ChammikaTea bringer smagen af Sri Lanka ind i tekøkkenet

TEKST ALEXANDER KOKKEDAL

Hvert år bliver massevis af spritnye virksomheder startet op i Aalborg. I 2016 var det omtrent en 1.000 stykker, og spændende bliver det at få tallet for 2017 om ikke så forfærdeligt længe. Aalborg er meget aktivt fremme, når det kommer til at støtte op om iværksætteri enten gennem gratis kontorpladser eller opkvalificerende tilbud – måske en anerkendelse af, at man i fremtiden skaber sin egen arbejdsplads?

For nærværende artikels vedkommende zoomer vi ind på ChammikaTea; en startup, der sælger te fra den sydasiatiske stat Sri Lanka og lige har lanceret sine første produkter: den grønne te Blue Horizon og den sorte Sweet Sunset Dream. Tesorterne skiller sig efter sigende ud fra andre ved deres søde smag – resultatet af den højde, teen er dyrket i. Bag virksomheden med den søde te er der en sød historie – og et omfattende arbejde.

Et møde med sin biologiske mor og en fantastisk kop te

Bag ChammikaTea står Maria Chammika Poulsen, 34 år og med en professionsbachelor i International Handel og Markedsføring fra UCN. Al teen kommer som sagt fra Sri Lanka, og hvorfor netop der? Det startede faktisk med en kvinde, der ville finde sin biologiske mor.

– Jeg er adopteret fra Sri Lanka og landede i Aalborg i ’83, hvor mine forældre var nede at hente mig. I 2011 fandt jeg min biologiske mor, som også rigtigt gerne ville møde mig. Så sprang jeg på en flyver ned til Sri Lanka og mødte hende, fortæller Maria Chammika Poulsen.

Og når man nu er rejst de ca. 8.000 kilometer fra Aalborg til Sri Lanka, skal man ikke glippe muligheden for noget sightseeing. Netop her fandt Maria Chammika Poulsen en kilde til inspiration, der senere mundede ud i ChammikaTea.

– Jeg rejste lidt rundt på Sri Lanka, og der var jeg inde at se den her tefabrik, som var over 100 år gammel. Jeg kom ind til fabrikken og så oppe bagved en masse damer, der gik med nogle kurve og plukkede de her lækre teblade i hånden, fortæller hun.

– Bagefter kom jeg ind og så fabrikken, hvor stort set alt blev håndteret manuelt ved håndkraft. Der var nogle få maskiner, men slet ikke som vi ser maskiner herhjemme i dag.

Hun fulgte tebladene gennem alle led af behandlingen og kom ud på den anden side, hvor hun smagte en fantastisk kop te, overrasket over hvor simpel produktionen havde været.

– Det kræver selvfølgelig noget at dyrke te, men når man kommer fra Danmark, og alting er så højteknologisk med produktionsudstyret i dag, så blev jeg meget fascineret over at se, hvordan det foregik dernede, siger Maria Chammika Poulsen.

– Så kunne jeg ligesom mærke inde i mig selv, at der var noget, der faldt på plads. Jeg har egentlig altid har haft en iværksætter i maven, så jeg tænkte, at her ville jeg gerne skabe noget, siger hun.

Startede virksomhed under studiet

Vejen fra idé til virksomhed er lang, og for Maria Chammika Poulsen var der mange både sædvanlige og usædvanlige udfordringer undervejs.

Hun begyndte at studere på UCN og valgte at søge ind på iværksætterforløbet UCN Next Step, hvor man bliver gearet til startup. Her kunne hun koble studie og startup sammen ved som sit bachelorprojekt at lave en forretningsplan for ChammikaTea. Så blev det et spørgsmål om at finde de rigtige leverandører.

– Da jeg var færdig med studiet, tog jeg på forretningsrejse i marts 2017 og holdt leverandørmøder. Jeg valgte fire virksomheder, som matchede de kriterier, jeg havde, og som jeg synes kunne være interessante, fortæller Maria Chammika Poulsen.

– Jeg så plantagerne, fabrikkerne og produktionsfaciliteterne. Det var et af mine krav, at jeg kunne komme ind og se de fysiske forhold, men også for at blive klogere på teindustrien. Det var en superfed oplevelse, og på den måde fandt jeg den leverandør, som jeg bruger i dag, siger hun.

Vil sælge kvalitetste – og en oplevelse ud over det sædvanlige

Her i Danmark står hun dog alene med virksomheden og har som sådan skulle håndtere juraen, økonomien, salg og markedsføring, dog med god sparring og NIN-timer (gennem et rådgivnings- og afklaringsforløb for bl.a. visse iværksættere, red.) fra de lokale væksthuse og erhvervskonsulenter. Kunne hun mon tænke sig flere kolleger inden for landets grænser?

– Udover de samarbejdspartnere, jeg har nu, så på sigt ja. Lige nu har jeg det fint med, at det bare er mig. Jeg er interesseret i at sælge et rigtig godt teprodukt, men samtidig også i at fortælle historien bag virksomheden og mine produkter. Jeg har en klar fornemmelse af, at kunderne i dag er interesseret i et teprodukt, som også har sit speciale og hver sin niche. Det er rigtig vigtigt, at kunderne ikke bare får et produkt, men en oplevelse ud over det sædvanlige.

Maria Chammika Poulsen er ikke i tvivl om strategien fremadrettet:

– Fremtiden er, at ChammikaTea skal have flere produkter på markedet, og kunderne skal opnå større kendskab til mit brand. Jeg vil rigtigt gerne intensivere salget og få det startet godt op på webshoppen. Jeg vil bare gerne give kunderne en fantastisk smagsoplevelse og samtidig fortælle en autentisk historie!

Du kan følge Maria og hendes virksomhed på hendes Facebook-side her