Matador er en af den slags serier, der på imponerende vis har sat sig fuldstændig fast i dansk kulturhistorie. På trods af, at det er mere end 40 år siden, Bent Fabricius-Bjerres ikoniske intromelodi for første gang kunne høres i de danske stuer, er serien stadig populær.
Jeg har først set Matador for ganske nylig efter insisterende opfordring fra flere, mens de enten har set medlidende eller opgivende på mig. For hvordan kan man gå igennem et halvt liv uden at være bekendt med begivenhederne i Korsbæk? Inden jeg gik igang var jeg en smule skeptisk, og tænkte at al den kærlighed, som serien stadig får, mest havde rod i nostalgi. Men allerede efter første afsnit var jeg klar til at tage af sted til ’Korsbæk på Bakken’ sammen med alle de andre inkarnerede Matador-fans.
For det første er persongalleriet jo en skattekiste nogle af Danmarks bedste skuespillere gennem tiden. Jeg havde ærlig talt helt glemt Per Pallesen, der brillierer i birollen som tjener Boldt. Han er lidt en bandit, der blandt andet udnytter stakkels Agnes Jensen, men man kan alligevel ikke lade være med at holde af ham.
FOTO: DR – Mens Røde er i Sverige, udvider Agnes (Kirsten Olesen) sin blomstrende virksomhed.
Kvinderne i Matador
Er der nogen i Danmark, der er bedre til at skrive kvindelige karakterer end forfatteren Lise Nørgaard? Mens de fleste mænd i Matador ærlig talt er lidt nogle skvat (her tænker jeg bestemt ikke på den gode doktor Hansen), der bliver styret af deres følelser, så gemmer der sig til gengæld en stor styrke hos kvinderne.
Jeg holder utrolig for eksempel meget af grisehandler Larsen, men der er ingen tvivl om, at han ville være fortabt uden konen Katrine, der har økonomien i orden, men ikke viser det frem. Hun er yderst medmenneskelig og retfærdig. Da Mads Skjern for eksempel kun belønner datteren Ellen med en hest, så køber Katrine også en hest til lillebror Daniel, der ikke har samme talent for skolen, som sin søster.
En anden handlekraftig kvinde er Agnes, som i første afsnit præsenteres som den lidt næsvise stuepige, der hygger sig med tjener Boldt. Da han viser sig at være en luskebuks, der ikke har tænkt sig at tilbyde ægteskab, lader hun sig kun kortvarigt slå ud. Hun bliver gift med jernbanearbejderen Røde, og selvom det langt henad vejen er et lykkeligt ægteskab, har Agnes store ambitioner.
Da en ulykkelig hændelse rammer, så starter hun firma hjemme i stuen, der udvikler sig, så hun til sidst kan købe den ejendom de bor i, som i øvrigt ejes af Katrine Larsen. Hendes succes huer umiddelbart ikke ægtemanden, der med sine kommunistiske idealer har svært ved at forlige sig med Agnes’ kapitalistiske virkelyst. Måske er stoltheden også en smule såret, men den reparerer Agnes kærligt ved at tilbyde Røde at overtage en gren af hendes lille virksomhedsimperium.
FOTO: DR – Tjener Boldt (den sjuft) og Agnes fra afsnittet “Den enes død – 1932”
Vi er heldige
Hvad vil jeg så egentlig sige med denne kærlighedserklæring til Matador? Måske ikke så meget udover, hvor heldige vi danskere er med vores kulturhistorie. Der er flere i den store verden, der har fået øjnene op for danske produktioner. For eksempel den danske film ’Pigen med nålen’, der for nyligt blev nomineret til en Oscar for Bedste Internationale Film.
Der er masser af glimrende værker i vores kulturhistorie, som fortjener at blive taget frem igen og igen. Andre har fået tildelt en ophøjet plads, som måske skulle genovervejes. For eksempel husker jeg det selv som en stor oplevelse at se Gyngehøvdingen i fjernsynet, da jeg var barn. Men jeg har en slem mistanke om, at den ville falme noget ved et gensyn i dag.
