John Wayne og Clint Eastwood har redet ind i utallige præriebyer, reddet befolkningen fra ondskab, og derefter taget videre i solnedgangen på vej mod nye eventyr. Den ensomme cowboy havde sin storhedstid i de mange westernfilm, men han lever faktisk stadig i bedste velgående – bare i en ny udklædning.
På trods af, at det ikke ligefrem vælter med nye westernfilm i biografen, så genopdagede jeg for nylig, at den ensomme cowboy stadig findes. Men mens det tidligere var en hest, der var det foretrukne transportmiddel, er den nu skiftet ud med andre hestekræfter.
I F1: The Movie, der fik premiere i de danske biografer i sommers, er det endda en hel del hestekræfter, for her er det Brad Pitt, som skal redde Javier Bardems kriseramte formel 1-hold.
Brad Pitt spiller den amerikanske racerkører Sonny Hayes, der engang var det unge håb i formel 1-kredse. Men efter en ulykke forsvandt han, og har sidenhen levet en flakkende tilværelse, hvor han deltager (og vinder) de forskellige racerløb, han lige kommer forbi.
Det gælder blandt andet 24 timers-løbet Daytona, som den talentfulde Sonny hjælper med at vinde i åbningsscenen af filmen. Han når nærmest ikke engang at fejre sejren, for han skal videre, som den ensomme cowboy jo altid skal. Det er nemlig skæbnebestemt, at han skal videre i solnedgangen, når slaget er vundet.
Og trods højlydte protester og bønner fra den desperate holdleder, der gerne vil have Sonny som en fast del af racerholdet, så er han fast besluttet på aldrig at deltage i Daytona igen. This is the way, som en anden moderne cowboys mantra er (The Mandalorien).
Næste slag venter lige om hjørnet, men denne gang er det ikke med Sonnys gode vilje. Det betyder nemlig en tilbagevending til den verden, han forlod årtier tidligere på grund af ulykken, der gav ham både fysiske og mentale ar. Men nu spørger hans gamle ven om hjælp, og nødtvunget lader Sonny sig overtale til at vende tilbage, for at redde Javier Bardems hold fra at blive overtaget af onde investorer.
Ren underholdning
Der er noget forløsende i de film, hvor en helt kommer ind fra højre, redder dagen og derefter tager videre igen. Tænk, hvis hverdagens problemer kunne fikses på samme måde. Den ensomme cowboy er dog også en sørgelig type, for der er sjældent en lykkelig slutning for ham.
Som i en gammeldags western handler det også om at slå tænkehatten fra, når man ser F1: The Movie, og bare nyde en vaskeægte biograf-oplevelse. Man skal for eksempel ikke tænke for længe over, om en mand på Brad Pitts alder mon kunne holde til de massive G-kræfter, som en formel 1-kører bliver udsat for i virkeligheden.
Det er tydeligt, at der er en oprigtig kærlighed til racersporten i filmen. For eksempel er der noget fedt over de virkelig velfilmede racersekvenser, hvor jeg endelig begyndte at kunne se det tiltalende ved Formel 1. I mit barndomshjem var formel 1 en fast del af søndagsunderholdningen, men jeg kunne aldrig se det sjove i en masse biler, der kørte i cirkler.
Brad Pitts aldrende racerkører er på mange måder i samme kategori som Tom Cruise i den nye Top Gun eller Mission Impossible, hvor attraktionen i lige så høj grad er den gode filmproduktion og en vaskeægte filmstjerne i hovedrollen.
Men er filmstjerner som Brad Pitt og Tom Cruise på vej til at forsvinde? I den yngre generation er der stjerner som Timothy Chalamet og Tom Holland, men jeg tænker ikke på dem som oplagte arvtagere til den ensomme cowboy-type. Så mens den ensomme cowboy stadig lever, lever han måske ikke evigt.
