Teateranmeldelse: Ægte magi i årets juleforestilling på Aalborg Teater

Tekst Christina Svendsen | Foto Allan Toft/Aalborg Teater

Charles Dickens udødelige klassiker ’Et Juleeventyr’ er blevet fortolket mesterligt flere gange og onsdag var det Aalborg Teaters tur, da de havde premiere på årets juleforestilling på Store Scene

Ungt hold

Det er et ung skuespillerhold med Niels Anders Manley i front i rollen som gnieren Scrooge, der står på scenen i ’Et Juleeventyr’. Lige fra starten bliver publikum taget ved hånden af de hvidklædte juleånder, der observerer og hjælper handlingen lidt på vej, når det er nødvendigt.

De er med til at slå julestemningen an fra starten med den skønneste sang, som går igen hele stykket igennem og de har en uskyldighed, der også gælder for resten af stykket.

Går op i en højere enhed

Scenografien er simpel og en fin blanding af det victorianske England, som i originalhistorien, og en mere nordisk æstetik. Det er en simpel scenografi, som giver god plads til historien og de iøjnefaldende kostumer.

Kostumerne er moderne, men fungerer overraskende godt. De uskyldige juleånder ligner for eksempel noget fra en futuristisk musikvideo fra 90’erne, men det hele går op i en højere enhed. De havde en fantastisk sans for mimik og komik, der gik rent ind hos børnene (og mig). Det er også et helt fantastisk syn, når den afdøde Marley går igen på scenen med rygende hår og raslende kæder.

Jeg vil også gerne fremhæve de to indsamlere, der var klædt i matchende kuglerunde grønne jakkesæt. Deres indgang fik hele salen til at klukke af grin og det var en fornøjelse, hver gang de var på scenen. Også Jacob Moth-Poulsen er god som nevøen Fred, der står som en modsætning til sin sure onkel. Fred tror nemlig på det gode i livet og nægter at opgive at få Scrooge med til juleaften. Jacob Moth-Poulsen giver rollen en storladenhed og bravado, der aldrig bliver til arrogance, hvilket er lidt af en bedrift.

Niels Anders Manley spiller den gamle gnier, der får en enkel nat til at redde sin sjæl. Det gør han rigtig godt og man føler med ham, for man ved jo godt, at der banker at godt hjerte indeni den hårde skal. Niels Anders Manley har tidligere bevist, at han er god til at spille barn i fx Ronja Røverdatter og Villads fra Valby, men han har overraskende stor pondus som ældre mand med alt for mange ar på sjælen.

Glemte tid og sted

Jeg har efterhånden set en del teater og har muligvis også set bedre teaterstykker end dette. Men jeg må indrømme, at jeg aldrig har glemt tid og sted på samme måde som i denne forestilling. Holdet bag har formået at puste nyt liv i en kendt og elsket fortælling, så der er ægte julemagi for både de yngre og de ældre. Aalborg Teaters version af ’Et Juleeventyr’ emmer af uskyldig julestemning og den får en stor anbefaling med herfra.

Hvis man skal have børn med ind og se Et Juleeventyr, så kan det være en god idé at gøre dem bekendte med historien, hvis de ikke kender den i forvejen. Vi havde Josefine på 10 år og Frederik på 12 år med i teateret og ingen af dem kendte historien i forvejen. De nævnte begge to, at det kunne være svært at finde ud af hvem de forskellige personer på scenen var, når Scrooge eksempelvis er på besøg i fortiden. I det hele taget tror jeg, at den anbefalede aldersgrænse på 7 år er velvalgt og skal overholdes.

Se Josefine (6 stjerner) og Frederiks (4 stjerner) anmeldelse herunder.

‘Et Juleeventyr’ spiller indtil 22. december på Store Scene hos Aalborg Teater. Se mere her