tekst Maria Ellermann  | foto Lucas Bunk

Jeg bliver vist aldrig rigtig voksen

aug 28, 2026

Som barn satte Anders Wortmann ild til sit eget legehus. I dag lever han af at få mennesker til at grine. Mellem de to punkter ligger en opvækst fyldt med musik, gøgl og en ukuelig lyst til at lege. En lyst, han aldrig har lagt fra sig. For de fleste af os bliver legen langsomt afløst af madpakker, kalenderaftaler, bleer og realkreditlån. For den 36-årige komiker, radiovært, sangskriver, børnebogsforfatter og far til to er den blevet en livsfilosofi – og fundamentet for en karriere.

 

Når Anders Wortmann bliver spurgt, hvem han er, kommer svaret uden tøven.

– I virkeligheden så er jeg vel et stort legebarn. Jeg er vokset op i et villa-villa-kulla-kvarter i en familie, hvor revy, musik og skæve indslag var en naturlig del af hverdagen.

Da han første gang var til familiefest hos kærestens familie, ventede han længe på, at nogen rejste sig.

– Er der ikke snart nogen, der skal sige noget? Hvor er indslagene henne?

Hjemme var det historierne, der bandt familien sammen – også dem, alle havde hørt før. Anders fortæller, at familien sagtens kan godt finde på at fortælle de samme historier 35 gange.

Selv om han i dag har hus, børn og karriere, føler han sig stadig ikke helt voksen. Når han henter datteren Nellie i skole og ser de andre forældre, tænker han:

– Nå, det er de rigtige voksne, der går derovre. Jeg føler mig stadig som en på 22. Først da en af mine kusiner, der er tyve år yngre, blev voksen, slog det mig: „Hov, jeg er faktisk voksen i forhold til dig.“

Anders og den tonedøve

Musikken har fulgt Anders Wortmann, siden han var barn. Han begyndte til trommer, indtil hans mor, måske af strategiske årsager, gav ham en bas uden forstærker i konfirmationsgave. Senere spillede han i tolv år ballemusik med sin gode ven Michael under navnet: Anders og den tonedøve. Repertoiret bestod af Bamses Venner, Shu-bi-dua og Kim Larsen, krydret med vittigheder mellem numrene. Perfektion var aldrig målet og Anders fortæller med et grin:

– Vi vidste godt, hvad vi kom med – charme og nogenlunde musik.

Det var også her, han opdagede, at hans største styrke ikke var stemmen, men evnen til at skrive. De skæve tekster og humoristiske sange blev vigtigere end den perfekte vokal. Som han selv siger:

– Hvis du kan skrive nogle sjove sange og nogle sjove tekster, så er det lige pludselig ikke, hvordan din stemme lyder. Så er det, hvad du siger.

 

 

Fra bankmand til frikvarter

Legebarnet i Anders var ellers på vej i en helt anden retning. Som ung forestillede han sig et liv som bankmand eller ejendomsmægler og interesserede sig for aktier. Men drømmen holdt ikke længe. Der var for meget skrivebordsarbejde ved det, konstaterer han. I stedet landede han på ANR, hvor arbejdet føltes mere som et frikvarter end et job, som han grinende fortæller:

– Sådan et radiojob er jo en stor legeplads.

Kort før coronanedlukningen kastede radioen sig ud i et comedyforløb, hvor Anders sammen med to lyttere skulle prøve kræfter med stand-up. Pandemien satte en stopper for planerne, men gav ham tid til at eksperimentere. Hjemme begyndte han at skrive humoristiske sange og lave videoer, som hurtigt fandt et publikum på sociale medier.

Samtidig udviklede han sammen med radioværten Matilde Alexandra et musikalsk univers i morgenradioen. Hun havde den musikalske ballast, han selv manglede, og sammen kunne de forvandle hans idéer til sange.

– De idéer, jeg havde, kunne vi sammen gøre store, fortæller han.

De skrev sange ud fra lytternes historier direkte i radioen, og formatet voksede hurtigt. Allerede efter ni måneder blev ANR‘s morgenflade kåret til Årets Morgenflade foran de landsdækkende radiokanaler. For Anders blev det beviset på, at kombinationen af musik, historiefortælling og humor var hans rette plads.

Ringlighten og den ægte reaktion

Bag millioner af visninger gemmer der sig et (næsten) ganske almindeligt familieliv. Sammen med kæresten Trine og deres to døtre finder Anders sine historier i madpakker, institutionsliv og de små konflikter, de fleste børnefamilier kender. Hvor andre komikere henter stof i samfundsdebatten, finder han det i hverdagen.

Trine er blevet en ufrivillig hovedperson i mange af videoerne. Hun er den første, der hører idéerne, og Anders spiller op imod – både hjemme og foran kameraet.  Efterhånden ved hun godt, at der er noget i gærde, når Anders kommer ind i stuen med guitar, telefon og ringlight. Hun ved bare aldrig HVAD.

På sociale medier ser det måske planlagt ud, men ifølge Anders er 70 procent ægte og 30 procent iscenesat. De 30 procent består i, at Trine kan se optagelsen komme. De 70 er hendes reaktion. Hun aner ikke, hvad sangen handler om, før han begynder at spille:

– Jeg øver sangen, inden hun hører den, fordi jeg gerne vil have hendes ægte reaktion. Det bliver bare bedst.

Den første sang blev sunget uden for badeværelsesdøren, mens Trine sad på toilettet. Siden er det blevet til et helt univers af musikalske hverdagsportrætter om tomme shampooflasker og om den dag, Anders uden varsel meldte hende ind i børnehavens aktivitetsudvalg. „Ej Anders! Det har du bare ikke!“ udbryder hun, mens kameraet ruller.

For Anders er sangene blevet en måde at sige de ting, der ellers kan være svære at bringe op. Hverdagens irritationer bliver pakket ind i rim, guitar og selvironi, og måske er det netop derfor, videoerne rammer så bredt. De handler ikke om spektakulære begivenheder, men om de små øjeblikke, de fleste parforhold og småbørnsfamilier kan genkende.

Hvor han lever af at improvisere og kaste sig ud i nye projekter, har hun et mere traditionelt arbejdsliv. Kontrasten bliver tydelig, når deres ældste datter skal forklare, hvad mor og far laver. Mor arbejder på kommunen og far laver videoer, skriver sange, optræder, turnerer og finder hele tiden på noget nyt.

Far & søn – et eksperiment der voksede

Det begyndte ikke med en stor forretningsplan, men med en idé. Anders havde længe haft lyst til at stå på scenen sammen med sin far og fortælle om livet som far set fra to forskellige steder i livet. Den ene med voksne børn, den anden midt i småbørnsårene. Planen var beskeden. Han tog orlov fra radioen, de bookede fire forestillinger, og hvis omkring 300 mennesker købte en billet, ville de være tilfredse.

Sådan gik det ikke. Billetterne forsvandt hurtigere, end de havde forestillet sig, og de fire forestillinger blev til ti, tyve og sidenhen over halvtreds. Midt i det hele fik Anders en fornemmelse af, at de havde ramt noget særligt. Som han selv beskriver det:

– Jeg tænkte, hold da op, der er et eller andet her.

Publikum kom ikke kun for at se stand-up. De kom for relationen mellem far og søn, de kærlige drillerier og historierne om familielivet, som mange kunne spejle deres eget liv i.

Mens turnéen voksede, voksede familien også derhjemme. En dag spurgte hans ældste datter, hvorfor han altid var træt, og om de ikke skulle lege. Den bemærkning ramte ham hårdt og blev begyndelsen på nogle overvejelser om, hvordan arbejdsliv og familieliv skulle hænge sammen. Han elskede sit arbejde på radioen, men kunne samtidig mærke, at tiden med børnene ikke kunne udskydes. Derfor valgte han at tage springet. Han fortæller, at han havde brug for at tage chancen, fordi det føltes som „nu eller aldrig“.

Beslutningen betød, at han sagde sit faste job op, mens hans far forlod stillingen som skoleleder. Sammen kastede de sig ud i turnélivet med forestillingen FAR, som på halvandet år solgte omkring 17.000 billetter. Succesen ændrede også ambitionerne.

Da de senere udviklede Far til To, handlede det ikke længere kun om at få folk til at grine. Anders ville skabe en helhedsoplevelse. Han mener, at underholdningen begynder, allerede når publikum træder ind ad døren. Derfor mødes gæsterne af papfigurer af familien i foyeren, en podcast spiller, mens de finder deres pladser, og kort før showstart samles hele salen om en Kahoot. Efter forestillingen bliver far og søn stående, indtil den sidste gæst har fået en snak eller et billede med dem. For Anders er det alt sammen en del af den samme fortælling.

 

 

Fra radioprogram til podcast

Da Anders valgte at forlade radioen, sluttede samarbejdet med Matilde ikke. De tog universet med sig og skabte deres egen podcast, hvor de kunne fortsætte den lette tone og den nysgerrighed, der havde kendetegnet morgenradioen. De indrettede et lille studie i en lokal begravelsesforretning og havde i begyndelsen ingen grand plan.

– Det første år lavede vi den uden indtægt. Det gjorde vi bare, fordi vi syntes, det var sjovt, fortæller Anders.

Først senere begyndte podcasten at skabe en stabil indtjening. Den er ikke blevet en fuld månedsløn, men den udgør i dag en fast del af fundamentet under hans virksomhed og giver plads til de øvrige projekter.

Superkraften

Den tanke følger ham også uden for teatret. Når han optræder til firmaarrangementer, bryllupper eller fødselsdage, slutter aftenen næsten altid med en personlig sang, skrevet på baggrund af historier om dagens hovedpersoner. Anders beskriver det selv som sin særlige niche:

– Jeg er overbevist om, at jeg er den eneste i Danmark, der gør. Eller det ved jeg, jeg er.

Han interesserer sig især for de mennesker, som sjældent står i rampelyset, det kan være pedellen, køkkenmedarbejderen eller kollegaen, alle holder af, men som sjældent får applausen. Når deres historie bliver sunget foran kolleger, familie eller venner, opstår der ofte et øjeblik, hvor grin og følelser smelter sammen.

Bogen om bålet i æbletræet

En af de historier, Anders vender tilbage til igen og igen, stammer fra barndommen. Højt oppe i et æbletræ byggede han en træhule og syntes, den naturligvis skulle have en brændeovn. Den blev, logisk nok, bygget af træ. Resultatet var, at hele konstruktionen brød i brand, og brandvæsenet måtte rykke ud. Anders fortæller historien med et grin, men pointen er ikke selve branden. Det afgørende var, at hans forældre aldrig gjorde oplevelsen til en fiasko. De lod ham eksperimentere, bygge videre og lære af sine fejl. Om aftenen gik faren ofte ned og forstærkede konstruktionen med et par ekstra søm, så sønnen næste dag kunne fortsætte sit projekt.

Netop den historie blev udgangspunktet, da Carlsen spurgte, om Anders havde lyst til at skrive en børnebog. Sammen med sin far fortalte han historien, mens Henrik Vestergaard omsatte den til bogform. Resultatet blev: Anders sætter fut i det hele, som senere blev udvalgt som Månedens Læseoplevelse og nomineret til Årets Højtlæsningsbog. Til september udkommer opfølgeren: Anders giver den gas.

For Anders handler bøgerne ikke først og fremmest om skøre påfund, men om modet til at prøve sig frem. Han fortæller:

– Jeg håber, børn får følelsen af, at „det skal nok gå i sidste ende“. Og hvis hulen så brænder ned, jamen så er det okay.

Den filosofi går igen i alt, hvad han laver. Derfor blev lydbøgerne heller ikke bare indlæst, men udviklet med familiens stemmer, specialkomponerede lydeffekter og nye sange. Som han selv siger, gør han ikke noget halvt:

– Hvis jeg går ind i noget, så er det all in.

 

 

Komedien kommer til provinsen

Selv om kalenderen er fyldt med shows, podcast og børnebøger, er Anders allerede i gang med næste projekt. Sommeren bruges på at optage piloten til tv-serien Provinsen, som han udvikler sammen med Victor Fog, Niklas Jakobsen og Mads Dyhr.

Serien er et sketchunivers fyldt med skæve karakterer fra den jyske provins som den lokale bedemand, popstjernen, der stadig bor hjemme, og alle de andre typer, man kun finder uden for de store byer. Musikvideoerne bliver Anders‘ bidrag, og inspirationen hentes fra klassikere som Drengene fra Angora og Danish Dynamite. Indtil videre finansierer de selv projektet. Først derefter vil de forsøge at sælge det videre. Som Anders nøgternt siger:

– Så skal vi se, om vi kan få det solgt. Drømmen er en stor tv-udbyder, men vigtigst er, at idéen føles rigtig. Blandt de mange løse tanker er der allerede en omvendt barselsgruppe med fire mænd og én kvinde. Den er endnu kun på idéstadiet, men det skal nok blive sjovt.

Helhedsoplevelsen

Når man ser tilbage på Anders Wortmanns arbejdsliv, dukker den samme tanke op igen og igen. Ikke nødvendigvis at få folk til at grine mest muligt, men at gøre oplevelsen lidt større, lidt sjovere og lidt mere gennemført. Den tanke kan spores helt tilbage til barndommens villa-villa-kuller-kvarter og går igen i alt, hvad han laver. Den findes i papfigurerne i foyeren, Kahooten før showet, lydeffekterne i børnebøgerne, de personlige sange til firmafesterne og i de små detaljer, publikum måske ikke lægger mærke til enkeltvis, men som tilsammen skaber noget større.

Da der peges på, at netop helhedsoplevelsen virker som den røde tråd gennem hele hans arbejdsliv, bliver han et øjeblik stille. Han smiler og indrømmer, at det havde han ikke tænkt selv.

Måske er det netop derfor, Anders Wortmann er svær at placere i én bestemt kategori. Han er komiker, musiker, historiefortæller, podcaster, børnebogsforfatter og tv-idéudvikler, men først og fremmest er han drevet af nysgerrighed. Selv beskriver han sit arbejdsliv:

– Det er som en bred palette, som jeg sådan shuffler imellem i forhold til, hvad synes jeg er sjovest lige nu.

Et sted bag alle projekterne gemmer der sig stadig den dreng, der byggede en træhule med en brændeovn af træ højt oppe i et æbletræ. I dag er rammerne blevet større, publikum er blevet flere, og kalenderen er fyldt med shows, bøger og nye idéer. Men drivkraften er den samme. Trangen til at lege, undersøge og skabe oplevelser er aldrig forsvundet. Den har bare fundet en ny scene.

Og måske er det netop derfor, så mange vender tilbage. Ikke kun for at grine, men for, om så bare for et par timer, at få lov til at holde et lille voksenfrikvarter.

 

 

FAKTA:

 

Anders wortmann

Født 1990

Opvokset Hobro

Forælder til Nellie på 7 år og Nete på 2 år

Forlovet med Trine

Bopæl Hobro

Livret Pariserbøf uden kapers og peberrod men med ekstra rødbeder og ketchup eller rugbrød med varm leverpostej og rødbeder

Hader Hvis jeg ikke må få lov til at lege med

Annonce

Rekordholder på Buddy Holly Hobro i at drikke en julebryg hurtigst

Skrevet og sunget Hobro’s uofficielle Superliga sang i 2014 i bandet Anders og Den Tonedøve

 

 

Hvad er det egentlig Anders går rundt og laver?

  • Sangskriver, Komiker og Podcaster
  • Turnerer i øjeblikket rundt i hele DK med comedy showet “FAR til 2”, med knap 20 shows tilbage ud af 70 og mere end 22.000 solgte billetter, sammen med far Sven Wortmann. (Opfølgeren til det første show “FAR” der solgte 17.000 billetter)
  • Børnebog: “Anders sætter fut i det hele” og snart “Anders giver den gas” (Kåret til årets højtlæsningsbog af Bog & idé)
  • Podcast med Matilde Alexandra (Anders og Matildes verden der har omkring 240.000 månedlige downloads)
  • Laver sange og videosketches på SoMe, til flere end 330.000 følgere på tværs af IG, TikTok og Facebook

Relaterede artikler

Gammel kærlighed på nye toner på Trekanten

Er du erfaren korsanger - eller synger du mest i bilen, i køkkenet eller under bruseren? Alle er velkommen, når Sangkraft inviterer til et fedt 80’er-fællessangsbrag på Trekanten den 29. […]

Anmeldelse: 6 stjerner til Erasmus Montanus på Aalborg Teater

Erasmus Montanus er et skuespil i 5 akter skrevet af Ludvig Holberg i 1725. Stykket er en komedie og fortæller om den unge Rasmus Berg, der har været i København […]

Bliv inspireret på den store job- og uddannelsesmesse på Flyvestation Aalborg

Du behøver hverken have en færdig plan for fremtiden eller drømme om at blive pilot for at deltage i job- og uddannelsesmessen Flyvende Fremtid. Er du på jagt efter dit […]

En skjult perle midt i Aalborg kan nu blive din!

Annonce

Midt i Nørregade, hvor Aalborg summer lige uden for døren, gemmer der sig en ejendom, man ikke lige glemmer igen. Her finder du en ejendom, der gemmer på sjæl, charme […]

APPETIZE Panelet #1: Hvad er du blevet klogere på det seneste år?

Mød vores faste panel der i hver udgivelse svarer på et aktuelt spørgsmål, som afspejler livet, kulturen og udviklingen i Nordjylland. Svarene er personlige, nogle gange overraskende og måske de […]

Nyeste artikler

Gammel kærlighed på nye toner på Trekanten

Er du erfaren korsanger - eller synger du mest i bilen, i køkkenet eller under bruseren? Alle er velkommen, når Sangkraft inviterer til et fedt 80’er-fællessangsbrag på Trekanten den 29. […]

Anmeldelse: 6 stjerner til Erasmus Montanus på Aalborg Teater

Erasmus Montanus er et skuespil i 5 akter skrevet af Ludvig Holberg i 1725. Stykket er en komedie og fortæller om den unge Rasmus Berg, der har været i København […]

Bliv inspireret på den store job- og uddannelsesmesse på Flyvestation Aalborg

Du behøver hverken have en færdig plan for fremtiden eller drømme om at blive pilot for at deltage i job- og uddannelsesmessen Flyvende Fremtid. Er du på jagt efter dit […]

En skjult perle midt i Aalborg kan nu blive din!

Annonce

Midt i Nørregade, hvor Aalborg summer lige uden for døren, gemmer der sig en ejendom, man ikke lige glemmer igen. Her finder du en ejendom, der gemmer på sjæl, charme […]

APPETIZE Panelet #1: Hvad er du blevet klogere på det seneste år?

Mød vores faste panel der i hver udgivelse svarer på et aktuelt spørgsmål, som afspejler livet, kulturen og udviklingen i Nordjylland. Svarene er personlige, nogle gange overraskende og måske de […]