Jeg har i mit liv mødt mange fordomme og flakkende blikke. Men jeg har også mødt personer, der har ”set” og løftet mig.
”Jeg hader mig selv!” står der skrevet med sirlig håndskrift på det gråhvide kaffefilter i min hånd.
Et øjeblik forinden har min søn på otte år vendt bunden i vejret på en af mine mange rodekasser. Og lige dér – imellem ridsede børnesolbriller, indkøbssedler og løse skruer, jeg ikke aner, hvor hører til, lå så et lille vidnesbyrd om mine turbulente teenageår.
Ordene skrev jeg, da jeg var 16 år, og lige havde mistet min mor til kræft.
Da jeg vender kaffefiltret rundt, ser jeg to telefonnumre. Det ene er et nummer til Jes Dige, der var ansvarlig for den sorggruppe, jeg gik i dengang. Det andet nummer tilhørte Lene, som var min klasselærer i folkeskolen. To mennesker, som på hver sin måde hjalp mig, da jeg var i stor nød. Og de var ikke de eneste.
En skelsættende begivenhed
Når jeg ser tilbage, er mit liv delt op i et før og et efter den 20. marts 2002, hvor min mor døde på Hospice i Aalborg. For det var et helt andet liv, som jeg pludselig skulle lære at navigere i, og jeg var en helt anden person.
Jeg var blevet ”tvangsmodnet”, som Jes Dige kaldte det. Jeg var en voksen i en teenagers krop. Selvhadet, som begyndte at pible frem, udsprang af den ensomhed, der fulgte med at være anderledes end mine jævnaldrende klassekammerater. Der var pludselig en usynlig kløft imellem os.
”Uanset, hvor Sofie vender sig hen, så føler hun sig meget lidt forstået”, siger Jes Dige til kameraet i den dokumentarfilm, som jeg også selv medvirkede i dengang – en serie om børn i sorg. Jes havde helt ret.
Jeg var i starten meget åben omkring min sorg, men oplevede, at de fleste mennesker havde svært ved at håndtere det. ”Du må også videre med dit liv, Sofie”, sagde de, og skiftede hurtigt emne.
Der må være noget galt med mig, når folk reagerer sådan, var min konklusion. Jeg forstod ikke for alvor, at det var folks berøringsangst med døden, der fik dem til at bakke. Ikke mig.
Traumer er blevet vækket
Imens jeg står med dette konkrete minde fra fortiden i hånden – et tyndslidt kaffefilter – går det op for mig, at historien, på afgørende områder, har gentaget sig selv i voksenlivet.
Jeg har de seneste år været igennem endnu en transformerende krise. Den opstod, da mit ældste barn, med autisme og ADHD, blev meget psykisk overbelastet i rammer, der ikke tog nok hensyn til hans særlige behov. Igen har jeg mærket, hvor ondt det gør at blive mødt med berøringsangst, og afstandtagen, når man er allermest sårbar. Hvordan dét, der opleves som en afvisning, forplanter sig som en følelse af at være forkert og til besvær.
Ikke alle går i en bue udenom
Kaffefiltret minder mig om, at der heldigvis findes mennesker, som ikke lader sig skræmme væk af andres mørke. Mennesker, du kan ringe til, når det virkelig gælder.
Det er mennesker, der tør stille de nysgerrige spørgsmål, eller give det spontane knus. De ved godt, de ikke kan fjerne det svære livsvilkår for hverken børn eller voksne, men de kan lindre følelsen af ensomhed ved at lytte og være der.
Det er mennesker, der ved, at sorg og krise ikke er en konstant størrelse. Det er et omskifteligt landskab, man bevæger sig i. Det ene øjeblik løber tårerne. I næste nu rammer en forløsende latter.
De mennesker, der er åbne over for de mange nuancer i krisen, er et mindretal. Men de findes. Jeg havde aldrig fået et godt liv, en journalistuddannelse, eller tre vidunderlige børn, hvis det ikke var for dem.
