Taler vi som samfund for meget om ADHD og autisme? Nej, er mit klare svar, men mange mener for meget om diagnoserne på et alt for spinkelt grundlag. Det vil jeg gerne lave om på.
Opdragelse, trivsel og psykiatriske diagnoser diskuteres flittigt i den offentlige debat. Alligevel står jeg tilbage med en oplevelse af, at mit livsvilkår – at være en familie med autisme og ADHD – er totalt underbelyst.
”We are not invisible, but we are unseen”, siger en mor, der har et barn med særlige behov, i en amerikansk dokumentar, jeg stødte på for nylig. Et udsagn, der rørte mig, fordi det så præcist beskriver min oplevelse af at leve i en parallel virkelighed.
Det er en giftig cocktail, at alle mener noget om psykiatriske diagnoser, samtidig med at de færreste reelt har indsigt i, hvad det vil sige at leve med et handicap, der i mange sammenhænge kan være usynligt.
Jeg oplever, at autisme og ADHD i stor stil er omgærdet af mystik, mistænkeliggørelse og utroligt stærke følelser.
Diagnoserne underkendes
Den manglende viden, og de mange fordomme, bekymrer mig.
Jeg frygter, at vi som samfund i stigende grad er i gang med at underkende, hvor indgribende psykiatriske diagnoser kan være i menneskers liv, og hvor afgørende det er at blive mødt med de rigtige rammer, hjælp og forståelse.
Vi taler om rummelighed, og et fællesskab med plads til alle, men i praksis oplever jeg ofte det stik modsatte: En afstandtagen over for familier, der stikker ud fra flokken. En bedrevidende forestilling om, at deres problemer kan løses, hvis de bare gør sig lidt mere umage, eller, groft sagt, tager sig sammen.
Nogle medier bidrager desværre til stigmatiseringen af en minoritet.
Især hæfter jeg mig ved artikler, hvor kun én kilde optræder, og hvor kilden, der ofte har autoritet, kommer med en kritik på et individplan. Måske mener vedkommende, at det er misforstået at bruge en solsikkesnor, eller påstår, at psykiatriske diagnoser skyldes dårlig opdragelse. Der er ikke noget, der kan få kommentarsporene til at syde og boble som den slags artikler, og hver gang bliver jeg inderligt indigneret.
Set fra mit perspektiv bliver det lidt som en slags debatindlæg forklædt som objektiv journalistik, og en gratis omgang for kilden, som hverken skal dokumentere sine påstande eller svare på kritiske spørgsmål.
Jeg elsker mit fag, men det er ikke mediernes opgave at puste til de eksisterende fordomme, og facilitere mudderkastning på de sociale medier mellem ulige hold.
Mediet Salamanca skal oplyse og udfordre
Der er så meget at lære her. Jeg ved det om nogen, for jeg har selv været lykkeligt uvidende om vilkårene for mennesker med handicap i Danmark.
Efter lange overvejelser har min kæreste, Michael Nørrelund, og jeg nu besluttet, at vi vil gå helhjertet ind i kampen for at skabe en bedre position i samfundet for familier med autisme og ADHD.
I slutningen af september 2025 løfter vi sløret for vores eget online medie, Salamanca, som skal udkomme med journalistiske historier om alt det, familier med autisme og ADHD kæmper med, men også alt det, der lykkes og fungerer.
Vi vil gennem podcast, artikler og liveshows forsøge at skabe den nuancerede journalistik, som vi selv sukker efter, og, over tid, tegne et helt billede af et hamrende udfordrende livsvilkår.
For os handler det ikke om at lukke munden på de diagnosekrtiske, men om at faktatjekke, give plads til de forskellige perspektiver og huske de kritiske spørgsmål.
