Når du bliver født, ligger din nye identitet klar. Dine forældre tager dig op, og kigger dig dybt ind i dine fine små nyfødte øjne, de glæder sig så inderligt til at lære dig at kende. Men inden du selv, og de, finder ud af hvem du er, så begynder kasserne allerede at tage patent på din krop og tanker.
Dit første sæt tøj har ligget klart de sidste måneder. Hvilke signaler ønsker de voksne du skal udstråle? Er du en sjov, lille farverig trold? Eller er du mere beige og økologisk? Bliver du klassisk eller street? Eller lidt af det hele. Får du en håndbold, en ishockeystav eller en cello i 1 års fødselsdagsgave? Og hvem er du, når du sidder der på armen af far, 2 år gammel, nede i vuggestuen, til familiefesten, i Bilka eller på Torvet? Hvem har de bestemt, du skal være?
Dit navn. Hvilken identitet har dine forældre ønsket for dig? Hvad skal hele verden kalde dig, og se, når de møder dig igennem livet. Blev det helt klassisk og tidssvarende, så dine forælder sikrede sig, du blendede godt ind. Blev du opkaldt efter familiens elskede farfar, så du nu har nogle meget store sko at fylde ud. Eller har din mor spillet World of Warcraft hele sit liv, og set Ringenes Herre minimum to gange om året, og givet dig et eventyrligt elvernavn, som du nu får til at passe ind i en hverdag som revisor i kommunen. Blev du en romantisk blomst, eller den sommers store fodboldhelt, din mors yndlingskrydderi, fandt dine forældre dit navn i de religiøse skrifter? Måske voksede du aldrig op i en favn af forældre og familie, og synes at alt blev helt tilfældigt? Vi lærer igennem årene at hvile i vores navne, i hvert fald de fleste af os. Ville mit liv have formet sig anderledes, hvis jeg var blevet en Britta?
Du bliver proppet ned i kasser og landegrænser, religioner og politiske tilhørsforhold, og som nordjyde har du en helt særlig identitet, inden du overhovedet kan gå. Du er stærk og sej, men skal fandme ikk’ tro du er noget. Du får job og børn, måske … Dine kærester præger dig, din arbejdsplads, dit studie. Fodboldklubben eller saunaholdet. Du har spejlet dig i dine forældre, kammeraterne, idolerne, fjenderne hele dit liv. Du har været forsonende eller rebelsk, stille, larmende; alle omkring dig har reageret på dig ud fra deres egne spejlbilleder. Og vi tager det til os. Det lægger sig som små lag udenpå fra den dag, vi bliver født. Og vi lever et liv med drømme og målsætninger om nye biler, børnebørn, udestue, gasgrill, et yoga-retreat i de svenske skove, færre kilo på røven eller billetter til Thailand, vi lever med de forventninger vores omgivelser har til os, og vi prøver inderst inde at gøre alt, så godt vi nu kan, måske uden nogensinde at tage stilling til, hvem vi egentlig er. Dybt indeni.
Så tag med mig på et lille tankeeksperiment.
Forestil dig du vågner op på en helt ubeboet ø en stille morgen eller sen nattetime. Du befinder dig ved havet, på en bjergtop, en lille lysning i skoven, midt ude i den smukkeste eng. Eller måske vågner du på en stjerne midt ude i Galakserne. Du befinder dig lige præcis der, hvor dit hjerte føler størst ro. Alene.
Du vågner helt nøgen, kun dig, udenfor tid, udenfor dit almindelige liv. Alt er hvisket væk for en stund. Nationalitet, børn, kæreste, religion, arbejde, hjem, problemer og tankemønstre, husdyr og gamle vaner. Slip alle prædikaterne vi kender dig som. Datteren, faderen, chefen, kokken, musikanten, barnebarnet, den arbejdsløse, den umulige. Der er kun DIG, uden navn, du kære sjæl. Træk vejret. Og træk det igen. Helt stille… mærke. Hvad fortæller dit hjerte dig? Hvem er du helt indeni, når der bliver helt stille.
Min elskede Lars fortalte mig altid, at jeg skulle huske på, at jeg var en del af noget større, underforstået min far, og det måtte og skulle jeg leve med. Lars var en rigtig pragtfuld og vis sjæl, men jeg købte aldrig helt præmissen. Der var et eller andet der manglede, når jeg lod mit hjerte tale uden baggrundsstøj. Jeg var uden tvivl en del af noget meget, meget større end ”mig”. Men … det var ikke min far og hans navn. Når jeg kigger op i stjernerne og langt ud i universet finder jeg roen. Vi er alle en del af noget absolut meget større. Noget meget større end vores navn og ophav.
Jeg er ikke min fars navn. Jeg er ikke hans forlængede spøgelsesarm, som alle kan hvile i. Jeg er ikke mit navn. Når jeg finder dybt ind i mit hjerte, på den lille ø, ude ved havet. Så genkender jeg kærlighed i mit hjerte. Jeg hviler i en fundamental, universel kærlighed. Det er mig. Og når jeg tager min livskappe på igen, så er jeg kærlighed til dem jeg elsker, dem der bor i min sjæl.
Når jeg sidder ved havet, når jeg går en tur i skoven, når jeg oplever de små ivrige bier, der kysser de mest vidunderlige blomster omkring mig, når jeg studerer vingerne på en sommerfugl, ser mine venners køkkenhaver sprudle af sundhed og gode energier, når jeg læser om blækspruttens liv, ser kærligheden og omsorgen hos elefanter og hvaler; når jeg studerer planter og deres medicinske evner, når jeg oplever og reflekterer over vores moder jord, Gaia, og alle de skabninger, der bor her. Den fuldkomne magiske skønhed, intelligens og samhørighed hele den her klode er skabt i… SÅ undrer det mig, dybt ind i min sjæl, at vi ikke er mere lydhøre overfor jordens hjertebanken. At de fleste af os lever så meget ude af trit med jordens eget sprog og liv, og vores egne evner. De evner der gennem generationer er blevet forplumret af uro og udefrakommende larm.
Så giv dig selv den kærlighed at lytte til, hvem du virkelig er. Helt dybt indeni. I stilhed. Og tag så den du finder der, med ud i den store buldrende verden bagefter. Og giv den skønne sjæl noget mere plads og liv igen.
Jeg ønsker dig det skønneste efterår med dem du elsker.
Josefine
