet spillet på stereoanlægget. Men yndlingsnummeret over dem alle er og bliver nok ’I Want It All’ (1989). Det har rockelementerne, som jeg generelt bare fatter stor kærlighed for. Men nummeret har også en charme og frækhed, der er genkendeligt på en berusende og opløftende måde.

Videoen, der var for kontroversiel til MTVs smag

Årets film

For godt og vel en måned siden kom filmen ’Bohemian Rhapsody’ med Rami Malek i hovedrollen. Det er en film om Queen og Freddie Mercury, og jeg kan kun anbefale alle at se den, da den for mig er årets bedste film. Jeg håber vitterlig, at den hiver et par Oscar-nomineringer hjem, for det fortjener den – selvom den i kritikkernes øjne alene er skabt for publikums tilfredsstillelse. Det var også en film, som jeg for nylig tog en snak med Queen Machine om, og de var ret enige i, at det var en mageløs portrættering. Personligt ville jeg gerne have oplevet Freddie optræde live, men når det nu ikke er ladsiggørligt, så er danske Queen Machine the next best thing.

To sider af samme person

Freddie Mercury var sin helt egen, men han gemte også på meget. Helt privat var han et stille, reserveret og genert menneske, der stod i skærende kontrast til hans on-stage-figur. Derfor var det også meget sigende, da han udgav covernummeret ’The Great Pretender’ (1987). For det var lidt som om, at han afslørede en hemmelighed om sig selv. For mig har det egentlig altid virket som om, at Freddie gemte en lille del af sig selv i samtlige af Queens numre – næsten som med dødsregalierne i Harry Potter bøgerne. Det bakker Freddies gode ven, journalisten David Wigg, også op om. For Freddie sagde nemlig engang til ham at ”Mit privatliv er mit eget. Men mit liv er i sangene. Så lyt til dem i stedet for at spørge ind til hvem jeg er.” Freddie var ikke typen, der skrev protestsange, men derimod typen, der skrev om hvad han følte. Jeg synes derfor, at han gav numrene sjæl, og gjorde dem udødelige. Jeg vil i al fald gerne have at ét af de numre, som engang skal spilles til min begravelse, bliver et af Queens. Om næste generation så vil tage Queen og Freddie Mercury til sig, ved jeg ikke, og jeg vil til den tid nok også være pænt ligeglad. Men i mit hjerte vil jeg dog altid være fan af Queens helt egen Great Pretender, Freddie Mercury.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*