”Når bare…” Kender du den tanke? Når bare jeg får en kæreste. Når bare jeg får mere overskud. Når bare det bliver fredag. Når bare ferien kommer. Når bare jeg får den lønforhøjelse. Så bliver det godt. Jeg levede længe med den tanke.
Jeg ventede på, at livet en dag ville falde på plads. At det rigtige liv lå lige om hjørnet, og at jeg bare manglede én ting mere, før jeg kunne sænke skuldrene og tænke: Sådan. Nu er jeg der.
Jeg ved faktisk ikke, hvornår det ændrede sig.
Det var ikke en mandag morgen. Ikke et nytårsforsæt. Ikke en stor beslutning, hvor jeg slog i bordet og erklærede, at nu skulle livet være anderledes.
Det skete stille.
Næsten umærkeligt.
Men på et tidspunkt holdt jeg op med at vente.
Jeg begyndte at opdage, hvor meget liv jeg gik glip af, mens jeg ventede på, at livet skulle begynde.
Jeg tror, vi er flere, der gør det.
Jeg ventede på, at børnene blev større, fordi jeg drømte om mere overskud. Livet med små børn er hårdt. Det er intenst. Men det er også sjovt, kærligt og fuldt af liv. Imens blev de faktisk større. Jeg blev bevidst om at den tid, hvor de løber mig i møde efter en dag i børnehaven eller stadig har brug for at sidde på mit skød, kommer aldrig igen.
Jeg ventede på den store kærlighed. Jeg troede, at livet ville blive helt, når den rigtige mand kom. For når jeg hele mit liv havde lært, at lykken kom udefra, var det svært ikke at vente på den.
Jeg ventede på weekenden, som om mandag til torsdag bare var noget, der skulle overstås. Men det gik op for mig, at hverdagen jo også er livet. Det er mine kollegaer. Madpakkerne. Aula. Krammene ved afhentning. Aftensmaden omkring spisebordet og glæden ved at sende børnene afsted til deres fritidsaktiviteter.
Jeg ventede på sommerferien. På næste løn. På at føle mig klar.
Efter mit brud ventede jeg længe på, at livet skulle falde på plads igen. At der skulle komme en ny kærlighed, som kunne få historien tilbage på sporet.
Men en dag gik det op for mig, at mens jeg ventede på, at mit liv skulle begynde var mine børns barndom allerede i gang.
Mine børn blev større.
Årstiderne skiftede.
Og årene gik.
Og jeg havde et valg.
Jeg kunne blive ved med at vente på den partner, den lønforhøjelse eller det overskud, som jeg bildte mig ind, ville gøre livet bedre.
Eller jeg kunne begynde at leve det liv, jeg allerede stod midt i.
Det gik op for mig, at der ikke er nogen garanti for, at livet bliver bedre i morgen. Men jeg ved, at jeg har meget godt i mit liv lige nu.
Så jeg begyndte at leve ud fra den virkelighed, jeg havde.
Jeg skabte vores egne traditioner.
Jeg tog initiativ til at rejse alene med mine tre børn i stedet for at vente på en rejsemakker.
Jeg inviterede mennesker ind i mit liv, som gjorde mig glad.
Jeg begyndte at føre mine egne drømme ud i livet – også selvom de kom til at se anderledes ud, end jeg engang havde forestillet mig.
Ikke fordi jeg ikke stadig drømmer om kærligheden.
Det gør jeg.
Men jeg har opdaget, at kærligheden ikke behøver at være startskuddet til det gode liv.
Det gode liv må godt begynde længe før.
Og jeg bliver da også stadig glad, når ferien nærmer sig, eller når der går løn ind på kontoen.
Men jeg er holdt op med at tro, at det er dér, livet begynder.
Det er også dét, jeg prøver at lære mine børn.
At de ikke skal vente med at leve, til alting ser rigtigt ud.
At de godt må købe blomsterne selv.
Booke rejsen.
Invitere vennerne.
Holde festen.
Starte projektet.
For livet spørger sjældent, om vi er klar.
Det sker bare.
Men det går også bare.
Jeg har ikke lyst til en dag at sidde alene i et stille hus og tænke: Hvor blev tiden egentlig af?
For den dag kommer. Pludselig er der ikke flere madpakker, der skal smøres. Ingen Aula-beskeder. Ingen flyverdragter i entréen. Ingen små hænder, der griber fat i mine.
Livet er også en mandag. Det er madpakker, skole, arbejde, børnehave, Aula og opvask.
Det er grin omkring spisebordet og en kop kaffe på terrassen.
Det er kaotisk at være én voksen til tre børn.
Men før jeg ved af det, er her stille.
Og jeg håber, at jeg til den tid kan tænke, at jeg var der.
At jeg ikke ventede på, at livet skulle begynde.
Jeg øver mig i at være lige her.
For det er faktisk her, livet er.
Så det her er ikke en opskrift.
Bare en venlig påmindelse til mig selv – og måske også til dig – om, at livet også er en helt almindelig mandag.
LIDT OM FIE:
Mit navn er Fie.
Jeg er mor til tre børn på 4, 6 og 13 år, eneforælder på fuldtid og optaget af at skabe et liv med nærvær, mening og plads til både store og små drømme. Jeg er nysgerrig på alt det, der gør os menneskelige – kærlighed, relationer, moderskab, længsler og de omveje, livet nogle gange tager os ad.
På Instagram-profilen @det.du.vander.vokser deler jeg ærligt om livet, som det udfolder sig, og om forsøget på at skabe et liv, der føles rigtigt indefra.
